Du har ret til hjælp, hvis du har brug for det
Er du under 18 år, og er der noget i din hverdag, som gør, at du har det dårligt?
Er du ked af det eller bange meget af tiden? Drikker de voksne derhjemme fx for meget alkohol? Eller bliver du, eller nogen tæt på dig, slået?
Så kan du få hjælp. Hvis du ikke føler, du kan få hjælp fra de voksne, der er tæt på dig, er der nogle voksne i din kommune, som arbejder med at hjælpe børn og unge, der har det svært.
Voksne, der skal lytte til dig, og som du kan ringe eller skrive til. Alle børn og unge har rettigheder – og ret til hjælp, hvis de har brug for det.
Brug for hjælp? Ring på 99 74 10 04 - Man. 8-17, Tirs.-Tors. 8-15.30, Fre. 8-13.30
Hvis din familie, de voksne i skolen eller andre voksne, du kender, ikke kan eller vil hjælpe dig, er vi nogle voksne i din kommune, som arbejder med at finde ud af, hvad du har brug for.
Der kan være mange grunde til, at du kan have brug for hjælp.
Det kan være, hvis du føler dig utryg hjemme, hvis du er ked af det meget af tiden, eller hvis du eller nogen tæt på dig oplever vold eller mange voldsomme skænderier.
Måske drikker de voksne hjemme hos dig meget alkohol.
Det kan også være, at de voksne har svært ved at passe på dig. Måske føler du dig meget alene med alting?
Men det kan også være andre slags problemer, der er for svære til, at du kan klare det selv.
Når du ringer til os
Når du kontakter os, vil det for det meste være en børne- og ungerådgiver fra Frontvagten, du taler med – en person, der giver råd og ved en masse om, hvordan man løser problemer som dine.
De arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt.
Nogle gange kaldes de også for sagsbehandlere eller socialrådgivere.
Ligesom butikker har vi åbent på nogle tidspunkter og lukket på andre tidspunkter.
Men vi ved godt, at problemer ikke følger åbningstider.
Hvis du har så meget brug for hjælp, at det ikke kan vente til næste dag, fx hvis du bliver slået, skal du stadig ringe til os. Her skal du bare ringe 114 i stedet for. Det er politiet du kommer til at snakke med og de vil finde ud af, om de kan hjælpe dig. Politiet vil ringe videre til en børne- og ungerådgiver og få børne- og ungerådgiveren til at ringe til dig.
Og husk, hvis du er i fare eller har tanker om at gøre skade på dig selv, skal du altid ringe til Alarmcentralen på 112 med det samme.
Når du ringer, skriver eller besøger os i kommunen, behøver du ikke fortælle, hvad du hedder, eller hvor du bor, hvis du ikke har lyst. Det vil sige, at du kan være anonym.
Men hvis vi mener, at du har det så svært, at du har brug for hjælp lige nu, eller hvis du eller nogen tæt på dig er i fare, kan det være nødvendigt, at vi får dit navn at vide.
Hvis det sker, er du nødt til at fortælle, hvem du er, for at vi kan hjælpe dig.
Og her kan det være, at vi også bliver nødt til at informere dine forældre.
Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder Barnets Lov.
I den står der, at de voksne fra kommunen SKAL undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det, eller hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det.
Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det. Du har for eksempel ret til at bo i et trygt hjem og gå i en skole, hvor du ikke oplever mobning eller forskelsbehandling. Og du har ret til at blive hørt.
Det betyder ikke, at du altid kan bestemme, – men din mening skal tælle med.
Hvad sker der, når jeg har talt eller skrevet med jer?
Det er vores arbejde at finde ud af, om du og din familie har brug for hjælp og støtte, for at du får det bedre.
Hvis du har brug for at få ændret noget i din hverdag, kan du snakke med os. Du har ikke ret til at bestemme det helt selv, men du har ret til at sige, hvordan du ønsker, det skal være.
Alle familier er forskellige, og derfor kan hjælpen også være meget forskellig. Måske skal du og din familie have noget hjælp til at klare hverdagen.
Det kan være en kontaktperson, som hjælper dig eller jer med det, der er svært.
Det kan også være, at du har brug for at tale med en psykolog, hvis du ikke har det godt. Eller at hele familien skal have hjælp.
Så kan I få besøg af en, der er uddannet til at hjælpe familier – en familiebehandler.
Mange børn er i tvivl om, hvad forskellen er på vores hjælp og hjælp fra fx BørneTelefonen.
BørneTelefonen – og andre som dem – kan give dig gode råd, trøst og en voksen, der lytter til dine problemer.
Hvis du har brug for tale med nogle voksne, der lytter til dig og forstår dig, kan du fx snakke med BørneTelefonen.
BørneTelefonen kan også hjælpe dig videre til kommunen, hvis I sammen beslutter, at det er det bedste for dig.
Kommunerne er de 98 områder, Danmark er delt op i.
I hver kommune er vi medarbejdere, der arbejder med, at der er styr på for eksempel skoler, veje og affald, men også med at hjælpe børn og unge, der har det svært.
I Danmark er det sådan, at det kun er dem, der arbejder i lige præcis en kommune, hvor du bor, der kan og må hjælpe dig.
Derfor er det vigtigt, at du taler med dem, der sidder i din kommune.
Børn og Familie
6920 Videbæk
Børn og Familie
6920 Videbæk