10. marts 2021

Ældreplejen undersøger brugertilfredsheden

Ældreplejen undersøger brugertilfredsheden

Borgere og pårørende tilknyttet ældreplejen i Ringkøbing-Skjern inviteres til at deltage til i en tilfredshedsundersøgelse.

Smager maden godt, og hvordan er stemningen ved måltiderne? Hvordan er samspillet med personalet? Hvordan har du oplevet overgangen mellem indlæggelse eller aflastning til eget hjem? Det er nogle af de emner, som borgere på ældrecentre og hjemmeboende ældre med fast kontakt til hjemmeplejen bliver spurgt om i en tilfredshedsundersøgelse, som Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune sender ud den 11. marts.

- På de enkelte ældrecentre og i hjemmeplejen har vi selvfølgelig en rigtig god ide om niveauet af tilfredshed. Men vi vil gerne have en samlet og mere systematisk tilbagemelding fra alle borgere, der er tilknyttet ældreplejen, så vi kan få et overordnet billede af tilfredsheden, siger Anja Thoft Bach, fagchef for Sundhed og Omsorg.

- Vi er meget interesserede i hele tiden at justere i måden, vi gør tingene på, så vi gør det så godt, vi kan, inden for de givne rammer. Og en undersøgelse som denne skulle gerne inspirere til nye tanker om, hvor vi kan ændre på noget, ud fra borgernes svar, fortsætter hun.

Borgere og pårørende tilknyttet ældrecentrene modtager spørgeskemaer fra det pågældende ældrecenter, mens ældre tilknyttet hjemmeplejen modtager en invitation til at deltage i undersøgelsen i e-Boks eller med brevpost. I invitationen er der samtidig et særskilt link til de pårørende, som er relevant at bruge, hvis den nærtstående ældre har været indlagt eller på aflastningsophold inden for de seneste seks måneder.

- På ældrecentrene har vi de pårørendes kontaktoplysninger, mens det ikke er tilfældet i hjemmeplejen. Men vores personale er ofte i dialog med pårørende om dagligdagen hos den ældre, så vores håb er, at mange pårørende både i hjemmeplejen og på ældrecentrene vil deltage i undersøgelsen, siger Anja Thoft Bach.

Hun appellerer til, at pårørende vil være opmærksomme på undersøgelsen og eventuelt hjælpe den ældre med at besvare undersøgelsen, hvis der er behov for det.

Corona spiller en rolle
​Der har været store omvæltninger det seneste års tid på ældreområdet på grund af coronaens indtog, og tilfredshedsundersøgelsen kommer blandet andet ind på emnet i de spørgsmål, der vedrører socialt samvær

- Det seneste år har været et specielt år med besøgsrestriktioner og øget brug af værnemidler, og det vil både indgå i selve undersøgelsen og tolkningen af resultaterne, siger fagchefen.

Det er muligt at svare på brugertilfredshedsundersøgelsen frem til den 6. april.

Undersøgelsen udspringer af et generelt fokus i kommunen på at arbejde systematisk med data og brugertilfredshed. Det er planen at gentage undersøgelsen i sidste halvdel af 2022, så resultaterne kan sammenlignes.