Få ledige pladser tilbage til Nationalt Topmøde om Fremtidens Arbejdskraft

Flere end 150 har allerede tilmeldt sig Nationalt Topmøde om Fremtidens Arbejdskraft den 18. september, og det er ved at være sidste chance, hvis man vil sikre sig en plads. På topmødet skal deltagerne finde praktiske løsninger på udfordringen med manglende kvalificeret arbejdskraft. Om 10 år mangler vi nemlig 50.000 personer på arbejdspladserne – og alene på social- og sundhedsområdet 25.000.
Vil du være min kollega? Spørger en social- og sundhedsmedarbejder i Ringkøbing-Skjern Kommune fra siderne af Hjemmeplejens biler. Udover at køre ud til borgerne udfylder både biler og medarbejdere i kommunens Sundhed- og Omsorgsafdeling nemlig en vigtig rolle i rekrutteringen af nye elever og medarbejdere.
En ny fremskrivning fra fagforbundet FOA viser, at vi på landsplan allerede om fem år vil mangle ca. 13.500 fuldtidspersoner i social- og sundhedsfagene. Om 10 år, i 2034, forventer forbundet, at det tal er steget til 25.000 fuldtidspersoner på SOSU-området i både kommuner og regioner.
Men også det private arbejdsmarked står overfor større rekrutteringsudfordringer i de kommende år: Ifølge Finansministeriets beregninger i fremskrivningen Planforløb 2030 kommer Danmark til at mangle 50.000 personer i arbejdsstyrken i 2035.
Der er altså rigtig gode grunde til, at Ringkøbing-Skjern Kommune inviterer til Nationalt Topmøde om Fremtidens Arbejdskraft i Ringkøbing den 18. september.
Samarbejde på tværs
Flere end 150 repræsentanter for en lang række virksomheder, uddannelsesinstitutioner, offentlige forvaltninger, fagforbund og arbejdsgiverorganisationer har allerede købt billet til topmødet, hvilket betyder, at det er ved at være sidste udkald, hvis man ønsker at deltage.
- Vi er i en situation, hvor andelen af danskere i den erhvervsaktive alder bliver mindre og mindre, og hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft er en udfordring i hele landet og i alle brancher, både i det private og på det offentlige arbejdsmarked. Derfor har vi i Ringkøbing-Skjern Kommune taget initiativ til Nationalt Topmøde om Fremtidens Arbejdskraft, hvor vi samler alle gode kræfter og arbejder på mange niveauer på én gang for at finde praktiske løsninger, siger Søren Elbæk, viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune og formand for kommunens Arbejdskraftråd og Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalg.
Han tilføjer:
- Opgaven kræver samarbejde på tværs mellem f.eks. kommuner, private virksomheder og staten, så derfor er vi glade for at se, at så mange virksomheder og offentlige institutioner har valgt at deltage i topmødet, siger.
På topmødet er nogle af landets fremmeste eksperter på podiet og ved bordenden i workshops for at debattere løsningsforslag til at sikre den kvalificerede arbejdskraft, der er nødvendig for at holde hjulene i gang i samfundet.
Topmødet har desuden samlet en lang række tunge partnere fra virksomheder, forskningsinstitutioner, erhvervsuddannelser og blandt arbejdsmarkedets parter og beslutningstagere.
- Der er et stort politisk fokus på manglen på arbejdskraft her i kommunen og på nationalt plan. Det er et langt sejt træk, hvis vi skal løse udfordringen, så jo før vi kommer i gang, jo bedre, siger Søren Elbæk.
Udover en nødvendig debat om manglende arbejdskraft, skal deltagerne på Nationalt Topmøde om Fremtidens Arbejdskraft også formulere anbefalinger til Christiansborg og finde praktiske løsninger og konkrete tiltag, som fremover kan afprøves i virkelighedens verden.
For tilmelding og yderligere information om topmødet, tjek hjemmesiden https://topmoede.rksk.dk/
- 13. august 2025
Kommune klæder politiske kandidater på til valg - 12. august 2025
Ny skoleuge: tre dage i skole og to dage i praktik - 29. august 2025
Afbalanceret budget med ekstra til skolebørnene og de mest udsatte - 4. august 2025
Holmehusene efter kæmpe forandring: skærpet tilsyn er fjernet - 18. august 2025
Rørende smuk og voldsom film får premiere i Ringkøbing - 1. august 2025
Åkandens kunder har ved en fejl fået en for stor regning