Kommuneskove

Ringkøbing-Skjern Kommuneskove

– i et historisk perspektiv

Indledning

Der er i alt 19.169 ha skov i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvilket svarer til ca. 13 % af kommunens samlede areal. Skovbilledet domineres af klit- og hedeplantager, som fra midten af 1800-tallet og ind i forrige århundrede blev anlagt på de vidtstrakte hede- og flyvesandsarealer. I plantagerne dominerer nåletræer som bjergfyr, klitfyr, skovfyr, rødgran og sitkagran, men kommunen rummer også enkelte løvskove. De tæller bl.a. gamle egekrat som Brejning Krat.

Hvor man tidligere anlagde skov til bekæmpelse af sandflugt, som læ for landbruget og for at levere tømmer og brænde, har de skove, som anlægges i Ringkøbing-Skjern Kommune i dag, ofte andre formål såsom friluftsliv og beskyttelse af grundvand. Jagt er en vigtig del af friluftslivet i skovene, hvor den ofte udgør en væsentlig del af indtægtsgrundlaget. Af hensyn til jagten gøres der en stor indsats for at skabe de rette betingelser for vildtet.

Skovarealet omfatter flere store statsskove som Hoverdal og Fejsø Plantager. Kommunen ejer selv 29 skove af varierende størrelse, hvoraf de største er Sandbæk Plantage, Tarm Kommuneplantage, Snogdal Plantage og Momhøje Plantage. Resten af skovarealet er privatejet (TrapDanmark, 2019a).

Skovenes historie

Geologi

Under seneste istid, for omkring 22.000 år siden, dækkede den enorme isbræ hele Danmark, bortset fra Vestjylland. Fra gletsjeren strømmede smeltevandet mod vest. Her skyllede vandet næringsstofferne ud af jorden og efterlod samtidig grus og sten, hvilket var med til at opbygge de store vestjyske hedesletter, der i dag omslutter bakkeøerne. En bakkeø er en rest af et mere end 100.000 år gammelt morænelandskab fra næstsidste istid. Under seneste istid voksede intet på morænelandskabet, hvorfor smeltevand, vind og vejr udjævnede det. Morænelandskabet i Vestjylland hæver sig derfor ikke så meget i højden som det yngre østjyske morænelandskab (Naturstyrelsen, u.å.).

Kommuneskovene ligger på Skovbjerg Bakkeø, der opstod under den næstsidste istid.

Oldtiden

Ringkøbing-Skjern Kommune er usædvanlig rig på fortidsminder, hvilket bl.a. hænger sammen med, at intensiv mekaniseret landbrugsdrift først sent blev introduceret i Vestjylland. De synlige spor udgøres af de mere end 1.600 fredede gravhøje, men også af diger omkring jernaldermarker er bevaret mange steder i plantager og hedeområder (TrapDanmark, 2019b).

Oldtidsvejen er en betegnelse for tydelige spor efter oldtidsbosættelser langs israndslinjen markeret med gravhøje og spor efter gamle vejforløb. 

Kampen mod sandet

Sandflugt og de medfølgende ødelæggelser af landbrugsjord, har været et stort problem i Vestjylland. I 1600-tallet var sandfygningen slem, og landmændene klagede deres nød. Men sandproblemet var ikke så nemt at komme til livs.

Det var tilsyneladende først med forordningen om ”Sandflugtens Dæmpning” fra 1792, at arbejdet for alvor blev organiseret – og der blev udnævnt deciderede sandflugtskommissærer.

Første våben mod sandflugten blev planten hjelme. Da hjelmerødderne havde fået tag i sandet, blev der herefter lagt lyngtørv på de bare pletter. Tilplantningen hjalp, men man var klar over, at træer ville hæmme det fygende sand bedst. Problemet var bare, at det var utroligt vanskeligt at få træer til at gro i sandjord (Naturstyrelsen, u.å.). Tilplantning med træer som led i sandflugtsbekæmpelsen vil blive beskrevet i et særskilt afsnit (Plantningssagen).
 

Skovenes udbredelse og anvendelse

Fra omkring 1660 voksede den danske befolkning markant, hvilket førte til en mere omfattende landskabsudnyttelse. I de næringsfattige sandjordsegne især i Jylland gik det helt galt, hvor heder blev til klitlandskaber, bl.a. fordi hedetørv erstattede træ som brændsel. I 1780’erne bestod mere end 25 % af Jylland således af lysåbne hedelandskaber (Heilmann-Clausen, J. et al., 2021).

Frem til 1700-tallet blev de danske skove betragtet som en uendelig ressource, der såede sig selv. Husdyr græssede i skovene og spiste unge træer og olden – dvs. egetræernes agern og bøgetræernes bog – så der ikke kom nye træer op. Samtidig brugte man skoven til brænde og bygningstræ. En af metoderne var stævningshugst, hvor man huggede træerne ned til roden og derefter lod træerne skyde fra roden. På den måde fik man buskede småtræer med mange stammer, som man med års mellemrum kunne høste i form af smågrene og ris til gærder og husdyrfoder (Naturstyrelsen, u.å.).

Fredskovsforordningen

Omkring 1800 oplevede Danmark et skovminimum, hvor kun 4 % af landarealet var skovdækket.

