7. juli 2017

Japanske-danske bånd knyttet på sommeruniversitet i Skjern

Japanske-danske bånd knyttet på sommeruniversitet i Skjern

I 150-året for japanske-danske diplomatiske relationer og på et bagtæppe af en historisk frihandelsaftale mellem Japan og EU afslutter den første årgang studerende nu AU-HU Joint Summer University på Innovest i Skjern. Her har holdet af Ph.d. og kandidatstuderende haft fokus på dansk landbrug og de danske erfaringer med at nedsætte næringsstoftab til gavn for økonomi, natur og miljø.

En uge med virksomhedsbesøg, forelæsninger, frikadeller og frådende Vesterhav kulminerer fredag i en afskedsreception som afslutning på en veloverstået første aftapning af AU-HU Joint Summer University, der er et samarbejde mellem det japanske Hokkaido University, Aarhus Universitet, Vestjysk Landboforening, Innovest og Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Jeg kan sige med stor overbevisning, at vores studerende har lært meget om, hvordan det moderne samfund her i regionen er blevet grundlagt og opbygget, og hvordan folk lever i harmonisk samspil med forvaltning af ressourcerne fx i forhold til fødevarer, land og vand, siger professor og dekan ved Graduate School of Global Food Resources, Takashi Inoue.

- Vi er overordentlig tilfredse med Ringkøbing-Skjern som destinationen for AU-HU Joint Summer University, og meget taknemmelige for den gæstfrihed, vi er blevet mødt med, fortsætter han.

- Vi er utrolig stolte over, at man flyver 20 deltagere fra et førende, japansk landbrugsuniversitet hertil, så de kan tilegne sig nogle af vores kompetencer inden for moderne fødevareproduktion med høj kvalitet og lav forureningsgrad. Samtidig har vi også meget at lære af dem, siger Tommy Dalgaard, professor ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet i Foulum.

- Det glæder mig, at vi med et stort fokus på samspillet mellem teori og praksis har kunnet fremvise hele Region Midtjylland, som er førende inden for fødevareproduktion i et internationalt perspektiv, fortsætter Tommy Dalgaard.

- Jeg synes, at vi i høj grad har fået indfriet vores sigte med at indgå i dette spændende samarbejde; at øge de højtuddannedes bevidsthed om den faglige tyngde og ekspertise der er i vores område både hos de erhvervsdrivende, hos rådgivere og på forskningsstationerne, siger Jens Møller Nielsen, direktør i Vestjysk Landboforening.

Bånd bliver knyttet
Nye bånd er blevet knyttet på tværs af nationaliteter i løbet af sommeruniversitetet.

- Foruden at støtte op om nye partnerskaber og viden-udveksling, har vi samtidig vist, hvad der gør Ringkøbing-Skjern Kommune til et stærkt område indenfor moderne fødevareproduktion, der kan fungere sammen med vandmiljø, bosætning og turisme, siger Bent Brodersen, formand for Videnudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, der ikke lægger skjul på, at kommunens hensigt med at indgå i samarbejdet også er at knytte de højtuddannede tættere til kommunen til gavn for den videre udvikling.

- Med partnerskaber på tværs af organisationer og videns-institutioner kan vi inspirere hinanden og være med til at skabe nye løsninger, der vil fremme den positive udvikling indenfor landbruget, fortsætter Bent Brodersen.

- Nytænkning, innovation og udvikling sker oftest, når grænseflader brydes og den traditionelle tænkning bliver forstyrret af spørgsmål og undren. Derfor er vi også stolte af at være en del af samarbejdet mellem de fem partnere, der er involveret i at arrangere dette års Summer University, fortæller Mette Hindkjær, daglig leder på Innovest i Skjern. 

En uge med gang i alle cylindre
Sommeruniversitetets fokus har været på metoder til at reducere tab af kvælstof og andre næringsstoffer til naturen, og gode eksempler på udviklingen af et mere bæredygtigt landbrug.

Det har været en uge fyldt med oplevelser for de 20 internationale kandidat- og Ph.d.-studerende, som har deltaget i AU-HU Joint Summer University. De studerende kommer primært fra Japan, men også Kina, Taiwan, Sverige, Østrig og Danmark var repræsenteret via de to samarbejdende universiteter Hokkaido University og Aarhus Universitet.

I ugens løb har de studerende haft forelæsninger i Innovest med oplæg fra Aarhus Universitet, SEGES, Vestjysk Landboforening og Ringkøbing-Skjern Kommune. Derudover har der været stor fokus på at se nogle praktiske eksempler, så hele ugen har den grønne bus fra Skjern Håndbold været fast følgesvend. Første besøg var hos Spangsberg I/S, hvor gårdejer Jacob Spangsberg viste rundt i staldene.

Spørgelysten var stor, da de studerende nåede Aquatarium, hvor det danske, rene drikkevand uden tilsætningsstoffer vakte stor undren og begejstring. De studerende har haft et stramt program, hvor også AU Foulum, Maabjerg Bioenergy, BufferTech forskningsfaciliteterne mm. blev besøgt, og ikke mindst var et brusende Vesterhav på en sommerdag også et stort trækplaster.

Fredag afsluttes med en afskedsreception, hvor alle de deltagende, oplægsholdere, undervisere og inviterede får mulighed for at runde ugen af i fællesskab. Afslutningsvis vil de studerende præsentere, hvad de har lært i løbet af ugen. På den måde er det ikke kun de studerende, som får glæde af ugens forløb, men alle gæster kan også få del i den viden og undren, som de studerende har oplevet.

Fakta
AU-HU Joint Summer University er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Hokkaido University, Vestjysk Landboforening, Innovest og Ringkøbing-Skjern Kommune.

Sommeruniversitetet er foreløbig aftalt til at foregå i fem år.