Enigt byråd sender åbent brev om 2+1 vej til Christiansborg
Et åbent brev spækket med gode argumenter for en 2+1 vej går i dag til transportministeren, medlemmerne af transportudvalget samt partiernes transportordførere. Et samlet byråd er afsender.
Den fulde ordlyd af brevet lyder:
Åbent brev
Kære minister, medlemmer af transportudvalget samt partiernes transportordførere
I Ringkøbing-Skjern Kommune vil vi gerne ønske jer held og lykke med de kommende forhandlinger om et nyt infrastrukturudspil. Vi har de senere år haft besøg af en række ministre og Folketingets Transportudvalg - og vi har haft foretræde for transportudvalget på Christiansborg - i forbindelse med vores ønske om en 2+1 vej mellem Herning og Ringkøbing.
Jeg og byrådet vil gerne takke for jeres interesse i vores område, og vi håber naturligvis på, at en 2+1 vej mellem Herning og Ringkøbing vil indgå i det kommende infrastrukturudspil.
Der er en række gode argumenter for, at strækningen mellem Herning og Ringkøbing skal være en 2+1 vej. Her er nogle af de bedste argumenter:
Arla har investeret et milliardbeløb i Ringkøbing-Skjern Kommune de senere år, netop fordi de er bevidste om det store vækstpotentiale, der er i området.
Vestas har store udfordringer med transporten af deres vindmøllekomponenter på Rute 15 - og hvis strækningen ikke udvides, vil Vestas få flere udfordringer i fremtiden, hvor endnu større komponenter skal transporteres.
DI har kåret Ringkøbing-Skjern Kommune til Danmarks 5. bedste kommune, når det handler om erhvervsvenlighed. Analysen fra DI viser dog også, at vi har en stor udfordring, når det handler om infrastruktur. Her er vi nummer 76.
En 2+1 vej mellem Herning og Ringkøbing vil forbedre vores infrastruktur og vores vækstmuligheder markant. Vores virksomheder vil få bedre mulighed for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft fra et større område, ligesom virksomhederne vil få meget bedre mulighed for at transportere deres varer ind og ud af kommunen.
Ringkøbing-Skjern Kommune og Varde Kommune udgør Danmarks største turistdestination - Destination Vesterhavet - og en 2+1 vej mellem Herning og Ringkøbing vil forbedre turisternes adgang til vores område markant. Mange turister kommer til Destination Vesterhavet fra Herning - via det jyske motorvejsnet. Når Lalandia i Søndervig åbner om et par år, vil der komme endnu flere turister til vores område.
Jeg vil runde af med at nævne, at Ringkøbing-Skjern Kommune i en række år har arbejdet målrettet på at få udvidet Rute 15 mellem Herning og Ringkøbing til en 2+1 vej. Vi har i hele forløbet oplevet stor opbakning fra Herning Kommune og vores mange virksomheder, og vi er fortsat af den helt klare overbevisning, at en 2+1 vej er den rigtige løsning for vores landsdel.
På vegne af et enigt byråd.
Med venlig hilsen
Hans Østergaard
Borgmester
- 2. september 2024
Danmarks flotteste busskur indvies i landsby med 950 beboere - 12. september 2024
Nye regler for at komme af med asbest og eternit - 12. september 2024
Livets cirkel bliver til lyskunst i Ringkøbing Havn - 24. september 2024
Lær at tackle-forløb kan hjælpe dig med at passe bedre på dig selv - 16. september 2024
VR-briller får børn til at slappe af i tandlægestolen - 19. september 2024
Ny planlægning for Æ Gammel Havn 46 i Hvide Sande