3. november 2021

Flere nye Wild West Walk ’n’ Run-ruter til børnene

www 'n' Run-foto. Forældrene har ved indsendelse af fotoet givet samtykke til, at vi bruger det.

Da Ringkøbing-Skjern Kommunes Sundhedscenter Vest i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum og Frivillig Vest i foråret afmærkede midlertidige 6-9 kilometer lange pop-up ruter til individuelle vandreture i Naturens Rige, var det ikke bare på P-pladserne ved ugens udvalgte skov, der var trængsel.

Det samme var der i kommentarsporet på den tilhørende Facebook-side Wild West Walk ’n’ Run i Naturens Rige.

Blandt masser af lovord for konceptet kom en del borgere også med forslag og idéer til, hvordan Wild West Walk ’n’ Run-ruterne kunne blive endnu bedre.

Blandt forslagene var ruter, der var tilpasset børn, ligesom mange efterlyste muligheden for at gå de afmærkede ture i hverdagen.

Efter at weekenderne omkring efterårsferien bød på afmærkede Wild West Walk ’n’ Run-ruter i børnevenlige længder i Tarm Kommuneplantage og i Snogdal Plantage, er det derfor nu også muligt at komme på Wild West Walk ’n’ Run-gåtur i hverdagene.

- Vi har fået en del henvendelser fra f.eks. skoler og daginstitutioner, der gerne ville bruge de afmærkede ruter, så nu har vi besluttet at opsætte tre forskellige ruter på maksimum 4 kilometers længde de kommende uger, fortæller Trine Bloch Burmølle, udviklingskonsulent i Sundhedscenter Vest.

Under paraplyen ”Tag mig med ud, bedstefar” har natur- og kulturformidler ved Ringkøbing-Skjern Museum, Sabine Jensen, allerede været en tur i Alkjær Lukke i Ringkøbing.

Her har hun markeret en rute på knap 2 kilometer med små røde flag.

Opgaver i naturen

Denne gang lyder opfordringen, at børnehaver og skoleklasser også kommer ud og oplever naturen til fods på ruten – ligesom alle andre selvfølgelig også er meget velkomne til at gøre brug af ruterne, der denne gang placeres bynært, netop for at give børnehaver og skoler mulighed for at komme ud i efterårsskoven.

Børnene skal dog ikke kun ud for at sparke til efterårsblade. Som noget nyt skal de unge ekspeditionsspejdere nemlig - udover at holde øje med de røde flag også kigge efter ca. 10 små blå flag, der markerer, hvor der er små opgaver at løse undervejs på ruten.

- Det kan være, at man skal finde et træ og give det et knus, eller at man skal finde noget i naturen, der begynder med samme bogstav som ens eget navn. Det kan også være, at man bliver bedt om at finde noget, der ikke hører til i naturen og så tage det med til en skraldespand, fortæller Sabine Jensen.

Ligesom i foråret forsøger hun at markere en rute, der ikke bare følger stierne, men også går off road og fører ad uvante veje forbi overraskelser og steder, man normalt måske ikke lige kommer.

Markerede ruter i hverdagene

Ruten i Alkjær Lukke vil være afmærket hele uge 44, og flagene vil først blive taget ned igen mandag den 8. november.

Herefter bliver flagene sat op i Skjern Birk Plantage i uge 46 og i Herborg Bakker ved Videbæk i uge 48. Her vil ruterne være 2-3 kilometer lange og ligeledes byde på naturdetektiv-opgaver til børnene undervejs.

- Tanken er, at skoler og børneinstitutioner også kan tage ud på tur på ruterne, når flagene står der i hverdagene, fortæller Trine Bloch Burmølle.

Hun peger på, at naturen er et godt klasseværelse og en fremragende legeplads – en legeplads, der oven i legen giver både motion, frisk luft og ufortyndet livsglæde.

- Når vi i Sundhedscenter Vest involverer os i at markere pop-up ruter i naturen, er det selvfølgelig fordi, naturen er et kæmpe sundhedsmæssigt åndehul for både børn og voksne. Vi har alle sammen rigtig godt af at komme ud og få frisk luft og motion – og vi kunne jo se i foråret, at Wild West Walk ’n’ Run-ruterne trak rigtig mange ud i naturen, siger hun og tilføjer:

- Folk kan godt lide på forhånd at vide, hvor lang ruten er, at de kan finde ’hjem’ igen – og at de kommer forbi de særlige steder i naturen.

Fælles for turene er da også, at ruterne for en kort stund er så godt afmærket, at man ikke risikerer at fare vild, når man bevæger sig uden for de vante stier.

Ligesom i foråret introducerer naturvejleder Sabine Jensen også i denne omgang ruterne med en video, hvor hun fortæller, hvad man specielt bør lægge mærke til i naturen.

Dét gør hun på kommunens Wild West Walk ’n’ Run-facebookside, hvor man også kan lægge fotos og kommentarer op i kommentarsporet.