26. maj 2025

Ny grøn kategori til klimainteresserede unge filmskabere

Ny grøn kategori til klimainteresserede unge filmskabere

At se sig selv eller sit navn på det store lærred er ikke kun forbeholdt de største skuespillere i de største byer, det er også en mulighed lige her – i egen kommune. ’Filmfest i Vest’ inviterer endnu engang kommunens unge til at prøve kræfter med grundprincipperne i at lave film med alt, hvad det indebærer af planlægning, mod, teknisk snilde og samarbejde.

Når filmene er færdigproducerede, vil de bedste blive vist og hædret i Ringkøbing Biograf.
Her kan festligt klædte gæster følge den røde løber ind foran det store lærred og se resultatet af egne og andres hårde arbejde.

- Det er en måde at give et skulderklap på. Ingen filmskabere er perfekte fra begyndelsen, men på kort tid kan de lære grundprincipperne i at lave film, og ret hurtigt få det til at virke, og det skal selvfølgelig anerkendes. Vi hylder de unge med en fantastisk aften i Ringkøbing Biograf efter alle kunstens regler, fortæller Rebecca Molders, filmkonsulent ved Ringkøbing-Skjern Kommune, og tilføjer:

 - Vi giver de unge her-og-nu-brugbare redskaber til at udtrykke sig. Film er et ’værktøj’, der kan bruges på mange måder, og er også med til at styrke digital dannelse og de unges demokratiske stemme.

Den grønne kategori

’Filmfest i Vest’ vil gerne imødekomme alle de behov og visioner, der ligger gemt i de kreative sind, hvilket er grunden til, at der i år introduceres en grøn kategori på festivalen:

- Det er de unge, der står med problemerne, derfor giver det mening, at de er med til at fortolke dem. Jeg synes også, det er spændende, hvis der kommer en opsang til de voksne, da det er dem, der flyver på ferie og heller ikke holder sig tilbage for en rød bøf, siger Pernille Vej Hagen, der er klimakoordinator ved Ringkøbing-Skjern Kommune.

Både Mette Brinch Vestergaard der er affaldskonsulent ved Ringkøbing-Skjern Kommune og Pernille Vej Hagen er til rådighed for spørgsmål og guide, hvis de unge har brug for det enten med et besøg på genbrugspladsen eller selve processen.

Metoden

Alle 8. klasser i Ringkøbing-Skjern Kommune inviteres igen i år, til at arbejde med POV-filmworkshoppen. Her bliver eleverne ført igennem en særlig metode, forkortet POV, der er godkendt af Det Danske Filminstitut.
Point of view, der betyder ’synsvinkel’ på dansk, er en måde at filme på, der skal sikre, at filmens magi ikke går tabt mellem skaber og seer, men er lige så underholdende at kigge på, som den er at lave.
Denne metode er ikke blot op til den enkelte, men sikres gennem en række dogmeregler, heriblandt: at filmen skal have en tydelig udvikling, den skal overraske, og så skal den være troværdig.  

 

 

FAKTABOKS:

  • Det store awardshow afholdes i Ringkøbing Biograf d. 19. november 2025.
  • Filmfestivalen afholdes i Ringkøbing Biograf i uge 47, hvor man kan komme ind og se alle de nominerede film.
  • Læs mere om festivalen her (link: https://www.filmfestivest.dk), hvor du både kan finde videoer og læse mere om den grønne kategori.
  • Alle unge i Ringkøbing-Skjern Kommune kan deltage ved at tilmelde sig på filmfestivest.dk. Deadline d. 30. september.
  • RKSK har tilbudt filmundervisning med POV til alle 8. klasser siden 2016. Sammen med Ringkøbing Biograf har ’Filmfest i Vest’ været en fast tradition siden 2018.