7. juni 2023

Nye ledige intro-stillinger for dig, der overvejer sygeplejefaget

Nye ledige intro-stillinger for dig, der overvejer sygeplejefaget

Sidste forår slog Ringkøbing-Skjern Kommune en ny type stillinger op: Introstillinger, hvor man kan være nysgerrig og øve sig på sygepleje-faget. De nye medarbejdere får et mentorforløb med en sygeplejerske, lige som kommunen finder et arbejdssted tæt på ansøgerens bolig.   

- Sidste gang fik vi ansat 11 i de nye introstillinger - og enkelte af dem er faktisk gået videre til at uddanne sig til fager. Det er vi helt vildt glade for, fortæller Camilla Overgaard, som er uddannelseskonsulent i Sundhed og Omsorg ved Ringkøbing-Skjern Kommune.

Nu er næste runde i gang.

- Det eneste, vi forventer af ansøgerne i første omgang, er, at de interesserer sig for mennesker og kan lide at yde omsorg, pleje og praktisk hjælp, siger Camilla Overgaard.

Hun fortæller, at det nu er meningen, at disse intro-stillinger fremover skal følge studieåret, så man kan søge stillingen frem til studiestart, og på den måde gøre vejen til færdig uddannelse endnu kortere.

- Derfor vil vi komme til at slå disse jobs op to gange om året, siger hun.

Ringkøbing-Skjern Kommune deler rekrutterings-udfordringen med en række andre kommuner; Der mangler sygeplejersker. Det skyldes flere faktorer. Der er fald i antallet af ansøgere til uddannelsen, mens de studerende på studiet gennem årene fået større behov for og ønske om tættere tilknytning til praksis og støtte under uddannelsen, så der er derfor udfordringer i horisonten:

- Det fik os til at tænke; hvad kan vi som kommune gøre for at sikre, at vi også de kommende år har nok sygeplejersker til at løse opgaverne i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Anja Thoft Bach, fagchef i Sundhed og Omsorg.

Èn vej til løsningen har været at oprette de nye stillinger.

- Vi håber, at unge, som holder sabbatår, har lyst til at prøve de her stillinger, så de kan blive klogere på, hvad et job som sygeplejerske kan give og betyde. I en introduktionsstilling bliver man ansat i minimum seks måneder med et timetal, så der også er plads til, at man kan læse op på de fag, man måske mangler for at komme ind på studiet, forklarer Camilla Overgaard.

 

Fakta:

  • Ansøgningsfrist til de nye stillinger er den 15. juli.
  • Det er muligt at læse sygeplejerske-uddannelsen online. Dermed kan man blive boende i Ringkøbing-Skjern Kommune, passe sit job her og samtidig deltage i undervisningen. Hvis man følger undervisningen fra Studiecentret i Innovest, kan man samtidig få det sociale fællesskab, som mange også forventer at være en del af, mens de studerer.
  • Find de nye stillinger på kommunens hjemmeside med ledige stillinger og søg på Introstilling.