19. august 2021

Ekstra penge til genstart af kultur- og fritidslivet

Foto brugt med telefonisk tilladelse fra fotograf Tommy Bay.

Foreninger og kulturinstitutioner opfordres til at sætte opstartsinitiativer i gang – og til at fortælle om deres arrangementer.

Restriktionerne er væk, men idrætsforeninger og kultur- og oplevelsesinstitutioner i Ringkøbing-Skjern Kommune er stadig udfordret af de begrænsninger og nedlukninger, som corona-restriktionerne førte med sig.

Mens foreningerne har mistet medlemmer, halter besøgstallet på kulturinstitutionerne nemlig stadig bagud i forhold til tidligere år.

Det er baggrunden for, at Kultur- og Fritidsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune tirsdag besluttede at allokere 250.000 kr. til en kampagne, der allerede i løbet af september måned skal genstarte kultur- og foreningslivet i kommunen.

”Genstart september”-kampagnen bliver en del af den landsdækkende kampagne "100 dage med kultur og idræt", og pengene supplerer det beløb på knap 290.000 kr., som kommunen har søgt hos Slots- og Kulturstyrelsen målrettet kulturaktiviteter for børn og unge.

Fællesskab og sammenhold

I Ringkøbing-Skjern Kommune skal ”Genstart september” støtte aktiviteter, små events eller andre tiltag til rekruttering af nye medlemmer til foreninger, tiltrække besøgende, nye elever og publikummer til idrætsklubber, foreningslivet og til kulturinstitutioner.

Der er allerede mange aktiviteter i støbeskeen, som signalerer genstart, fællesskab og sammenhold efter mange måneder med nedlukning. Bl.a. i form af workshops, koncerter, opstartsaktiviteter og prøvetimer i klubber og foreninger.

Som en del af’100 dage med kultur og idræt’ inviteres alle f.eks. til at deltage i ’HUG’, der bliver en såkaldt movement choir koreografi eller flash mob foran rådhuset den 24. september. Den skal sende et stærkt signal om, at vi igen må give krammer og dyrke fællesskabet og sammenholdet efter en lang corona-nedlukning, hvor afstand blev en livspræmis.

- Vi skal finde ind til hinanden igen, og det gælder også i foreningslivet og på kulturinstitutionerne, siger lederen af Ringkøbing-Skjern Kommunes Kultur-, Natur- og Fritidsafdeling, Per Høgh Sørensen. 

Han peger på, at f.eks. Ringkøbing-Skjern Museum trods genåbningen af samfundet stadig halter bagud med 20 procent færre gæster end normalt på denne tid af året.

- Efter corona-nedlukningen må man formode, at mange hungrer efter fællesskabet i foreningslivet – og efter kulturelle oplevelser. Men vi ved, at idrætsforeningerne har tabt medlemmer, og at kultur- og oplevelsesindustrien har mistet en stor del af de besøgende, de havde forventet. ”Genstart september”-kampagnen skal bryde det dødvande, der er opstået efter corona-nedlukningen og minde om, at der er åbne døre igen både i foreningslivet og på kultur- og oplevelsesinstitutionerne, siger Per Høgh Sørensen.

Genstart

Han håber, at ”Genstart september”-kampagnen kan være med til at trække folk tilbage til idrætsforeningerne og til kulturtilbuddene – og opfordrer foreninger såvel som kultur- og oplevelsesinstitutioner til at sparke dørene på vid gab for særarrangementer, der kan tiltrække både nye og gamle medlemmer og gæster.

Blandt de initiativer, som kommunen sætter i værk under ”Genstart september”-paraplyen er derfor en pulje til understøttelse af éndags kickoff-arrangementer, hvor foreninger og kulturinstitutioner kan søge 5.000 kr. til afholdelse af særarrangementer, som giver mulighed for at rekruttere nye medlemmer til foreningen eller til at trække besøgende til kulturinstitutionen.

Desuden vil kommunen gennem ugentlige helsides-annoncer i alle ugeaviser i september måned synliggøre opstartsaktiviteter fra foreninger og kulturinstitutioner over hele kommunen:

- Så vi håber, at foreninger og kulturinstitutioner vil byde ind med de arrangementer, de sætter i værk, så vi i fællesskab kan sætte spotlys på tilbuddene, siger Per Høgh Sørensen.

Foreninger og institutioner kan sende en kort ansøgning om tilskud til opstartsaktiviteter samt arrangementer til fælles ”Genstart september”-annoncering til fritid@rksk.dk og kultur@rksk.dk  

De 250.000 kr. fra Kultur- og Fritidsudvalget til ”Genstart september” kommer oveni et beløb på 300.000 kr., som udvalget i juni bevilligede til en kickstart-pulje for Kultur- og foreningslivet i kommunen.

Kickstart-puljen har fokus på at få flere med i fællesskabet, og formålet er at hjælpe foreningerne med at fastholde og tiltrække medlemmer. Ansøgningsfrist til Kickstart-puljen er 1. september.