Ved du, hvor el-ladestanderne skal stå?
Er det elbilerne eller el-ladestanderne, der skal være på plads først?
Dét hønen-eller-ægget-spørgsmål har længe rumsteret på sidelinjen af den grønne omstilling. For er det elbilerne, der skal trække ladestanderne til – eller er det opsætningen af flere ladestandere, der vil fremme udbredelsen af el-biler og dermed en grønnere transport?
I Ringkøbing-Skjern Kommune har Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget besluttet at sætte turbo på opsætningen af ladestandere – og dermed også skabe bedre rammer for at accelerere udbredelsen af elbiler.
Det skal bl.a. ske gennem ansøgninger til den statslige pulje til grøn transport, der er afsat til at medfinansiere ladestandere til offentligt brug på kommunale arealer.
Det er kun kommuner, der kan søge puljen. Borgere eller virksomheder skal derfor indgå i et samarbejde med kommunen om at søge medfinansiering til opsætning af ladestandere.
Kort over ladestandere
Først skal en kortlægning af Ringkøbing-Skjern Kommune dog vise, hvor behovet er størst – og hvor private udbydere evt. er interesserede i at opsætte offentligt tilgængelige ladestandere.
Derfor har kommunen nu udarbejdet et interaktivt ladestanderkort. På https://ladestanderinput.rksk.dk kan borgere og virksomheder være med til at udpege de steder, hvor det giver bedst mening at opstille nye ladestandere.
- Vi vil gerne skabe dialog, indhente input og planer hos borgere, private aktører og virksomheder for opstilling af ladestandere, bl.a. for at afklare, om der er "huller i markedet" og dermed behov for at opstille flere ladestandere, siger Kevin Fraser.
Som afdelingsleder i kommunens ejendomscenter er han med til at udpege egnede kommunale arealer til ladestandere.
Til borgere og gæster udefra
Samtidig peger formanden for kommunens Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalg, viceborgmester Søren Elbæk på, at salget af elbiler er stødt stigende, ligesom efterspørgslen efter ladestandere i sommerlandet er markant blandt feriegæster udefra.
Tilsammen skubber det til behovet for opstilling af flere ladestandere – både lyn- og hurtigladere samt normalladere.
- En god lade-infrastruktur med et godt mix af ladestandere er med til at sikre et højt serviceniveau for gæster, pendlere og turister, der besøger området samt selvfølgelig for lokale borgere og virksomheder, forklarer Søren Elbæk og tilføjer:
- Desuden ved vi, at rækkevidden og problemer med at lade er blandt de store barrierer, når folk overvejer at købe en elbil, og at flere ladestandere er lig med større tryghed. Herudover vil opstillingen af ladestandere øge elektrificeringen og fremrykke omstillingen fra fossil transport til grøn transport til gavn for klimaet.
Udover at give borgere og virksomheder mulighed for at komme med ønsker til ladestandere, skal det interaktive ladestanderkort starte en dialog, hvor bl.a. handelsstandsforeninger, butikscentre, boligforeninger, forsyningsselskaber, attraktioner og tankstationer kan fortælle om deres planer for opstilling af ladestandere.
Endelig er det planen, at ladestanderkortet kan bruges til at gøre ladestanderoperatører interesserede i mulighederne for at finansiere og opstille ladestandere i Ringkøbing-Skjern Kommune.
FAKTA
Det interaktive ladestanderkort finder man på: https://ladestanderinput.rksk.dk
Den statslige pulje til grøn transport kan kun søges af kommuner. Private operatører/interesserede skal derfor indgå i et samarbejde med kommunen om at søge medfinansiering til opsætning af ladestandere på kommunale arealer. Puljen er på 98 mio. kr. og administreres af Vejdirektoratet.
I januar 2022 var det muligt for private at søge en anden statslig pulje om tilskud til opsætning af offentligt tilgængelige lynladere eller hurtigladere på privat grund.
En offentliggørelse fra marts viser, at puljen gav tilskud til 13 lyn- og hurtigladere i Ringkøbing-Skjern Kommune.
- 2. september 2024
Danmarks flotteste busskur indvies i landsby med 950 beboere - 12. september 2024
Nye regler for at komme af med asbest og eternit - 24. september 2024
Lær at tackle-forløb kan hjælpe dig med at passe bedre på dig selv - 12. september 2024
Livets cirkel bliver til lyskunst i Ringkøbing Havn - 16. september 2024
VR-briller får børn til at slappe af i tandlægestolen - 19. september 2024
Ny planlægning for Æ Gammel Havn 46 i Hvide Sande