Fire ud af ti vil vælge el-bil i Naturens Rige
Borgerne i Danmarks klimakommune nr. 1, Ringkøbing-Skjern Kommune, kører stadig primært på benzin og diesel. Men i takt med, at Byrådet har godkendt kommunens nye klimapolitik, finder 40 procent af borgerne det ’sandsynligt’ eller ’meget sandsynligt’ at de vil købe en elbil inden for de kommende få år. Det viser en ny borgerpanel-undersøgelse.
Under ti procent af elbilejerne i Ringkøbing-Skjern Kommune oplever, at deres bekymringer for at skifte til elbil er blevet bekræftet.
Det er bare én af de gode nyheder, der kan hives ud af den borgerpanel-undersøgelse som Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Viden og Strategi har foretaget.
En anden nyhed, som glæder specialkonsulent i kommunens Klimasekretariat, Henning Donslund, er det faktum, at et stort flertal af borgerne bakker op om kommunens klimapolitik:
- Byrådet godkendte kommunens nye klimapolitik på sit seneste byrådsmøde, og borgerpanel-undersøgelsen viser, at de har opbakning i befolkningen til en ambitiøs klimapolitik: Den viser nemlig, at ni ud af ti borgere ønsker, at kommunen skal arbejde aktivt med klima og bæredygtighed, forklarer Henning Donslund.
Ubegrundede bekymringer
Undersøgelsen med undertitlen ”Barrierer for køb af elbil og borgernes syn på klimaet” er lavet på baggrund af kommunens borgerpanel, der består af 1.952 tilfældigt udvalgte borgere over 18 år.
Spørgeskemaet blev udsendt til borgerpanelet i marts 2022, og 1.564 ud af de 1.952 borgere i panelet har helt eller delvist besvaret spørgeskemaet. Det giver en svarprocent på 80.
Undersøgelsen viser bl.a., at 59 procent af kommunens borgere har en benzinbil i dag, 53 procent kører på diesel og kun tre procent har investeret i en elbil. Når tallet ikke summer op til 100 procent, hænger det sammen med, at en del husstande har mere end en bil.
Ifølge undersøgelsen peger borgere, som endnu ikke har en elbil, på tre primære barrierer for at købe elbil:
- At rækkevidden på en opladning er for kort
- At der er for få ladestandere
- At afstanden mellem ladestanderne er for stor
- Vi arbejder hele tiden på at sikre flere og hurtigere ladestandere, så manglen på ladestandere ikke skal være en barriere for at køre elbil, men det er også væsentligt at bemærke, at 90 procent af de borgere, der faktisk kører elbil, oplever, at deres bekymringer for at skifte til elbil ikke er blevet bekræftet, siger Henning Donslund.
Han tilføjer, at kommunen netop har udarbejdet en webapp – eller et interaktivt ladestanderkort. På ladestanderinput.rksk.dk kan borgere og virksomheder være med til at udpege de steder, hvor det giver bedst mening at opstille nye ladestandere.
Herudover skal det interaktive ladestanderkort starte en dialog, hvor bl.a. handelsstandsforeninger, butikscentre, boligforeninger, attraktioner og tankstationer kan fortælle om deres planer for opstilling af ladestandere.
På webapp’en, der er åben til den 15. august, er der allerede i løbet af den første uge indkommet tæt på 80 forslag.
Ifølge borgerpanelundersøgelsen finder fire ud af ti adspurgte det da også ’sandsynligt’ eller ’meget sandsynligt’, at de vil købe en elbil, hvis de skulle anskaffe sig en ny bil.
Undersøgelsen peger i retning af, at man er mest tilbøjelig til at anskaffe en elbil, hvis man har flere biler i husstanden.
På kommunens hjemmeside: rksk.dk/borgerpanelundersogelse kan man læse hele undersøgelsen – herunder også, at godt halvdelen af borgerne (51 procent) kører 200-500 km om ugen, mens 14 procent i gennemsnit kører over 500 km om ugen.
Fakta:
Borgerpanelundersøgelsen kan læses i sin helhed på linket her: rksk.dk/borgerpanelundersogelse
Borgerpanelet består af 1.952 tilfældigt udvalgte borgere som fordelt på køn, alder og geografi udgør et repræsentativt udsnit af kommunens borgere over 18 år.
Ringkøbing-Skjern Kommune blev tidligere på året udnævnt som Danmarks Klimakommune nr. 1 af Dansk Energi/Green Power Denmark. Placeringen er en anerkendelse af, at kommunen siden kommunalvalget i 2017 har opsat flere anlæg til produktion af vedvarende energi end nogen anden dansk kommune. Læs mere om kommunernes produktion af vedvarende energi
På Klimasekretariatets hjemmeside https://klimaplana.rksk.dk/ kan du læse mere om Ringkøbing-Skjern Kommunes arbejde for den grønne omstilling.
På ladestanderinput.rksk.dk kan man frem til 15. august foreslå placeringer til offentligt tilgængelige ladestandere.
- 2. september 2024
Danmarks flotteste busskur indvies i landsby med 950 beboere - 12. september 2024
Nye regler for at komme af med asbest og eternit - 24. september 2024
Lær at tackle-forløb kan hjælpe dig med at passe bedre på dig selv - 12. september 2024
Livets cirkel bliver til lyskunst i Ringkøbing Havn - 16. september 2024
VR-briller får børn til at slappe af i tandlægestolen - 19. september 2024
Ny planlægning for Æ Gammel Havn 46 i Hvide Sande