Afløserbank er en stor succes
109 ansøgere har været en tur i afløserbanken – 29 er derefter blevet ansat.
Det er de klare resultater af det tiltag, som Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune tidligere på året satte i søen: En hjemmeside (afløserbank), hvor alle, som er interesserede i at få en afløser-stilling på et lokalt plejehjem eller hjemmepleje kan sætte deres oplysninger ind. I banken krydser de af, i hvilken afdeling de søger arbejde, og så får lederen det pågældende sted en besked om, at der nu er kommet nye oplysninger i banken. Herfra tager lederen over – og kan kalde interessante og relevante ansøgere til samtale.
Det er nemt for begge parter: Ansøgeren skal blot indtaste sine oplysninger – det er ikke nødvendigt med en decideret ansøgning. Og for lederen er det nemt at gå ind og se i ”banken”, når en besked tikker ind og siger, at der er nyt.
Som det ses i andre brancher, går man også med den nye afløserbank væk fra den traditionelle ansøgning. I stedet kan ansøger krydse af, hvilke tidspunkter på døgnet vedkommende foretrækker at arbejde, lige som han eller hun også kan sætte kryds ved, hvilken arbejdsplads man gerne vil arbejde på.
Det gør det nemmere for ansøgeren, men systemet gør det også nemmere for lederne, da de får en besked, når en ansøger har krydset netop deres arbejdsplads af.
En af de ledere, der har benyttet sig af afløserbanken, er Britt Linnebjerg, enhedsleder i Ringkøbing-Lem Hjemmepleje:
- Den fungerer rigtig, rigtig godt. Det er nemt bare at få en besked om, at der er en ansøger og så gå ind og kigge på profilen, siger hun.
Det er hendes erfaring, at der også er en del irrelevante ansøgninger, som der også er ved mere traditionelle jobopslag. Det er for eksempel en nødvendighed at ansøgerne kan dansk.
- Jeg bruger primært afløserbanken til at ansætte ufaglærte, men de ufaglærte skal også være kvalificerede. Vi går ikke på kompromis med vores krav til en medarbejder, uanset hvordan de søger job hos os, siger Britt Linnebjerg.
Ingen kompromiser
Der er stadig en urokkelig overligger for al arbejde med rekruttering til sundhedsfagene – også når det gælder afløsere:
- Vi går ikke på kompromis med kvaliteten. Vi har brug for de dygtigste medarbejdere. Afløserbanken skal bare være med til at sikre, at det ikke er ansøgningsprocessen, der forhindrer de dygtige ansøgere i at søge ind i faget, siger Stine Danielsen, rekruttering og tilknytning-konsulent i Sundhed og Omsorg.
Den nye afløserbank har, ligesom andre rekrutterings-tiltag altid har, det overordnede mål at få flere til at vælge en uddannelse som social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske:
- Stillinger i hjemmeplejen og på plejehjem indeholder meget af det, de nye generationer efterspørger: Fleksibilitet, meningsfuldt arbejde og mulighed for personlig og faglig udvikling. Derfor håber vi, at et job som vikar eller afløser kan vise de mange muligheder, så endnu flere får lyst til at uddanne sig til faget, siger Stine Danielsen.
Du finder Afløserbanken HER
Hvis du har spørgsmål til uddannelserne til sygeplejerske, social- og sundhedsassistent eller -hjælper, er du velkommen til at kontakte Stine Danielsen på tlf: 22 37 82 58 eller mail: stine.danielsen@rksk.dk
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri