28. marts 2023

1-2-3-4 Kommunen inviterer til 5-kamp

1-2-3-4 Kommunen inviterer til 5-kamp

Kan du gå, cykle, lege med vand, få noget til at gro og komme på en tur i skoven, på heden eller på stranden – så kan du være med til årets femkamp.

Saml kolleger, klassekammerater, familie eller hvem du har lyst til og deltag i dysten. Det kræver kun tre deltagere for at være et hold. Hvert hold kan kæmpe for sig selv eller man kan udfordre et andet hold - og fem-kampen er sat sammen, så alle typer hold kan dyste mod hinanden. Så vær på vagt: for måske børnehaven udfordrer alle bedsteforældre til femkamp. Eller måske økonomiafdelingen sender en kamp-invitation til produktionsholdet.

- Det fine ved femkamp er, at hvis man ikke er så god i den ene af konkurrencerne, så kan det være, man i stedet er mega god og får mange point i en anden konkurrence, siger Trine Burmølle, Sundhedscenter Vest.

Pointene optjenes mandag-søndag i uge 17, og den udnævnte holdkaptajn skal sørge for at registrere holdets point på hjemmesiden.

- Det er sjovest, hvis pointene bliver indtastet dagligt, så jeres konkurrenter kan se, hvor langt I er, siger Trine Burmølle.

I takt med at holdene optjener point, bliver de ledt rundt på et kort over Ringkøbing-Skjern Kommune. Her kommer man forbi forskellige seværdigheder og steder med historiske dramaer og skønne udflugtsmål, så det er bare med at melde sig til og sikre sig en forårsuge med sjov og grin – og en frisk konkurrence.

Se mere om konkurrencerne på Sundhedscenter Vests hjemmeside.

Tilmeld dit hold på Sundhedscenter Vests hjemmeside. 

Alle tilmeldte hold får en velkomstpakke, der indeholder:

  • En frøpose til udfordringen ”Få noget til at gro” – sponsoreret af Bjarnes Frø og Planter.
  • Et pointkort, hvor I kan indtegne jeres egne og evt. jeres konkurrenters point, så I kan se, hvem der fører, samt en QR-kode, så I nemt kan gå ind og registrere jeres point.
  • En pakke med inspiration til, hvad I kan lave af andre sjove fællesopgaver efter Sundhedsugen.
  • De hurtige får også nogle flotte badges sponsoreret af Makerspace og et udendørs kæmpespil Klodsmajor, lavet af Huset Venture.