13. august 2025

Teatret OM holder fem-dages festival i Alkjær Lukke

billeder fra Alkjær Lukke af Unn Madsen

Hvis man er hyppig gæst i Ringkøbings parkanlæg Alkjær Lukke, så kan det være, at man allerede har opdaget, hvordan anlægget er under forandring. Her går op mod 90 danske og internationale kunstnere rundt og gør klar til åbningen af UR-NAT Festival 2025.
Selvom titlen UR-NAT kan lyde som en tilfældig ordsammensætning, så er der faktisk gemt et af festivalens vigtigste elementer – natur.
I harmoni med naturen integreres de mange kunstværker, der alle er lavet i bæredygtige materialer.

Festivalen, der er gratis, udspiller sig fra den 27. august til den 31. august.

- Nu er det syvende gang vi holder teaterfestival her i Ringkøbing-Skjern Kommune. Hver festival er noget helt særligt og giver en helt særlig stemning her på teatret. Som noget nyt i år holder vi festivalen til én lokation, da det går godt i spænd med det overordnede tema. Fællesskab. Svære tider kalder på fællesskab, så det vil vi gerne sætte fokus på gennem en lang række unikke oplevelser, siger Sandra Pasini, der er kunstnerisk leder og grundlægger af Teatret OM.

Festivalen har forestillinger fra Spanien, Serbien, Frankrig, Italien og selvfølgelig Danmark.
UR-NAT Festival 2025 startes ud med ikke mindre end 100 af Ringkøbing Skoles elever, der sammen med internationale kunstnere sætter tonen for festivalen med musik, dans, farver og velkomst til Den Fortryllende Landsby. De 20 teaterforestillinger der er en bred vifte af metode, budskab og udtryk kan findes på den store scene, men lige så meget rundt omkring i parken blandt de besøgende. Det vil for eksempel ikke være utænkeligt at støde på hverken menneskegiraffer, dansende træer, eller en vild vals på stylter. Skal det være mere roligt kan man også finde sang, der lyder som ekko fra mors mave eller en forestilling om havets dybde.   
 

Flag, sten og banner

Den Fortryllende Landsby er blot et af flere projekter i projektet.  
Et andet er ’Din Drømmeskov’, der allerede begyndte tilbage i april. Et huskunstnerprojekt med kunstner Jori Snell og Ringkøbing Skole, Rindum afdelingen og Alkjær afdelingen.
Her fik skoleelever muligheden for at udfolde sig kreativt med udsmykning af sten, flag og bannere med personlige fortællinger om naturens kræfter.

Kunstværkerne sammen med dans, sang, akrobatik og sceniske billeder skabt af Ringkøbing Skoles elever kan herefter opleves under selve UR-NAT festivalen.

Teatret OM har været Ringkøbing-Skjern Kommunes egnsteater siden 2006.

- Nu har vi haft Teatret OM gennem mange år, og de har altid vist engagement, inddragelse og opfindsomhed, når det kommer til at sprede glæde ved teatrets kunst og til vores naturskønne område. Når vi støtter egnsteatret, så er det fordi, vi udover den kulturelle værdi investerer i oplevelser, fællesskab og livskvalitet til mennesker i alle aldre, fortæller Erik Viborg, formand for kultur- og fritidsudvalget.

Fælles installation

Det er ikke kun etablerede kunstnere og elever fra Ringkøbing Skole, der har udsmykket Alkjær Lukke op til den forestående festival. Gennem ’åbent værksted’ har alle borgere haft mulighed for at give en hånd med til hvad, der bliver en fælles installation. På den måde er man beskuer samtidig med, at man er en integreret del af festivalen.  

Sandra Pasini håber, at festivalen både kan fascinere med kunstinstallationer og scenekunst, men hun håber også, at festivalen kan være med til at samle mennesker, der måske ellers ikke får prioriteret tid sammen.

- Det vil være fantastisk, hvis festivalen kan samle familier eller generationer, der ellers ikke får de her slags oplevelser sammen. Det vil være en dejlig måde at se fællesskabstemaet leve ude blandt gæsterne. Og så har vi indrettet festivalen sådan, at man nemt kan bruge en hel dag i Alkjær Lukke i stedet for blot et par timer.

 

 

FAKTABOKS:

  • Festivalen er gratis for alle.
  • Der vil være madbod, bar og kaffevogn under hele festivalen.
  • Yderligere info og program kan findes her.
  • Adgang til alle arrangementer sker efter først-til-mølle-princippet.