8. oktober 2025

Hvor meget bevæger du dig egentlig?

Foto: Jens Astrup for Danmark i Bevægelse

Nu skal børns og voksnes bevægelsesvaner kortlægges i den største undersøgelse i Danmark nogensinde, ’Danmark i Bevægelse’. Foto: Jens Astrup for Danmark i Bevægelse.

Måske er du en af de mere end 565.000 danskere, der i disse dage får et spørgeskema om bevægelse i din e-Boks. Forskere fra Syddansk Universitet er i gang med den største nationale måling af bevægelse herhjemme nogensinde – og Ringkøbing-Skjern Kommune indgår i den.

Vi bevæger os alle sammen hver dag. Vi graver i haven, tager cyklen til supermarkedet eller går en tur med hunden. Eller vi strækker kroppen til yoga, løfter tunge vægte, løber en tur eller tager en dukkert i havet.

’Danmark i Bevægelse’ undersøger nu for anden gang, hvordan og hvor meget vi bevæger os, hvad der motiverer os til at komme i gang, og hvilke muligheder vi har for at være aktive dér, hvor vi bor. Denne viden er en forudsætning for, at flere kan få et mere aktivt liv.

Er du en af dem, der har modtaget spørgeskemaet, og svarer du på det, så indgår du i lodtrækningen om 14 præmier á 10.000 kr. skattefrit. Svarer du på nogle ekstra spørgsmål, er du med i lodtrækningen om yderligere 6 præmier på hver 5.000 kr.

Dine svar er værdifulde

Der er brug for mange svar på undersøgelsen i hver eneste kommune, også i Ringkøbing-Skjern Kommune. Resultaterne gøres nemlig op kommune for kommune. På den måde får alle kommuner en grundig viden om borgernes bevægelsesvaner i netop deres område.

Resultaterne offentliggøres bl.a. ved Bevægelsesmøder i hver enkelt kommune og i ’Danmark i Bevægelse’s database på hjemmesiden https://www.sdu.dk/da/forskning/danmark-i-bevaegelse/dataombevaegelse Undersøgelsen er støttet af Nordea-fonden.

180.000 børn

Som noget nyt undersøger ’Danmark i Bevægelse’ denne gang ikke kun unge og voksnes bevægelsesvaner, men også bevægelse hos 180.000 børn på 3-14 år - i hjemmet, i fritiden, i daginstitution/skole og som transport. Her indgår bl.a. spørgsmål om, hvordan barnet oplever at være fysisk aktiv, og hvilke barrierer og motiver der er i spil.

Spørgeskemaet sendes til den ene af børnenes forældre med en opfordring til, at man udfylder skemaet sammen med barnet.

Formålet med ’Danmark i Bevægelse’ er at bidrage til, at flere kan være aktive og deltage i idrættens fællesskaber til gavn for deres trivsel og folkesundheden.

 

FAKTA:

Danmark i Bevægelse 

  • ’Danmark i Bevægelse’ er den hidtil største nationale måling af vores bevægelsesvaner og foregår nu for anden gang. Første gang var i oktober 2020.
  • Ca. 565.000 voksne danskere modtager spørgeskemaet i deres e-Boks:
  • Ca. 320.000 voksne på +15 år,
  • ca. 180.000 børn på 3-14 år via en forælders e-Boks, og
  • ca. 65.000 voksne, der deltog i undersøgelsen i 2020.
  • Hver kommune modtager resultaterne af undersøgelsen i deres område. Resultaterne offentliggøres også i projektets database, og der afholdes Bevægelsesmøder i hver kommune om de lokale potentialer for, at flere kan blive aktive.
  • Projektet inkluderer desuden en undersøgelse af kommunernes indsatser for bevægelsesfremme.
  • ’Danmark i Bevægelse’ udføres af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik i 2024-28.
  • Nordea-fonden støtter projektet med 17,8 mio. kr.

Læs mere: www.danmarkibevægelse.dk