18. december 2019

Ringkøbing-Skjern Kommune i opløbet til europæisk energi-pris

Colourbox-foto

Da Ringkøbing-Skjern Kommunes Erhvervs- og Vækstudvalg midt i november var på studietur til Bruxelles, lagde de også vejen forbi den belgiske by Leuven.

Her mødtes udvalgspolitikerne med byens borgmester og rådmanden for klima, bæredygtighed, mobilitet, landbrug og forbrug for at høre, hvordan Leuven har formået at bruge den europæiske Green Leaf-pris til at løfte byens miljø- og klimatiltag.

Få uger før udvalgets besøg i Leuven satte Ringkøbing-Skjern Kommunes Energi2020-sekretariat nemlig det sidste punktum i en omfattende ansøgning til den europæiske Green Leaf-pris 2021 – en pris, som Leuven sammen med svenske Vaxjö modtog i 2018.

Med prisen følger 75.000 Euro – eller godt 560.000 kr., som bl.a. skal bruges på afholdelse af events på europæisk, nationalt og lokalt plan. Derudover vinder man retten til at bruge Green Leaf-certifikatet.

Green Leaf-prisen uddeles hvert år, og kan søges af byer eller kommuner i EU, der har 20.000-100.000 indbyggere. Prisen uddeles for at belønne de kommuner, der gør en særlig miljømæssig indsats, for at få kommuner til at arbejde målrettet på at øge borgernes miljøbevidsthed og endelig for at inspirere andre byer og kommuner til at tage flere miljørigtige initiativer.

Ambitiøse mål

Ansøgningen fra Ringkøbing-Skjern Kommune er skrevet i samarbejde med det regionale EU-kontor CDEU og er et led i kommunens Energi2020-vision om at være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i 2020. Men den handler også om at skabe lokal værdi ved at synliggøre Ringkøbing-Skjern i hele Europa.

- Ringkøbing-Skjern Kommune er i toppen af førerfeltet i EU, når det handler om grøn omstilling. Vi har nogle meget ambitiøse målsætninger, der også inkluderer, at vi vil være 100 procent fossilfri i 2040 – 10 år før regeringens målsætning for hele Danmark. De ambitioner afspejles naturligvis i EU-ansøgningen, siger borgmester Hans Østergaard.

Han tilføjer, at Ringkøbing-Skjern Kommune har absolut gode chancer for at vinde Green Leaf-prisen og retten til at bruge certifikatet. En optimisme, der deles af Jakob Agerbo, formand for Energirådet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Vores ansøgning til den europæiske Green Leaf-pris landede imellem 17 andre ansøgninger fra europæiske byer og kommuner med ambitiøse energimål. Det er det højeste antal ansøgninger nogensinde til prisen, og bortset fra, at Ringkøbing-Skjern Kommunes chance for at vinde minimeres lidt for hver ansøgning i puljen, så tror jeg på, at vores styrke og indsats på energiområdet betyder, at vi har en rigtig god chance, siger Jakob Agerbo.

Han peger på, at kommunens strategiske energiplan for 2019-2023 har indsatsområder som effektiv udnyttelse af energi, ren el til opvarmning og industri, lagring og smart energiforbrug, grøn transport, effektiv biomasseanvendelse foruden planerne om energilaboratoriet.

Borgerinddragelse

EU har opstillet seks vurderingskriterier for at komme i betragtning til Green Leaf Award, og det er internationale eksperter på hvert felt, som bedømmer de indsendte ansøgninger.

Blandt vurderingskriterierne (klimaforandringer og energieffektivitet, bæredygtig bymæssig transport, natur, biodiversitet og bæredygtig arealanvendelse, luftkvalitet og støj samt affaldshåndtering, cirkulær økonomi og vand) har ansøgningen fra Ringkøbing-Skjern Kommune fokuseret på opnåede og erklærede mål inden for produktion af vedvarende energi.

Herudover har den haft fokus på den brede borgerinddragelse og forankring af en række miljøtiltag som bl.a. borgerinitiativer som Elektrisk Vestrum og Den Grønne Korridor i Skjern. Og endelig fremhæver ansøgningen, at kommunen har gennemført vandløbsforbedringsprojekter og prioriterer drikkevandskvalitet højt. 

Herudover peger ansøgningen fra Ringkøbing-Skjern Kommune på initiativer som WestWind24-elbilsrace og konference, der har en ambition om at blive verdens mest omtalte og innovative event for eldrevne køretøjer, ligesom ansøgningen om at blive EU-certificeret turismedestination er nævnt.

I foråret 2020 udvælges finalisterne til Green Leaf-prisen. De skal præsentere deres ansøgning for en international jury, hvorefter prisvinderne offentliggøres ved en ceremoni i juni 2020.

 

FAKTA:

Den europæiske Green Leaf-pris uddeles hvert år til en by eller en kommune med 20.000-100.000 indbyggere.

Green Leaf-ansøgningen, der er skrevet på engelsk, rummer følgende seks emner inden for den grønne dagsorden, indsamlet på tværs af kommunens afdelinger:
                            

  • Climate Change and Energy Performance (klimaforandringer og energieffektivitet)
  • Sustainable Urban Mobility (bæredygtig urban mobilitet)
  • Nature, Biodiversity and sustainable Land Use (natur, biodiversitet og bæredygtig udnyttelse af jorden)
  • Air Quality and Noise (luftkvalitet og støjforurening)
  • Waste and Circular Economy (affald og cirkulær økonomi)
  • Water (vand)

Læs Ringkøbing-Skjern Kommunes ansøgning her:

Se kort over ansøgninger til Green Leaf-prisen her: