Det nære nærvær giver livskvalitet til Jens Jørgen og Niculina

Som ressourceperson i Ringkøbing-Skjern Kommunes Nærvær Nærved er Bente Lindgren en livline for borgere, der af forskellige årsager har så sparsomme sociale netværk, at det kan være svært at holde ensomheden fra døren. Målgruppen er 60+ årige, førtidspensionister og fleksjobbere.
Som barn fik han tæsk af rørepinden til grukedelen – og lærte tidligt at aflæse i sin mors blik, om han måtte sige noget, eller om han hellere skulle tie stille og gøre sig usynlig.
- Jeg kan altid se i folks øjne, om de vil mig eller ej, siger han i dag – og tilføjer:
- Jeg har aldrig haft venner, heller ikke i skolen. Det var svært for mig at komme ind i en klike.
71-årige Jens Jørgen Vallentin var engang en del af en kortklub, hvor de mødtes en gang om ugen og spillede firemands whist. Men hans makker døde, og så stoppede det.
Nu er han er en af de borgere, der med jævne mellemrum får besøg af Bente Lindgreen.
Forebygger og håndterer ensomhed
Hun er ressourceperson i Nærvær Nærved på aktivitetsområdet under Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Her har hun til opgave at opsøge de borgere, der af mange forskellige årsager har et sparsomt netværk og som har svært ved selv at tage skridt til nye bekendtskaber.
- Formålet med indsatsen er at forebygge og håndtere ensomhed. Det er individuelt for hver borger, hvilket behov, der er og hvad det er, der skal til for at træne den sociale muskel op igen, hvis den er blevet slap, fortæller Bente Lindgreen.
Siden ordningen startede i 2022, har hun været tæt på godt 230 borgere, hvor hun bl.a. har bygget bro til andre tilbud i kommunalt regi, socialt humanitære organisationer og lokale foreninger. I øjeblikket besøger hun ca. 30 borgere på tværs af kommunen.
Indimellem hænger folks ensomhedsfølelse sammen med noget så basalt, som at de mangler hjælp til at få et høreapparat til at fungere, eller konkret viden om, hvilke muligheder, der er for at deltage i fællesskaber. I andre tilfælde kræver det en god portion tid, tålmodighed og nærvær.
- Det handler ofte om at give borgeren et blidt puf ved bl.a. at tilbyde et følgeskab et par gange til en aktivitet eller et fællesskab, fortæller Bente Lindgreen.
Kaffe skubber tristheden til side
- Jeg vil nødigt undvære, at du kommer, så ville jeg blive ensom, siger Jens Jørgen Vallentin henvendt til Bente Lindgreen. I baggrunden kører radioen. Altid.
Han er tidligere jord- og betonarbejder. Han har arbejdet på fabrik og i drivhus. Han har været truckfører - og han har været alt-mulig-mand, indtil han som 41-årig fik en invalidepension. Udover en nedslidt ryg bøvler han med en lang række fysiske og psykiske diagnoser.
Umiddelbart er det alligevel svært at tro, at Jens Jørgen har brug for en kommuneperson for at komme ud af rækkehuset i Tarm:
Han er imødekommende og snakkende. Hans dør står altid åben, og han går til fødselsdagskaffe hos de ældre damer i nabohusene. Kaffe hos en nabo kan skubbe tristheden til side, siger han. En af naboerne bytter han stauder med fra den blomstrende have – og i sit lille værksted har han en imponerende samling værktøj, som han bruger, når han hjælper med f.eks. at reparere en cykel.
Men han krøller sammen, når han kommer væk fra sin egen hjemmebane.
- Jeg trækker mig, hvis jeg kommer nogen steder, fortæller han.
Han har hygget sig, de gange han har været ude af huset sammen med Bente Lindgreen for f.eks. at besøge værestedet Montana eller Aktivitetsgården. Men uden hende var det ikke gået:
- Jeg kommer aldrig nogen steder alene, siger han.
Med Bente Lindgreens hjælp har Jens Jørgen fået en samværsven, som kommer hver torsdag. Sammen med hende har han f.eks. været ude at hente kunstgødning til haven.
