8. juni 2023

Virksomheder med ukrainske medarbejdere inviteres til netværksmøde

Virksomheder med ukrainske medarbejdere inviteres til netværksmøde

Hele 85 procent af de ukrainere, som kom til Ringkøbing-Skjern Kommune som følge af krigen i Ukraine, har fået arbejde. Det er ca. 25 procentpoint flere end samme tal på landsplan.*

Det store tal skyldes i høj grad en arbejdsparat gruppe nye borgere men også et lokalt erhvervsliv, der hurtigt tog ansvar og hjalp de nye lokale borgere ind på arbejdsmarkedet.

Men selvom tallene er fine, og arbejdsdagen glider glat, kan virksomhedsledere stadig have behov for at erfaringsudveksle. Det kan være en hjælp at høre, hvordan man i andre virksomheder har grebet opgaven an - og måske man har spørgsmål til kolleger eller kommunen om, hvad man gør i en given situation.

Alt det bliver der mulighed for, når kommunen og Public Capacity inviterer virksomheder, som har ukrainere ansat eller som påtænker det, til møde, hvor de kan dele erfaring med andre om det at have international arbejdskraft. På mødet kan man også høre mere om, hvad kommunen kan hjælpe med.

- Vi vil gerne give virksomhederne mulighed for at dele erfaringer med hinanden. Vi vil også gerne vise, hvor godt virksomhederne i kommunerne har varetaget opgaven, fortæller Marianne Gramstrup, afdelingsleder i Beskæftigelse.

Med på mødet er også Public Capacity, som hjælper med at matche lokale ukrainere med ledige job. Public Capacity hjælper også de ukrainske borgere, som har fået job. Mange begynder nemlig med et job på deltid, og de kan have brug for hjælp til at komme på fuld tid, lige som de kan have brug for en hjælpende hånd til at finde ud af den offentlige transport, skattesystemet, at skrive et barn op til daginstitution eller lignende. Public Capacity deltager på mødet den 21. juni for at fortælle om deres arbejde, lige som de også er klar til at vejlede virksomheder i, hvad der er vigtigt at huske, når man ansætter international arbejdskraft.

Mødet finder sted hos Lampemesteren, Birkmosevej 18 i Ringkøbing 21. juni klokken 15-17.

Her byder borgmester Hans Østergaard velkommen, inden tre virksomheder på skift deler ud af deres erfaringer. Virksomhederne er Lampemesteren, Insula og Esmark.
 

Tilmelding skal ske senest den 14. juni. 

 

*https://www.da.dk/politik-og-analyser/beskaeftigelse/2023/ukrainske-flygtninge-er-kommet-godt-ind-paa-det-danske-arbejdsmarked/