9. august 2023

Klima på skoleskemaet

tegning til klimapixibogen

Når det den 14. august ringer ind til skolestart, vil eleverne i 0. til 4. klasse ikke bare vende tilbage til skolen efter en sommerferie, der i ekstrem grad har været præget af klimaforandringer.

I begyndelsen af det nye skoleår vil kommunens yngste skolebørn også få muligheden for at bidrage til Ringkøbing-Skjern Kommunes kommende børne-klimabog, der i pixiudgave skal fortælle om alle de spændende klima-projekter, der findes i kommunen, og give gode råd til, hvad børn og forældre selv kan gøre for at passe på planeten.

- Børn oplever også klimaforandringerne, og kan måske fornemme, at de voksne er bekymrede over det voldsomme vejr. Vi vil gerne vise, at der er så mange mennesker, der arbejder sammen for at finde gode løsninger - også i vores kommune. Og så er der faktisk rigtig meget af det, man kan tage sine forældre i hånden og tage ud at kigge på, siger klimakoordinator Pernille Vej Hagen.

Hun minder om, at byrådet har vedtaget en ambitiøs klimastrategi. Den udmøntes i Klimaplan A, der udover kommunen også inddrager landbrug, virksomheder, foreninger, organisationer og borgere, herunder altså også børnene. 

- Klima er en holdsport, og vi skal have alle med i klimakampen for at nå vores mål Man kan sagtens tale med sine børn om klima, og det vil vi gerne hjælpe på vej med denne pixi-bog. Og hér kommer skolebørnene også ind i billedet, forklarer Pernille Vej Hagen.

Og ind i billedet kommer 0.-4. klasserne helt bogstaveligt. I et brev til både folkeskoler og friskoler opfordrer klimasekretariatet nemlig til, at de yngste klasser indsender deres egne tegninger og grønne historier.

Med tegneseriefigurer i hovedrollerne skal fortællingerne tage læsere i børnehøjde med på klimaeventyr ud i kommunen til f.eks. en mark, hvor en robot luger imellem afgrøderne, til Uhæmmet i Hemmet-naturområdet, der tidligere var et træt og trist landsbystadion og til klimasøerne i Ringkøbing, der beskytter byen mod oversvømmelser samtidig med, at de har skabt et bynært naturområde.

De bedste bud får deres historier vakt til live af en professionel tegner i klima-pixien, og alle børnenes tegninger og historier vil blive udstillet på biblioteker i kommunen i uge 43.

Herudover vil man kunne se dem på kommunens klimahjemmeside