1. maj 2020

Gammel kending bliver ny skoleleder i Ringkøbing

fra Ringkøbing Skoles facebookside

Det bliver en gammel kending med arbejdserfaring fra både Ringkøbing Skole og Alkjærskolen, der kommer til at stå i spidsen for Ringkøbings to skoler – og bl.a. får ansvaret for sammenlægningen af de to skoledistrikter i ét.

Inden hun i 2010 blev skoleinspektør på Sønderlandsskolen i Holstebro var Maria Braae nemlig viceskoleinspektør på Alkjærskolen i ni år og lærer på Ringkøbing Skole i 1996-2001.

Det er da også en ovenud tilfreds fagchef, der torsdag kunne offentliggøre, at det bliver Maria Braae, der fra 1. juni bliver Ringkøbings nye skoleleder:

- Jeg betragter det næsten som en skalp, at vi har snuppet hende tilbage fra Holstebro Kommune, for ud over kendskabet til skolerne har Maria Braae ganske enkelt en perfekt erfaring og profil til opgaven, siger Flemming Nielsen, fagchef for Dagtilbud og Undervisning i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Han tilføjer, at en af Maria Braaes første opgaver bliver at være med til at finde og ansætte en ny viceskoleleder på Alkjærdelen af den sammenlagte skole i Ringkøbing.

Herudover bliver opgaven naturligvis at stå for den sammenlægning af de to skoledistrikter, som Ringkøbing-Skjern Kommunes Børne- og Familieudvalg besluttede på et møde den 22. oktober 2019. En beslutning, som byrådet godkendte på sit møde i februar i år. Dagsordenpunktet fra udvalgsmødet kan læses her

Sammenlægningen af de to skoledistrikter kommer efter et politisk ønske om at øge muligheden for at sikre en mere ligelig fordeling af eleverne ud fra f.eks. sociale og etniske parametre. 37 procent af eleverne på Alkjærskolen er pt. tosprogede, mens den tilsvarende andel på Ringkøbing Skole er 9 procent.

Trods sammenlægningen til én skole, er der fortsat plads til, at de to skoler har hver deres profil med afsæt i hver deres historie og kultur. Selv siger Maria Braae om udfordringen med at få samlet de to skoledistrikter i ét:

- Jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang med opgaven, og jeg glæder mig til at komme tilbage til Ringkøbing.

Maria Braae understreger, at hun ikke fravælger sit nuværende job, men derimod tilvælger stillingen som skoleleder i Ringkøbing:

- Det så så spændende ud, at jeg bare måtte søge. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg fortryde det bagefter, forklarer hun. 

I sit nuværende job har Maria Braae været involveret i skolesammenlægningen i Holstebro Kommune, og det er bl.a. erfaringer fra det arbejde, hun nu tager med sig til Ringkøbing:

- Jeg kommer med nogle erfaringer, jeg kan trække på, men jeg kommer ikke og tror, at jeg har en model for, hvordan det her skal foregå. Jeg glæder mig til at arbejde ind i det eksisterende og til at se, hvordan vi sammen kan finde nogle gode løsninger.

Selvom hun tidligere har arbejdet på både Ringkøbing Skole og på Alkjærskolen, kommer hun også med en vis ydmyghed i forhold til at vende tilbage:

- Jeg har tilbragt mange år på Ringkøbing Skole og på Alkjærskolen, men jeg har også været væk i 10 år, og jeg er klar over, at der er sket noget, mens jeg var væk. Så selvfølgelig har jeg nogle erfaringer, jeg kan bruge, men jeg vil også gå til opgaven med en åbenhed og lydhørhed, forklarer hun.

I sammenlægningen af Ringkøbing Skole og Alkjærskolen vil der blive taget hensyn til afstanden mellem skole og hjem og til, om eleverne i forvejen har søskende, der går på en af skolerne. Ingen elever, der er midt i et forløb på skolen eller i et dagtilbud, vil blive flyttet, og generelt kommer det til at foregå efter princippet om mindst mulig indgriben.

Et særligt §17, stk 4-udvalg begyndte i vinter arbejdet med at kigge på skolestrukturen i hele Ringkøbing-Skjern Kommune, herunder også i Ringkøbing. Udvalget ventes at komme med en eller flere anbefalinger til byrådet i efteråret.