5. januar 2018

Turisterne elsker Ringkøbing-Skjern: fjerdestørst turismeforbrug i Danmark

Fra finaleshowet i Hvide Sande for Europæisk Kulturby Aarhus 2017

Det vækker stolthed hos både borgmester og turismedirektør, at Ringkøbing-Skjern Kommune sammen med København, Aarhus og Aalborg er én af Danmarks fire største turismedestinationer målt på turismeforbrug. I Ringkøbing-Skjern løber det samlede turismeforbrug op i intet mindre en 2,537 mia. kroner.

- Det er et flot resultat, der tydeliggør værdien af det store arbejde, områdets mange turismeaktører udfører hver dag. Turismen er en af kommunens klare styrkepositioner, og der sker en stor fælles indsats for hele tiden at være på forkant og udvikle det, som turisterne efterspørger. Det viser sig også i stigningen i antallet af overnatninger, siger borgmester Hans Østergaard.

Fem procent stigning i overnatninger på et år
Statusrapporten opgør også antallet og udviklingen i antallet af de overnatninger turisterne har i landets kommuner. Her placerer Ringkøbing-Skjern sig på en 3. plads med 3.608 mio. overnatninger. De seneste tal er her fra 2016 og viser en stigning på fem procent på blot et år.

- Det viser, at det arbejde, der er lagt i udviklingen af turismeområdet, nytter. Det samme gælder for satsningen på markedsføring. Begge dele udmønter sig i en flot fremgang, og vi er meget stolte af, at vi bevarer vores position, siger direktør for Ringkøbing Fjord Turisme, Sebastian Schaper, der samtidig fremhæver det stærke samarbejde med Varde Kommune.

Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner er uden sammenligning Danmarks største destinationer for kystturisme. Tilsammen har de to kommuner 7,71 mio. overnatninger.

- Vi arbejder hele tiden på at videreudvikle vores tilbud, så turisterne oplever, at vi har de varer på hylderne, som de efterspørger. Her betyder samarbejdet med Varde Kommune, at vi kan pulje vores kræfter og dermed styrke begge destinationer. Vi lytter til, hvad turisterne fortæller os, og så sørger vi for hele tiden at blive skarpere på vores markedsføring, siger Sebastian Schaper.

De flotte resultater i statusanalysen og den fortsatte vækst, peger ifølge turismedirektøren dog også på en række udfordringer, hvis turismeerhvervet fortsat skal udvikle sig. Eksempelvis efterspørger branchen allerede nu flere huse til udlejning.