Kommuneskove
Ringkøbing-Skjern Kommune ejer 732 hektar skov fordelt på 28 lokaliteter.
Læs om de forskellige kommuneskoves historie og se skovstrategien, der forholder sig til, hvordan skovene skal indrettes og bruges.
Se også interview fra 2024 med Sophie Walseth Albæk om Ringkøbing-Skjerns skove (ikke tekstet).
Skovstrategi - hvordan skal kommunens skove udvikle sig og gøre gavn?
Ringkøbing-Skjern Kommuneskove
– i et historisk perspektiv
Indledning
Der er i alt 19.169 ha skov i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvilket svarer til ca. 13 % af kommunens samlede areal. Skovbilledet domineres af klit- og hedeplantager, som fra midten af 1800-tallet og ind i forrige århundrede blev anlagt på de vidtstrakte hede- og flyvesandsarealer. I plantagerne dominerer nåletræer som bjergfyr, klitfyr, skovfyr, rødgran og sitkagran, men kommunen rummer også enkelte løvskove. De tæller bl.a. gamle egekrat som Brejning Krat.
Hvor man tidligere anlagde skov til bekæmpelse af sandflugt, som læ for landbruget og for at levere tømmer og brænde, har de skove, som anlægges i Ringkøbing-Skjern Kommune i dag, ofte andre formål såsom friluftsliv og beskyttelse af grundvand. Jagt er en vigtig del af friluftslivet i skovene, hvor den ofte udgør en væsentlig del af indtægtsgrundlaget. Af hensyn til jagten gøres der en stor indsats for at skabe de rette betingelser for vildtet.
Skovarealet omfatter flere store statsskove som Hoverdal og Fejsø Plantager. Kommunen ejer selv 29 skove af varierende størrelse, hvoraf de største er Sandbæk Plantage, Tarm Kommuneplantage, Snogdal Plantage og Momhøje Plantage. Resten af skovarealet er privatejet (TrapDanmark, 2019a).
Skovenes historie
Geologi
Under seneste istid, for omkring 22.000 år siden, dækkede den enorme isbræ hele Danmark, bortset fra Vestjylland. Fra gletsjeren strømmede smeltevandet mod vest. Her skyllede vandet næringsstofferne ud af jorden og efterlod samtidig grus og sten, hvilket var med til at opbygge de store vestjyske hedesletter, der i dag omslutter bakkeøerne. En bakkeø er en rest af et mere end 100.000 år gammelt morænelandskab fra næstsidste istid. Under seneste istid voksede intet på morænelandskabet, hvorfor smeltevand, vind og vejr udjævnede det. Morænelandskabet i Vestjylland hæver sig derfor ikke så meget i højden som det yngre østjyske morænelandskab (Naturstyrelsen, u.å.).
Kommuneskovene ligger på Skovbjerg Bakkeø, der opstod under den næstsidste istid.
Oldtiden
Ringkøbing-Skjern Kommune er usædvanlig rig på fortidsminder, hvilket bl.a. hænger sammen med, at intensiv mekaniseret landbrugsdrift først sent blev introduceret i Vestjylland. De synlige spor udgøres af de mere end 1.600 fredede gravhøje, men også af diger omkring jernaldermarker er bevaret mange steder i plantager og hedeområder (TrapDanmark, 2019b).
Oldtidsvejen er en betegnelse for tydelige spor efter oldtidsbosættelser langs israndslinjen markeret med gravhøje og spor efter gamle vejforløb.
Kampen mod sandet
Sandflugt og de medfølgende ødelæggelser af landbrugsjord, har været et stort problem i Vestjylland. I 1600-tallet var sandfygningen slem, og landmændene klagede deres nød. Men sandproblemet var ikke så nemt at komme til livs.
Det var tilsyneladende først med forordningen om ”Sandflugtens Dæmpning” fra 1792, at arbejdet for alvor blev organiseret – og der blev udnævnt deciderede sandflugtskommissærer.
Første våben mod sandflugten blev planten hjelme. Da hjelmerødderne havde fået tag i sandet, blev der herefter lagt lyngtørv på de bare pletter. Tilplantningen hjalp, men man var klar over, at træer ville hæmme det fygende sand bedst. Problemet var bare, at det var utroligt vanskeligt at få træer til at gro i sandjord (Naturstyrelsen, u.å.). Tilplantning med træer som led i sandflugtsbekæmpelsen vil blive beskrevet i et særskilt afsnit (Plantningssagen).
Skovenes udbredelse og anvendelse
Fra omkring 1660 voksede den danske befolkning markant, hvilket førte til en mere omfattende landskabsudnyttelse. I de næringsfattige sandjordsegne især i Jylland gik det helt galt, hvor heder blev til klitlandskaber, bl.a. fordi hedetørv erstattede træ som brændsel. I 1780’erne bestod mere end 25 % af Jylland således af lysåbne hedelandskaber (Heilmann-Clausen, J. et al., 2021).
Frem til 1700-tallet blev de danske skove betragtet som en uendelig ressource, der såede sig selv. Husdyr græssede i skovene og spiste unge træer og olden – dvs. egetræernes agern og bøgetræernes bog – så der ikke kom nye træer op. Samtidig brugte man skoven til brænde og bygningstræ. En af metoderne var stævningshugst, hvor man huggede træerne ned til roden og derefter lod træerne skyde fra roden. På den måde fik man buskede småtræer med mange stammer, som man med års mellemrum kunne høste i form af smågrene og ris til gærder og husdyrfoder (Naturstyrelsen, u.å.).