23. maj 2025

Sektorkoblet anlæg ved Krageris, Ølgod med højspændingskabler beliggende i Ringkøbing-Skjern Kommune

Inddragelse af berørte myndigheder og offentligheden i forbindelse med afgrænsning af miljøvurdering af planer og projekt for et sektorkoblet anlæg ved Krageris, Ølgod med tilhørende højspændingskabler beliggende i Ringkøbing-Skjern Kommune
 

Varde Kommune er i gang med udarbejdelse af plangrundlag for et sektorkoblet anlæg bestående af datacenter og væksthusgartneri ved Krageris. Ansægget skal strømforsynes via højspændingskabler, hvis føringsvej vil løbe gennem Varde Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune. Se kortet nedenfor.
 

Samlet myndighedsprocedure for Ringkøbing-Skjern Kommune og Varde Kommune
Såvel planerne som det konkrete projekt skal miljøvurderes. Da der er sammenfald mellem miljøvurderingen af planerne og projektet, er det besluttet at udarbejde en samlet miljørapport.
 

Det sektorkoblede anlæg ligger i Varde Kommune, og Varde Kommune er derfor VVM-myndighed herfor. Anlægget vil dog blive strømforsynet fra en transformatorstation ved Ådum i Ringkøbing-Skjern Kommune, og projektet omfatter således højspændingskabler, der løber gennem både Varde Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune.
 

Ringkøbing-Skjern Kommune er myndighed for de dele af projektet, der ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune.
 

Varde Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune gennemfører miljøvurdering af projektet i en samlet myndighedsprocedure. Det er aftalt, at Varde Kommune er koordinerende myndighed herfor. Afgræsningsnotat udsendes derfor af Varde Kommune på vegne af begge kommuner, for så vidt angår miljøkonsekvensvurdering af projektet.
 

Høring og informationsmøde

Der er nu mulighed for at komme med bemærkninger til miljørapportens indhold.
 

Der henvises til annoncering på Varde Kommunes hjemmeside via dette link: Sektorkoblet anlæg ved Krageris - Forslag til afgrænsningsnotat for miljøvurdering af planer og projekt - Varde Kommune
 

Eventuelle bemærkninger til afgrænsningsnotatet bedes indsendt via Varde Kommunes høringsportal senest mandag den 16. juni 2025.
 

Der vil i forbindelse med høringen blive afholdt et informationsmøde den 11. juni 2025 kl. 16-17, hvor det vil være muligt at stille spørgsmål til processen og afgrænsningsnotat. Mødet afholdes online. Link til mødet vil fremgå af Varde Kommunes høringsportal
 

Spørgsmål
Spørgsmål kan sendes til Plan, GIS og bæredygtig udvikling, Varde Kommune på: ahun@varde.dk.

Eventuelle spørgsmål til Ringkøbing-Skjern Kommune kan sendes til: teamaabenland@rksk.dk.