11. oktober 2018

Kommunens nye politikker har rod i debat og dialog

Kommunens nye politikker har rod i debat og dialog

Da turismepolitikken skulle revideres, inviterede Ringkøbing-Skjern Kommune borgere og en turismeforsker med til en dag i naturforlystelsesparken Wow-park for, med viceborgmester Søren Elbæks ord, at ’miste fodfæstet for en stund og se det hele i et lidt anderledes perspektiv’. Og for at høre, hvad der spirede af ideer og tanker hos nogle af alle dem, der arbejder med og lever af turister i det daglige.

- Vi fik nogle rigtig gode indspark til i hvilken retning fremtidens turister bevæger sig – og vi fik nogle gode debatter, siger Søren Elbæk og tilføjer, at man ikke skal undervurdere effekten af at lade aktørerne på – i dette tilfælde – turismefronten netværke og idéudvikle i fællesskab.

Som formand for kommunens Erhvervs- og Vækstudvalg var det også Søren Elbæk der bød velkommen, da omkring 50 repræsentanter for lokale virksomheder mødte frem for at give input til erhvervspolitikken på Innovest i slutningen af september.

Her blev der udtrykt ønske om, at kommunen skal råbe højere op om Energi2020-strategien om at være 100 procent selvforsynende med bæredygtig energi i 2020 og om de mange andre tiltag indenfor grøn omstilling, der præger Danmarks største arbejdsplads, som en brandingindsats markedsfører kommunen som.

- Desuden var der et ønske om, at kommunens erhvervspolitik skal pege direkte i retning af, at Ringkøbing-Skjern Kommune bliver den bedste kommune i Danmark at være virksomhed i, tilføjer Søren Elbæk.

Landdistrikter, handicap og handel

Også på andre områder er borgerne blevet inddraget i formuleringen af politikker. Som da ildsjæle fra landsbyerne i kommunen i sidste uge mødtes til et kick-off møde, hvor temaer og målsætninger for kommunens landsbyer var på dagsordenen, ligesom det blev debatteret, hvordan kommunens vision om ’liv og udvikling i nærheden’ bedst kan indarbejdes i den kommende landdistriktspolitik.

Herudover har kommunens handelspolitik fået et skub med på vejen af ca. 40 deltagere samlet til en work-shop på Generator i Ringkøbing i september. Ligesom kommunens afdeling for handicap og psykiatri inviterede borgerne til tre åbne dialogmøder i hhv. Videbæk, Ringkøbing og Skjern. Ud fra devisen, at den, der lever med et handicap eller er pårørende til en person med et handicap bedst ved, hvor skoen trykker, var formålet med dialogaftenerne at samle input til handicappolitikken.

- I byrådet har vi fra starten lagt stor vægt på, at lokalpolitik skal være inddragende og involvere borgerne. Vi har nogle meget aktive borgere, der bruger tid og engagement på at involvere sig i udviklingen af hele kommunen, og det skal vi honorere. Derfor synes jeg, det er naturligt, at vi i høj grad inddrager borgerne i formuleringen af kommunens politikker, siger borgmester Hans Østergaard og tilføjer, at det jo netop er borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune, der kommer til at leve med de politikker, der formuleres på Rådhuset.

Senere på efteråret er der inviteret til dialogmøde om fritidsliv, ligesom kommunens politikker for natur og ressourcer vil blive debatteret på åbne møder.

Visker tavlen ren

I Ringkøbing-Skjern Kommune er fødevarepolitikken et af de vigtige områder. Kommunen brander sig bl.a. som Danmarks bedste spisekammer i Naturens Rige, og landbrug og fødevarer er - ligesom industriproduktion, turisme, energi og grøn omstilling – blandt kommunens fokuspunkter. 

Derfor hænger ord som turisme, branding, storytelling, lokale råvarer og kvalitet sammen med fødevarepolitikken. I hvert fald, når man spørger Søren Holm, udviklingschef på Center for fødevareudvikling under Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd:

- Den fødevarepolitik, vi har haft i fire år, har skabt et solidt grundlag som vi skal bygge videre på. Og selvfølgelig er der punkter i fødevarepolitikken, der skal videreføres. Men jeg håber også, at vi får nye ideer til, hvordan vi kan skabe et endnu bedre brand, og hvordan vi kan brede fødevarepolitikken endnu mere ud de kommende år, siger Søren Holm.

Ideerne håber han bl.a. at få, når der den 22. oktober er debataften om kommunens fødevarepolitik på Vestjyllands Højskole. Med til debataftenen er foruden interesserede borgere også skolens ca. 80 elever, der til daglig spiser tæt på 100 procent økologisk og for så vidt muligt hjemmedyrket mad.

- Vi visker tavlen ren og starter på en frisk – og så bygger vi selvfølgelig videre på de succeser, vi allerede har haft, siger Søren Holm og nævner Fødevareparken i Borris som en af de succeser. Fokus på opstartshjælp til madiværksættere er en anden del af politikken, der fastholdes, ligesom forbrugernes øgede efterspørgsel på økologi og bæredygtig produktion betyder, at Søren Holm forudser et endnu større fokus på de dele i kommunens fødevarepolitik.

- Men lad os se, hvad de folk, der interesserer sig for fødevarepolitikken, kommer med af nytænkning og gode ideer. Højskolen har en tradition for dialog, vi får serveret et fremragende måltid mad og fire oplæg at diskutere fødevarer og kommunens nye fødevarepolitik ud fra, så det kan kun føre til noget godt, siger han.

 

FAKTA:

Hvorfor skal der formuleres nye politikker på Rådhuset?

Byrådspolitikerne sætter retningen, men administrationen har nedfældede strategier og politikker at navigere ud fra. De strategier og politikker bliver revideret efter hvert byrådsvalg og afstikker derefter retningen for de kommende års arbejde.

Debataften om Ringkøbing-Skjern Kommunes fødevarepolitik på Vestjyllands Højskole den 22. oktober kl. 18.00-21.00. Tilmelding skal ske senest den 17. oktober til: folkeraadet@vestjyllandshojskole.dk

På programmet er bl.a. følgende oplæg:

Fødevarefortællingen v. Bent Gråkjær, Westergaards Hotel og Ringkøbing Fjord Turisme
Produktion og afsætning v. Kis Thy, Erhvervsrådet og Center for Fødevareudvikling
Innovation og viden v. Dorte Storper, Videnscenter for Fødevareudvikling
Bæredygtighed og sundhed v. Lone Andersen, Landbrug og Fødevarer