Klimasikringsanlæg testet af uvejret: Holdt Skjern midtby fri for oversvømmelse
Efter oversvømmelserne i Skjern i september 2014 byggede Ringkøbing-Skjern Kommune et klimasikringsanlæg til at stemme vandet fra Kirkeåen op. Søndag og mandag blev systemet for alvor testet – og levede op til forventningerne.
Ved Rideskolen øst for Skjern er et område på ca. 15 hektar lige nu oversvømmet med de mange kubikmeter vand, der efter søndagens stormvejr og kaskader af regn var på vej mod Skjern midtby.
Vandet på markerne løb egentlig i Kirkeåen, men er blevet bremset af et klimasikringsanlæg ved Skyggehusvej.
Når Kirkeåen derfor nu kan løbe gennem byen uden at løbe over sine bredder hænger det sammen med, at Ringkøbing-Skjern Kommune efter oversvømmelserne den 6. september 2014 besluttede at forsøge at stemme vandet i Kirkeåen op, før det når byen fra øst.
Derfor blev der i 2018 lagt en dæmning på tværs af Kirkeåen med rør, der drosler vandmængden, så en samlet kapacitet på 80.000 kubikmeter vand nu kan akkumuleres på de 15 hektar engjord uden for byen.
- Formålet med klimadæmningen var at sikre Skjern by bedre mod oversvømmelser som følge af skybrudshændelser. Dæmningen forsinker vandet og fungerer som en midlertidig vandparkering af å-vandet på de opstrømsliggende landbrugsarealer, inden vandet strømmer ned til Skjern midtby, siger Per Søby Jensen.
Han er teknikumingeniør i Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Land og Vand og peger på, at klimasikringsanlægget har droslet vandmængden i Kirkeåen med 15-20 procent.
- Det betyder, at anlægget har taget toppen af en oversvømmelse, der ellers med stor sandsynlighed ville have ramt Skjern, siger han og tilføjer:
- Mandag viste vores online målestation en vandstand på to meter over normalen opstrøms klimadæmningen og åen er derfor gået sine bredder. Men vi har ikke fået meldinger om, at Kirkeåen skulle være gået over sine bredder inde i byen.
Tilfredshed
Trods et par usædvanligt våde vintre, er det først efter weekendens uvejr, at klimasikringsanlægget for alvor er blevet testet. Og Per Søby Jensen er ovenud tilfreds med resultatet:
- Det er første gang, siden klimasikringsanlægget blev etableret i foråret 2018, at der sker direkte overløb ved nødoverløbet ved klimadæmningen. Der har været flere situationer i løbet af efteråret og vinteren 2019/2020, hvor anlægget også i mindre grad har været i funktion, men det er første gang, at arealerne opstrøms dæmningen har været fuldt oversvømmet, forklarer han - og tilføjer:
- Jeg var ude og kigge på ”vandparkeringen” – eller arealet, hvor vi opstemmer vandet – i går, og niveauet passede præcis med vores tekniske beregninger, så det kan vi kun være tilfredse med.
Også fra politisk hold er der ros til klimadæmningen:
- Jeg er rigtig godt tilfreds med det gennemførte klimatiltag, der allerede nu viser sin gavn for borgerne i Skjern, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, John G. Christensen.
Allerede i dag, tirsdag, er vandet faldet i Kirkeåen igen, så Per Søby Jensen forventer ikke, at der er risiko for oversvømmelser – ud over selvfølgelig på de arealer, hvor det overskydende vand parkeres, indtil det i et noget roligere tempo kan løbe med Kirkeåen gennem Skjern.
FAKTA:
Klimasikringsanlægget er overvåget med fem online vandsstandsmålinger i Kirkeåen – både opstrøms- og nedstrøms klimadæmningen. Det betyder, at kommunen løbende kan følge udsvingene i Kirkeåens vandstand.
Anlægget reducerer Kirkeåens samlede vandføring med ca. 15-20 % i forhold til før klimadæmningen blev anlagt.
Med en maksimal vandstand ved klimadæmningen, dvs. ca. kote 6.00 m DVR 90, bliver der akkumuleret og tilbageholdt op til ca. 80.000 m3 vand ved den kunstigt opstemmede sø – opstrøms klimadæmningen. Vandmængder der førhen skulle forbi Skjern by uden forsinkelse.
I en sådan situation (som i søndags) bliver op til ca. 15 ha. mark- og engarealer opstrøms klimadæmningen blive oversvømmet med Kirkeåens massive vandmasse.
- 2. september 2024
Danmarks flotteste busskur indvies i landsby med 950 beboere - 12. september 2024
Nye regler for at komme af med asbest og eternit - 12. september 2024
Livets cirkel bliver til lyskunst i Ringkøbing Havn - 24. september 2024
Lær at tackle-forløb kan hjælpe dig med at passe bedre på dig selv - 16. september 2024
VR-briller får børn til at slappe af i tandlægestolen - 19. september 2024
Ny planlægning for Æ Gammel Havn 46 i Hvide Sande