I 1805 kom fredskovsforordningen, der omfattede næsten alle skove i Danmark. Indførslen af fredskov betød, at man kun kunne fælde træer, hvis man plantede nye. Der hvor der var skov, skulle der blive ved med at være skov i al evighed.

Landboreformerne, herunder fredskovsforordningen, blev omkring 1800 helt afgørende for det samfund og landskab, vi kender i dag. Stavnsbåndet og landsbyfællesskabet blev ophævet, og gennem fredskovsforordningen blev skovene beskyttet som produktionsarealer. Samtidig markerede fredskovsforordningen en endelig adskillelse mellem åbent land og skov. Den delte brugsret til skove og overdrev blev ophævet, og landskabet blev opdelt med landbrug, skov og lysåben natur, som veladskilte felter i en landskabsmosaik. Skovgræsning og stævningsdrift blev udfaset, og der blev indført et forstligt tilsyn, som bl.a. tilså, at lysninger efter hugst og stormfald blev tilplantet, hvis der ikke var naturlig foryngelse (Heilmann-Clausen, J. et al., 2021).

I ovenstående formålsbeskrivelse til Forordning om skovenes udskiftning, vedligeholdelse og fredning i kongeriget Danmark af 1805 (Fredskovsforordningen) står følgende:

”Da Skovenes Vedligeholdelse og Fredning i Vort Rige Danmark er af største Vigtighed, og Erfaring har vist, dels at Skovene betydeligt aftager der, hvor Fælledskab i samme findes, og dels at de gældende Anordninger på en del Steder her i Riget ikke længere er tilstrækkelige til at afholde Skovejere fra at ødelægge deres Skove, især efter at Skovenes Borthugning i de senere Tider er begyndt at blive en hoved-Spekualtion ved Jordgodsers køb, så have Vi fundet nødvendigt ved denne forordning såvel at bestemme , hvorledes Fælledskab i Skovene herefter skal ophæves, som og at føge den Ulempe, som ved hiin Skovenes Ødelæggelse forvoldes Staten, på mueligste Måde standset, uden at indskrænke Eiernes Rådighed over deres Skove mere, end til dette diermed er fornødent.”
 

Det ordnede skovbrug

Med stor inspiration fra tyske forstfolk blev det ordnede skovbrug (en faglig og akademisk tilgang til skovdyrkning) indført i Danmark i 1700-tallet. Johan Georg von Langen er mest kendt i en dansk sammenhæng. I anden halvdel af 1700-tallet uddannede og inspirerede han adskillelige danske forstmænd, hvoraf Carl Christian von Gram er mest kendt i dag. De to lagde navn til den Gram-Langske Forstanordning og anlagde blandede bevoksninger med mange forskellige løv- og nåletræer i Nordsjælland. Forstligt set var plantningerne en succes, men politisk blev anordningen ikke velmodtaget, og efter von Langens død i 1776 blev den skrinlagt. Ikke desto mindre må forordningen betegnes som fødslen af det ordnede skovbrug i Danmark. Det ordnede skovbrug var, udover indførslen af nye træarter, nyskabende ved at arbejde med forudsigelser af skovdriftens udbytte gennem hugstbudgetter. Skovbruget gik således fra at være en et erfaringsbaseret håndværk til også at være en akademisk profession omfattet af planlægning, taksering og driftsbudgetter (Heilmann-Clausen, J. et al., 2021). I 1780’erne kom G. V. Brüel til at spille en afgørende rolle for anlæggelsen af plantager i Jylland (Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, 1976).

Det naturnære skovbrug

I 1980’erne fik natursyn og friluftsliv plads i skovforvaltningen som et led i den grønne bølge. En statslig skov- og naturstyrelse blev etableret i 1987; samme år som Brundtlandrapporten satte politisk fokus på bæredygtig udvikling. To år senere blev flersidig skovbrug skrevet ind i den reviderede skovlov. Dermed var ”landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet” en lovfæstet del af skovenes driftsformål ved siden af træproduktion. Men det var for alvor først i 1992 med Rio-topmødet, at den biologiske mangfoldighed, biodiversiteten, kom på dagsordenen i Danmark. En naturskovsstrategi blev vedtaget i 1992 med henblik på at tidoble arealet med beskyttet urørt skov fra 500 til 5.000 ha. De fleste arealer blev beskyttet i statsskovene, selvom de største naturværdier fandtes i de private skove (Heilmann-Clausen et al., 2021). Der blev dog gjort en betydelig indsats for at sikre de mest værdifulde private skove. I 2012 var der i alt beskyttet 7.465 ha urørt skov; heraf godt 2.000 ha på privatejede arealer (Johannsen et. al., 2013).

Naturnær skovdrift tager udgangspunkt i bæredygtighedstankegangen. I stedet for at dyrke skoven i ensaldrende monokulturer var visionen at efterligne naturens spontane processer med henblik på at skabe mere stabile og blandede skove, hvor produktion kunne kombineres med en beskyttelse af skovens økologi og biodiversitet. Bæredygtighedstilgangen blev udmøntet i mærkningsordninger, hvoraf FSC og PEFC er langt de vigtigste, både i Danmark og internationalt (Heilmann-Clausen, J. et al., 2021).