13. september 2022

Kom til temaaften om livsstilsændringer

Jacob Søndergaard har givet samtykke til brug af hans foto

Vi ved det vist godt alle sammen: Sund kost, motion, frisk luft og en god nats søvn er den meget enkle og direkte vej til mere energi, færre smerter, mindre sygefravær og større mental ro.

Alligevel kan det være virkelig svært at få lagt dårlige vaner på hylden og få taget fat på en sundere livsstil.

Men hvorfor er det så svært? Og hvordan kan man trodse bekvemmeligheder og trang til f.eks. søde sager og alligevel finde viljestyrken til at komme i gang med sundere vaner?

Dét er spørgsmål, der vil blive besvaret, når Sundhedscenter Vest i samarbejde med FrivilligVest og en lang række patientforeninger inviterer til temaaften om livsstilændringer den 22. september kl. 19.00-22.00 på Innovest i Skjern.

På programmet for aftenen er tv-værten Jacob Søndergaard, der gennem sit foredrag ”Den ubrydelige vane” vil tage deltagerne igennem en interessant rejse i forhold til forandringer. Undervejs vil han give sit bud på spørgsmål som:

  • Hvorfor er det svært at skabe forandring og sundere levevaner?
  • Hvilken indflydelse har dine relationer og medbeboere på, hvor sundt du kan håndtere at leve?
  • Hvorfor kan man ikke “bare” tvinge forandringen igennem,
  • Hvordan samarbejder man med sin krop og psyke?
  • Og ikke mindst aftenens måske mest opløftende spørgsmål: Hvor lidt skal der i virkeligheden til for at få skabt momentum?

Efter foredraget vil der være debat med mulighed for at stille spørgsmål om sundhedsfagligt relevante emner.

- Under corona-nedlukningen var vi nødt til at aflyse arrangementer med patientforeningerne. Nu håber vi, at rigtig mange har lyst til at komme og være med til en aften, hvor patientforeningerne stiller sig til rådighed, siger Lene Vinkler Brodde, der er koordinator for Sundhedsfremme og Forebyggelse på Sundhedscenter Vest.

Arrangementet er åbent for alle. Billetter á 100 kr. inkluderer let, sund forplejning i pausen (kaffe/te, vand, frugt/grønt og sunde snacks).

Der er mulighed for at tilmelde sig gennem FrivilligVest, hvor man også kan læse mere om arrangementet på linket her  

Har man ikke mulighed for at tilmelde sig elektronisk, kan man ringe til FrivilligVest på telefon 82 30 67 70.

 

FAKTA:

Temaaften om livsstilændringer den 22. september kl. 19.00-22.00 på Innovest i Skjern med bl.a. foredrag med tv-værten Jacob Søndergaard.

Arrangementet er åbent for alle. Billetter á 100 kr. købes gennem FrivilligVest på linket her:

 

Før arrangementet og i pausen kan deltagere møde lokale patientforeninger som bl.a.:

  • Scleroseforeningen
  • Hjerteforeningen
  • Gigtforeningen
  • Gigtforeningens oplysningskreds (GOK) Skjern-Tarm
  • Diabetesforeningen
  • Parkinsonforeningen
  • Alzheimerforeningen
  • Ulykkespatientforeningen og Polioforeningen (tidl. PTU, Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede)