19. marts 2018

Håndbold og håndtryk byder tilflyttere velkommen

Pladserne er reserveret - og klar til Ringkøbing-Skjern Kommunes nye tilflyttere

Velkomstarrangementet er en del af kommunens bosætningspolitik, og bagtanken er - meget bevidst - at få tilflyttere til kommunen til at føle sig velkomne. Herudover giver arrangementet tilflytterne muligheden for at møde andre i samme båd.

- Det er ikke altid nemt at hive hele familien op med rod og forsøge at plante den i ny muld i en anden del af landet, og i mange tilfælde endda i et helt andet land. Derfor vil vi gerne gøre alt, hvad vi kan for at få folk til at føle sig hjemme og for at vise tilflytterne, at vi er glade for, at de har valgt at slå sig ned i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Mette Christensen, tilflytterguide i Skjern. Sammen med andre tilflytterguider og frivillige ambassadører har hun stået bag adskillige tilflytterarrangementer og har dermed taget imod flere hundrede nye borgere i kommunen.

- Hver gang er det spændende at møde de nye og høre, hvad der fik dem til at flytte til Ringkøbing-Skjern Kommune – og ikke mindst at høre, hvordan de så er faldet til. Mange fortæller os, at det betyder rigtig meget for dem, at kommunen tager imod med åbne arme, forklarer Mette Christensen.

På onsdag i Skjern vil hun få selskab af Mette Markussen og Lei Iben Raunow Andersen, der er nye tilflytterguider i hhv. Videbæk og Hvide Sande, samt Jacob Muldkjær Rasmussen, der er ny bychef – og tilflytterguide – i Ringkøbing.

Håndtryk fra viceborgmesteren

1. Viceborgmester Søren Elbæk er ligeledes med til sit første velkomstarrangement for tilflyttere:

- Jeg glæder mig til at hilse på vores nye borgere – og til at fortælle dem lidt mere om den kommune, de er flyttet til. Der skal ikke herske tvivl om, at vi meget gerne vil fortælle vores tilflyttere, at vi selv er stolte over at bo i Ringkøbing-Skjern Kommune – og at vi håber, de også bliver glade for det, ligesom jeg vil understrege, at vi værdsætter, at de har valgt at bosætte sig i kommunen, siger Søren Elbæk.

Håndbold samler folk

Når arrangementerne oftest er centreret omkring en håndboldkamp i Skjern Bank Arena, hænger det ifølge Dorthe Frydendahl, bosætningskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune, sammen med to ting: Dels er der udlændinge blandt tilflytterne, hvis danskkundskaber ikke nødvendigvis er gode nok endnu til, at de vil få noget ud af en velkomstaften med en masse snak i form af oplæg og foredrag.

- Her er håndbold – eller sport i det hele taget – genialt til at samle alle på tværs af sprog og nationalitet, køn og alder, forklarer Dorthe Frydendahl.

- Derudover er håndbold næsten nationalsporten i Ringkøbing-Skjern Kommune, så vores tilflyttere får fra første dag et godt indblik i noget, der samler os kulturelt i kommunen, forklarer hun – og skynder sig at tilføje, at hun ikke har til hensigt at træde andre populære sports- og idrætsgrene over tæerne. 

Søren Elbæk peger på endnu en god grund til, at Skjern Bank Arena er et oplagt til at samle folk:

- Den professionalisme og det drive, som Skjern Håndbold repræsenterer er et eksempel på, at man kan, hvad man vil – også tiltrække de bedste spillere og få succes. Det samme kan vi sige om mange virksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune, og i og med, at mange af vores tilflyttere kommer, fordi de har fået job hos virksomhederne, bliver ringen egentlig meget godt sluttet, når vi byder tilflytterne velkommen med et brag af en håndboldkamp, siger Søren Elbæk. 

 

FAKTA

Velkomstarrangementet finder sted i Skjern Bank Arena onsdag den 21. marts kl. 16.30. Ny borgere, der er flyttet til kommunen i perioden 1. oktober 2017 til 31. januar 2018 er blevet inviteret.

Godt 60 tilflyttere har tilmeldt sig arrangementet, hvor de – udover at hilse på viceborgmesteren – også møder kommunens bosætningskoordinator, tilflytterguiderne og frivillige velkomstambassadører.

Der er fællesspisning på programmet – før Skjern Håndbold møder TM Tønder Håndbold på banen.

Sådan tager Ringkøbing-Skjern Kommune imod tilflyttere

  • Tilflytterne modtager et velkomstbrev fra borgmesteren.
  • Tilflytterne bliver kontaktet af en frivillig, lokal velkomstambassadør.
  • Tilflytterne bliver inviteret til lokale velkomstarrangementer for nye tilflyttere.
  • Tilflytterne modtager et brev med en personlig kode til en digital velkomstpakke, som de selv kan sætte sammen af udvalgte oplevelser og tilbud.
  • Hjemmesiden flytmodvest.dk samler en række oplysninger om job og karriere, boliger, natur, kultur og fritid mm. som er særligt interessante for tilflyttere og potentielle tilflyttere.
  • Herudover laves der særskilte arrangementer for unge tilflyttere i samarbejde med Facebookgruppen Kulturnetværket Ringkøbing Fjord, der er oprettet af en tilflytter.