Emotionel ensomhed
Bente Lindgreen pointerer, at der kan være mange forskellige årsager til, at de borgere, hun besøger, har svært ved at begå sig i sociale fællesskaber udenfor deres egne fire vægge. Derfor er hun opmærksom på både social ensomhed og emotionel ensomhed:
- At være alene kan være et aktivt valg og er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er ensom. At være ensom i fællesskabet er omvendt noget, mange kender til, forklarer hun og tilføjer, at ensomhedsfølelsen nogle gange kan være ekstra stærk, hvis man kommer til et fællesskab, men ikke selv oplever at være en del af det.
Usynlig
At man kan være ensom i fællesskabet kender 73-årige Niculina Panghe også godt. Hun er født i Rumænien, men har boet i Danmark siden 2011 – heraf de seneste fem år i Troldhede, hvor hun på afstand kunne se, at alle andre talte sammen og hyggede sig:
- Danskerne er så høflige. Når man går til købmanden siger de hej og ha’ en god dag, siger hun. Tilbage i luften ligger det faktum, at det var alt, hvad folk igennem flere år sagde til hende.
- I Rumænien er folk ikke venlige overfor fremmede, men vi kommer hinanden ved, fortæller hun og tilføjer:
- Jeg følte mig usynlig i Troldhede.
Med sig i bagagen fra Rumænien havde Niculina Panghe en hård barndom – og et både fysisk og psykisk voldeligt ægteskab. Derudover har hun ikke længere kontakt til sin voksne datter og hendes familie.
Alt i alt har det givet hende en sensitivitet, der gør det svært at forlade de trygge rammer i det hus, hun bor i.
- Det er mit hus. Her kommer der ikke noget og sparker mig ud på trappeopgangen for at sove, siger hun.
Da Niculina Panghe i 2023 som en slags terapi skrev en bog om sin fortid og inviterede til en markering af udgivelsen, kom der ingen. Som i … ingen.
- Jeg stod tilbage med en masse canapeer - og med en følelse af, at hvis jeg døde, ville jeg blive til en mumie, før nogen opdagede det, siger hun.
Sådan er det ikke mere.
Efter at Bente Lindgreen første gang bankede på Niculina Panghes dør for lidt over et år siden og kom med en god portion tålmodighed, lyst til at lytte og forslag til, hvordan hun kunne blive en del af lokalsamfundet, er der sket dét Niculina kalder ’en meget stor forandring’ i hendes liv.
Forandringen kom, da Niculina Panghe med Bente Lindgreens hjælp fandt modet til at række ud til fællesskabet omkring kirken - og blev mødt med åbne arme.
- Nu bliver jeg inviteret med i kirke, og på udflugter og skovtur. Vi drikker kaffe og spiser kager, og jeg er kommet med på et gymnastikhold. De er så søde alle sammen.
- Jeg er ikke så meget til gymnastik, men jeg går alligevel, tilføjer hun og fortsætter:
- Nu har jeg venner. Nu er jeg ikke usynlig mere.
FAKTA:
Nærvær Nærved er en indsats under aktivitetsområdet i Sundhed og Omsorg. Indsatsen har til formål at forebygge og håndtere ensomhed blandt borgere. Målgruppen er 60+ årige, førtidspensionister og fleksjobbere. Indsatsen er af midlertidig karakter med det mål at bygge bro til et blivende tilbud f.eks. i et af kommunens fem aktivitetscentre, social humanitære tilbud, foreninger og andre lokale tilbud.
Når Bente Lindgreen tager kontakt og aftaler et uforpligtende besøg hos en borger, er det oftest, fordi Hjemmeplejen, visitationen, en nabo, et familiemedlem eller andre bekymrer sig over, at den pågældende borger har et så sparsomt netværk, at det kan ende i ensomhedsproblematikker.
- 1. september 2025
”Vi glæder os til folkefest” - 4. september 2025
”Vanvittigt imponerende” arbejde i Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord - 15. september 2025
Robot finder 407.000 kroner - 5. september 2025
Stor tilfredshed med hjemmeplejen i Ringkøbing-Skjern Kommune - 29. september 2025
Ny kortfilm får gallapremiere i Ringkøbing - 16. september 2025
Teknologi på plejehjemmet: Velfærdsteknologi under lup