2. juni 2025

Ringkøbing-Skjern får 12 mio. kroner som tak for at gå forrest i grøn omstilling

Ringkøbing-Skjern får 12 mio. kroner som tak for at gå forrest i grøn omstilling

I 2026 tikker der godt 12 millioner kroner ind på den kommunale konto fra regeringens landdistriktsudspil ’Sammenhæng og balance’.

I årene frem til 2030 kommer der hvert år endnu en portion penge fra puljen, som er regeringens økonomiske anerkendelse til de kommuner, der bidrager til udbygningen af vedvarende energi.

Regeringen vil i den forbindelse fordele 200 mio. kr. hvert år i perioden 2026-2035. I den første halvdel af perioden sker fordelingen af tilskudsmidler i perioden 2026-2030 på baggrund af:

1: Nytilsluttet VE-kapacitet i kommunen.
2: Produktion i 2024 fra allerede opstillede VE-anlæg i kommunen.

I år får 44 kommuner del i puljen - Ringkøbing-Skjern Kommunes del af de 200 millioner kroner er 12.021.323 kroner.

Fungerende minister for byer og landdistrikter Thomas Danielsen siger:

- Ringkøbing-Skjern er en af de kommuner i Danmark, der er bedst til opsætning af sol- og vindenergi på land til gavn for hele landet. Det skal naturligvis belønnes. Derfor er jeg meget glad for, at vi i regeringen har besluttet, at Ringkøbing-Skjern Kommune i 2026 skal have en belønning på 12 mio. kr. for at være en af Danmarks bedste kommuner, når det kommer til vedvarende energi.

Glad borgmester

 På borgmesterkontoret i Ringkøbing er Hans Østergaard glad:

- Det her er penge, vi kan bruge på lige det, vi vil - uanset om det er til erhvervsudvikling, folkeskole eller noget helt tredje. Det er ikke ofte, vi får penge tilført med de muligheder, siger borgmester Hans Østergaard og tilføjer:

- Vi får pengene som anerkendelse af det store ansvar, vi har taget for den grønne omstilling. Frem til 20230 uddeles pengene delvist ud fra, hvad man har stillet op af energi-anlæg frem til 2024 og ud fra hvad man etablerer af nye anlæg. Fra 2030 gives den økonomiske anerkendelse kun til nye igangsatte projekter, så hvis vi fremover gerne vil have del i den 200 millioner årlige pulje, skal der komme nye anlæg til, tilføjer han.

Regeringen præsenterede i 2024 den nye pulje og gjorde det her klart, at puljen handler om, at de kommuner, der tager det største ansvar for opstilling af vedvarende energi, skal have en større økonomisk gevinst for deres indsats.

- Jeg ser puljen som resultatet af et pres, som mange kommuner gennem længere tid har lagt på regeringen for netop at belønne de kommuner, der har taget en stor del af ansvaret for den grønne omstilling - og det er jeg godt tilfreds med. Den nye pulje får ikke indflydelse på de penge, der i et VE-projekt går til lokalområdet via Grøn Pulje. De penge og den ordning fortsætter som hidtil. Pengene fra ”Sammenhæng og balance” er ”nye” penge, som tilfalder kommunen, siger Hans Østergaard.

De 12 millioner kroner er et tilskud i 2026. Hvilken størrelse, tilskuddet vil få frem til 2030, er afhængig af produktionen og nye anlæg. Efter 2030 gives tilskuddet alene på baggrund af nyopstillede anlæg.

Fakta

Top fem over kommuner der modtager flest penge fra puljen:

Vejen Kommune: 22.576.513 kr

Jammerbugt Kommune: 20.186.252 kr

Randers Kommune: 16.124.400 kr

Ringkøbing-Skjern Kommune: 12.021.323 kr

Lemvig Kommune: 10.739.720 kr

Kilde: By-, Land- og Kirkeministeriet