13. oktober 2025

Nu kommer Hvide Sandes nye ’forbindelse mellem hav og fjord’ i udbud

Foto fra udbudsmateriale

Kommunen forventer at indvie svingbroen over Kammerslusen og Byens Plads på Sluseøen i slutningen af 2027.

Den smalle tange, havet, fjorden og mødet mellem industrihavn og boliger er Hvide Sandes dna, charme og udfordring.

Derfor er det et resultat af et mangeårigt samarbejde mellem borgere, turismeaktører og andre lokale erhvervsdrivende, Hvide Sande Havn og kommunen, da Ringkøbing-Skjern Kommune før efterårsferien udsendte udbudsmaterialet på en ny forbindelse mellem hav og fjord i Hvide Sande.

Svingbro og etableringen af Byens Plads
Projektet har to hovedelementer: Etableringen af en svingbro over Kammerslusen for gående og cyklende og etableringen af Byens Plads på Sluseøen.

Mens svingbroen skal være det naturlige og trygge valg for lette trafikanter gennem Hvide Sande, fremfor den eksisterende trafikerede vejbro ved slusen, skal Sluseøen være det nye offentlige byrum i hjertet af Hvide Sande.

Sluseøen ligger centralt placeret i Hvide Sande og giver mulighed for ophold helt ned til vandet – foruden direkte udsyn til de mange aktiviteter på vandet, i byen og på havnen. Alligevel har Sluseøen indtil nu været delvist uudnyttet og har derved i praksis været en fysisk og oplevelsesmæssig ”barriere” midt i byen.

En ny, rekreativ forbindelse
Dét skal projektet ’Forbindelsen mellem hav og fjord’ gøre op med. Projektet er støttet af EU's regionalfond, Erhvervsfremmebestyrelsen, den filantropiske forening Realdania, Dansk Kyst og Naturturisme, Hvide Sande Havn og Ringkøbing-Skjern Kommune, der tilsammen har lagt de 37 mio. kr., som det ambitiøse projekt løber op i.

- Visionen er at skabe en ny, rekreativ forbindelse gennem hjertet af Hvide Sande – en forbindelse, der skal binde byen sammen fra Vesterhavet i syd til Ringkøbing Fjord i nord, og som skal styrke sammenhængskraften på tværs af byens centrale områder, fortæller planlægger i Ringkøbing-Skjern Kommune Erik Søbjerg.

Sluseøen rummer en unik mulighed
Den afgørende trædesten til at skabe bedre sammenhæng på tværs af byen er netop Sluseøen:

”Sluseøen rummer et stort potentiale for turismeudvikling og kan blive en helt ny brik i bybilledet i Hvide Sande med sin egen karakter i en anderledes struktur end den øvrige by. Det er stedet, hvor ’det hele mødes’, og hvor man samtidig kan bevæge sig langs vandet, fra by til havn til by”, står der i udbudsmaterialet.

Her kan man også kan læse, at udvikling i Hvide Sandes bymidte - på grund af det begrænsede landområde på tangen – er afhængig af, at byen kan fortættes på en fornuftig måde.

”I overgangen fra industri til et aktivt byområde skal mange forskelligartede aktiviteter og hensyn afbalanceres, og Sluseøen rummer en unik mulighed for at blive et område, hvor havnens aktiviteter og bylivet kan sameksistere og reelt berige hinanden”, står der.

Interesserede har frem til 17. december til at byde ind på opgaven med at bygge en svingbro og skabe et nyt levende hjerte på Sluseøen. I slutningen af januar vil en totalrådgiver blive udpeget, hvorefter kommunen forventer at indvie både svingbroen og Byens Plads i slutningen af 2027.

 

FAKTA:

Svingbroen og Byens Plads skal etableres i samspil med det parallelle udbud af turismerelaterede erhvervsaktiviteter som Hvide Sande Havn er i gang med på den resterende del af Sluseøen.

Projektet er støttet af EU's regionalfond, Erhvervsfremmebestyrelsen, Realdania, Dansk Kyst og Naturturisme, Hvide Sande Havn og Ringkøbing-Skjern Kommune.