Ny kortfilm får gallapremiere i Ringkøbing

Udsnit af filmplakaten. Foto: Produktionsselskabet New Tales
Når kortfilmen ’Stoiker’ den 1. oktober har gallapremiere i Ringkøbing Biograf, er politikerne fra Ringkøbing-Skjern Kommunes Social- og Sundhedsudvalg blandt de inviterede gæster.
Hovedpersonen i ’Stoiker’ er nemlig socialpædagogen Leonel, der arbejder på et bosted for unge, udsatte piger.
Titlen referer til den stoiske ro, man må besidde eller forsøge at udstråle, når man arbejder med mennesker, hvis virkelighed syder af kaos.
Dermed griber filmen fat i et tema, der er yderst relevant for de politikere, der i det daglige sætter rammerne for kommunens arbejde med udsatte borgere.
’Stoiker’ er optaget i Ringkøbing-Skjern Kommune i vinteren 2024 – primært på Fjordhusene i Ringkøbing. Filmen har Thomas Levin i hovedrollen som Leonel.
Dilemma
Centralt i handlingen er, at der sker en tragisk hændelse på bostedet samme dag som Leonels datter kommer hjem fra en længere rejse. Med sammenfaldet af de to begivenheder giver filmen både et miljøindblik i arbejdet med udsatte unge fra en socialpædagogs perspektiv - og samtidig et personligt og privat portræt af manden Leonel, der overkommer et selvmord på arbejdet og skal håndtere at være en god far, når han kommer hjem.
- ’Stoiker’s altoverskyggende omdrejningspunkt er et dilemma, som mange menneskearbejdere kender ganske godt. Nemlig hvordan skal jeg balancere det private og det professionelle? Kan jeg undgå at tage arbejdets uundgåelige sorger og lidelser med hjem? forklarer filmens producer, Ludvig Poulsen.
Han bor i Skjern og er instruktøren bag spillefilmen ’Se gennem aske’, der lige nu kan ses i biografer rundt omkring i landet. Han forklarer:
- ’Stoiker’ er en hyldest til de mennesker, der passer på andre mennesker – og som samtidig skal kunne være noget for dem, de har allerkærest; deres familie og venner.
’Stoiker’ er skrevet og instrueret af Ludvig Poulsens bror Tobias Poulsen, der ved siden af filmarbejdet arbejder som pædagog med udfordrede børn og unge.
- Fordi han selv har det tæt inde på livet, har det været Tobias’ vision at skabe et nærværende portræt af socialpædagogisk arbejde, vist gennem filmens hovedperson Leonel og øvrige personale-karakterer, samt et ømt blik ind i livet på de mennesker, der er blevet svigtet af andre, og som skal passes på af et pædagogisk personale, forklarer Ludvig Poulsen.
Filmen har været et passionsprojekt, hvilket betød, at det professionelle filmcrew ikke modtog løn under optagelserne. Stort set al finansiering blev derfor brugt på forplejning, logi, befordring, kostumer, locationleje og skuespillerløn.
Ringkøbing-Skjern Kommune har støttet produktionen økonomisk og praktisk.
- Gennem kommunens filmstrategi støtter vi unge talenter såvel som lokale produktioner, fortæller filmkonsulent Rebecca Molders og peger på, at Ringkøbing-Skjern Kommunes filmsatsning skal styrke den lokale stolthed og medvirke til at skabe vækst og udvikling:
- Filmiske fortællinger skal kaste nyt lys over egnens unikke karakteristika og gøre kommunen endnu mere attraktiv for nye tilflyttere og nye grupper af turister, forklarer hun og tilføjer:
- Med Fjordhusene som hovedlocation ser vi også vinterbilleder fra Ringkøbing Fjord, der på smukkeste vis sætter de visuelle rammer for filmen.
’Stoiker’ har gallapremiere i Ringkøbing Biograf onsdag den 1. oktober kl. 19, hvorefter produktionsselskabet vil tage filmen med på danske og internationale filmfestivaler.
- Vi ser et stort potentiale i “Stoiker” – ikke mindst som grundlag for samtale, debat, repræsentation og inspiration for socialpædagoger såvel som for mennesker i et velfærdssamfund, siger Ludvig Poulsen.
FAKTA:
’Stoiker’ får gallapremiere i Ringkøbing Biograf den 1. oktober kl. 19.00.
’Stoiker’ er produceret af det aarhusianske produktionsselskab New Tales (“Esthers Orkester”, “Under Havet”, “Enock”) ved producer Ludvig Poulsen (“Se Gennem Aske”) og med debuterende instruktør- og manuskriptforfattertalent Tobias Poulsen.
På linket her kan man læse Ringkøbing-Skjern Kommunes filmstrategi: https://www.rksk.dk/om-kommunen/politikker-og-strategier/strategier#accordion-14
- 1. september 2025
”Vi glæder os til folkefest” - 4. september 2025
”Vanvittigt imponerende” arbejde i Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord - 15. september 2025
Robot finder 407.000 kroner - 5. september 2025
Stor tilfredshed med hjemmeplejen i Ringkøbing-Skjern Kommune - 16. september 2025
Teknologi på plejehjemmet: Velfærdsteknologi under lup - 29. september 2025
Ny kortfilm får gallapremiere i Ringkøbing