1. oktober 2026

Vil du være med til at sætte retning for Ringkøbings gamle bymidte og havn?

Vil du være med til at sætte retning for Ringkøbings gamle bymidte og havn?

Ringkøbing-Skjern Kommunes Planafdeling inviterer til borgermøde om ny strategi for Ringkøbing bymidte og havn – og til byvandringer i den historiske bymidte.

Hvilke værdier rummer Ringkøbings gamle bymidte? Hvad er det, der gør Ringkøbing til en dejlig by? Hvad kan forbedres? Og i hvilken retning skal udviklingen af midtbyen gå?

Dét er nogle af de spørgsmål, Ringkøbing-Skjern Kommunes Planafdeling stiller som oplæg til debat i det arbejde med Ringkøbings nye bymidtestrategi, der nu går i gang.

Arbejdet med bymidtestrategien skydes i gang med et borgermøde i ROFI-Centret i Ringkøbing torsdag den 22. oktober kl. 19.00-21.00.

På borgermødet kan interesserede borgere, virksomheder og foreninger i Ringkøbing høre mere om, hvad en bymidtestrategi er for noget og hvilke aktiviteter, der planlægges i løbet af efteråret.

Som en del af efterårets aktiviteter vil kommunen invitere til tematiserede workshops og byvandringer i Ringkøbing. Datoerne for de første workshops og byvandringer vil blive præsenteret på borgermødet.

- Vi håber, at rigtig mange har tid og lyst til at involvere sig i kick-off borgermødet og de efterfølgende workshops og byvandringer, og i forhold til indholdet i bymidtestrategien, vil vi gerne have input fra så mange forskellige borgere og grupper som muligt, siger planlægger Maria Møller Jensen.

Hun tilføjer:

- På borgermødet kommer vi til at fremhæve nogle temaer, som vi aktivt skal drøfte sammen med borgerne. Temaerne kommer blandt andet til at handle om, hvordan vi får mere liv i bymidten, gode grunde til at opholde sig længere tid i bymidten, sammenhængen mellem havnen og byen, trafik, parkering og mobilitet, turisme og handel, byens historiske identitet samt at skue fremad – hvad skal byen rumme i fremtiden?

Maria Møller Jensen opfordrer alle, men også særligt byens unge og unge forældre til at prioritere at møde op til både borgermødet, byvandringerne og workshops for dermed at være med til at sætte retning for fremtidens bymidte.

- For at det bliver en bymidtestrategi, som rummer alle - eller så mange som muligt - vil vi rigtig gerne nå bredt ud og også involvere de unge i arbejdet for Ringkøbings bymidte, forklarer hun.

For at vide, hvor mange stole, der skal sættes frem – og hvor mange, der skal bestilles kaffe/te til, beder kommunens Planafdeling om, at man tilmelder sig til borgermødet senest den 15. oktober.

- Bruger man QR-koden på invitationen herunder, bliver man ledt direkte til en mail, hvor man kan tilmelde sig. Det tager bogstavelig talt 2 sekunder, forklarer Maria Møller Jensen.

Alternativt kan man sende en e-mail til kommunen på adressen bymidtestrategi@rksk.dk og fortælle, hvor mange man gerne vil tilmelde til mødet.

Arbejdet med Ringkøbings nye bymidtestrategi er medfinansieret af den Europæiske Union. Strategien skal være færdig ved udgangen af 2027.