8. juni 2026

Høring af tillæg nr. 2 til spildevandsplan 2024-2031 for Ringkøbing-Skjern Kommune

Byrådet har på sit møde den 26. maj 2026 besluttet at sende forslag til tillæg nr. 2 til spildevandsplanen i offentlig høring i 8 uger. I høringsperioden er det muligt for borgere, myndigheder og interesseorganisationer af kommentere det fremlagte forslag.

Efterfølgende vil Byrådet behandle kommentarerne, og eventuelle ændringer vil blive indarbejdet i tillægget, hvorefter tillægget vedtages endeligt af Byrådet. Når Byrådet har vedtaget tillægget, udgør det Ringkøbing-Skjern Kommunes juridiske grundlag for at Ringkøbing Skjern Forsyning kan etablere regnvandsbassinet og tilhørende rørledninger.

Høring
Tillæg nr. 2 til spildevandsplanen supplerer den gældende spildevandsplan 2024-2031 for Ringkøbing-Skjern Kommune.

Baggrunden for tillægget er at etablere den nødvendige bassinkapacitet til kloakering for tag- og overfladevand. Regnvandsbassinet skal håndtere overfladevandet fra centerområdet, der etableres øst og vest for Holstebrovej i Ringkøbing. Regnvandsbassinet vil blive ejet og driftet af Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S. Formålet med regnvandsbassinet er at reducere udledning af stoffer til vandmiljøet mest muligt. Regnvandsbassinet skal afvande til forsyningens eksisterende bassin syd for området. Herfra udledes vandet til Skelbækken og Ringkøbing Fjord.

Ændringen i kloakopland RK22 i forhold til gældende spildevandsplan er etablering af regnvandsbassin og rørføring mellem det nye regnvandsbassin med det eksisterende bassin syd for området.

Høringsperiode
Tillæg nr. 2 er i offentlig høring i 8 uger fra 8. juni 2026 til 3. august 2026.

Miljøvurdering
Tillægget til spildevandsplanen er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Der er foretaget en miljøscreening, som viser, at planen ikke forventes at medføre væsentlige miljøpåvirkninger og Byrådet har således truffet afgørelse om, at der ikke skal foretages en miljøvurdering af tillægget.

Klagevejledning for Miljøvurdering
Der kan klages over afgørelsen efter reglerne i §16 i Lov nr. 4 af 3. januar 2023 om miljøvurdering af planer og rammer og af konkrete projekter.

Klagen skal indgives via Miljø- og fødevareklagenævnets portal. Klagen skal være indgivet senest 4 uger efter offentliggørelsen. Klagefristen udløber d. 29. juni 2026. Klagenævnet opkræver et klagegebyr på 900 kr. for private og 1800 kr. for virksomheder og interesseorganisationer.

Afgørelsen kan afprøves ved domstolene. Sag til domstolene skal anlægges inden 6 måneder, efter afgørelsen er offentliggjort.

Her ses Tillæg nr. 2 til Spildevandsplan 2024-2031

Her ses Screening for miljøvurdering af tillæg nr. 2 til Spildevandsplan