3. september 2025

Kommunen underskriver partnerskabsaftale om flere skov- og naturområder

Borgmester Hans Østergaard og direktør i Klimaskovfonden Poul Erik Lauridsen

Ringkøbing-Skjern Kommune og Klimaskovfonden indgår KLIMA+ partnerskabsaftale, som skal give mere skov og natur indenfor kommunegrænsen. Aftalen sikrer synergieffekter i skovrejsningen som f.eks. drikkevandsbeskyttelse og rekreative åndehuller til lokalsamfundene – og den giver muligheder for lokale virksomheders grønne bundlinje.

Ambitionen er allerede nedfældet i Ringkøbing-Skjern Kommunes KlimaplanA:

Inden 2030 skal der være rejst 2.600 ha ny skov i kommunen - og inden 2045 yderligere 3.000 ha.

Der kommer altså ikke nødvendigvis mere skov ud af den KLIMA+ partnerskabsaftale som borgmester Hans Østergaard og direktør i Klimaskovfonden Poul Erik Lauridsen tirsdag underskrev om rejsning af skov i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Derimod skal aftalen sikre positive sidegevinster af skovrejsningen - samtidig med, at lodsejere, borger-/sogneforeninger og andre får en bedre mulighed for at skaffe penge til lokal skovrejsning.

- KLIMA+ aftalen er tænkt som et redskab til at understøtte den grønne arealomlægning i kommunen, siger Ringkøbing-Skjern Kommunes projektansvarlige på skovrejsning, skov- og landskabsingeniør Camilla Rottbøll Aalborg og tilføjer:

- Hovedformålet med skovrejsningen er, at vi skal binde CO2 i træerne. Men derudover kan skov f.eks. være med til at beskytte vores drikkevand, ligesom skov giver grønne oaser og biodiversitet.

Samarbejde mellem lodsejere og virksomheder

Hun forklarer, at partnerskabsaftalen medfører, at kommunen kan række ud til lokale lodsejere og inspirere dem til at omlægge landbrugsjord til skov- og naturområder. Herudover kan lokale virksomheder være med til at sikre, at der bliver plantet ny skov.

- Gennem KLIMA+ partnerskabsaftalen kan lokale virksomheder donere penge til skovrejsningsprojekter i kommunen – noget, der boner positivt ud i virksomhedernes ESG-bæredygtighedsregnskab, eller det, der også kaldes deres grønne bundlinje, forklarer Camilla Rottbøll Aalborg.

Hun har allerede haft interesserede lodsejere i røret, og håber, at lokale virksomheder også vil være interesserede i et samarbejde om at plante nye skov lokalt:

- Partnerskabsaftalen giver nye muligheder for virksomheder, der nu kan bidrage til ny skov i Ringkøbing-Skjern Kommune eller for eksempel give medarbejderne julegaver i form af et bevis for, at der er plantet skov, som kommer lokalsamfundet til gode, forklarer Camilla Rottbøll Aalborg.

- Økonomisk er det ikke den bedste investering for en lodsejer at rejse skov, men i forhold til f.eks. natur og biodiversitet, klima i form af CO2-optag og for folks livsglæde er det en rigtig god investering, forklarer hun og tilføjer, at kommunen derfor også prioriterer at bevare gamle markveje i skovrejsningsprojekter, ligesom det er vigtigt, at der er vandrestier, ridestier og plads til f.eks. shelters og madpakkehytter i skovene.

Klimaskov sikrer grundvandet

Synergieffekten i skovrejsningen har også været et vigtigt parameter i den godt 10 ha store, nyplantede klimaskov sydøst for Torsted, der tirsdag lagde skovbund til underskrivningen af KLIMA+ partnerskabsaftalen mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Klimaskovfonden.

Skoven, der tilhører kirken, er nemlig etableret bl.a. for at sikre grundvandet. Og dermed er klimaskoven et godt eksempel på den type skov, der blandt andet skal rejses i alt 250.000 ha af i Danmark over de kommende år som et led i Den Grønne Trepart – aftalen om et grønnere Danmark, som regeringen indgik med landbruget og Naturfredningsforeningen i november 2024 og som udmøntes lokalt gennem 23 lokale treparter, herunder også Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord.

Klimaskovfonden er en selvstændig fond under Ministeriet for Den Grønne Trepart. Fonden har fået 200 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden, penge som er øremærket nye skov- og naturområder.

Med KLIMA+ partnerskabsaftalen følger Ringkøbing-Skjern Kommune i hælene på de 15 andre kommuner, der indtil videre har underskrevet en partnerskabsaftale med Klimaskovfonden.

 

FAKTA:

Hvad går KLIMA+ ud på?

KLIMA+ partnerskab er en model, kommuner kan bruge til sætte skub i klimaindsatsen og involvere både borgere, virksomheder og jordejere i fælles klimaprojekter, der kommer alle til gode - og indfrier de klimamål, kommunerne har sat indenfor udtagning af lavbundsjorder og skovrejsning, der begge er gode metoder til CO2-reduktion.

Med en partnerskabsaftale kan kommunerne og Klimaskovfonden for eksempel lave øremærkede indsamlinger af klimabidrag fra virksomheder og borgere til projekter indenfor kommunegrænsen.

Plusset i Klima+-partnerskaberne signalerer, at med skovrejsning kommer der, ud over en målbar CO2-reduktion, en række positive synergieffekter, som lokalsamfundet får gavn af. Det kan være beskyttelse af drikkevand eller nye grønne oaser til glæde for borgerne.

Klimaskovfonden støtter rejsning af skovarealer, der er større end 5 ha, hvilket betyder, at offentligheden er sikret adgang til skoven. Lodsejeren bliver kompenseret for arealet og kan bruge CO2-effekten, mens en virksomhed, der donerer penge til skovrejsningen må skrive projektet i sit ESG-regnskab.

Hvordan kommer man fra bar mark til skov:

Vil man som privat lodsejer tilplante mere end ½ ha skov, skal man søge tilladelse hos kommunen, fordi skov som udgangspunkt ikke kan rejses i områder med f.eks. erhvervsudvikling, i klitlandskaber eller i historiske landskaber.

Er man som lodsejer eller f.eks. borger-/sogneforening interesseret i at plante skov, kan man kontakte kommunens projektleder på skovrejsning for information om mulighederne for f.eks. støtte fra Klimaskovfonden eller andre.

 

Borgmester Hans Østergaard giver hånd til Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden

Borgmester Hans Østergaard og direktør i Klimaskovfonden Poul Erik Lauridsen underskrev tirsdag en Klima+-partnerskabsaftale – og plantede to æbletræer i lysninger midt i den nytilplantede klimaskov ved Torsted