13. august 2025

Kommune klæder politiske kandidater på til valg

Kommune klæder politiske kandidater på til valg

Man kan godt have politiske holdninger. Det er nemt at mene noget om kommune og stat og de forskellige institutioner, arbejdsgange og beslutninger. Men det kan være svært helt at gennemskue, hvad ”kommunen” er for en størrelse – også selvom man har besluttet at være kandidat til kommunalvalget den 18. november.

Derfor vil Ringkøbing-Skjern Kommune den 2. september gerne invitere alle kandidater (og andre interesserede) til informationsmøde.

- Vi vil gerne give kandidaterne faktuel viden om, hvordan Ringkøbing-Skjern Kommune er organiseret, og hvilke opgaver kommunen løser. Jeg vil også komme ind på nogle af de samfundsmæssige dagsordener, kommunen ellers arbejder med som de demografiske ændringer, rekruttering af arbejdskraft, den kommunale økonomi og de mange reformer der kommer fra statslig side, siger kommunaldirektør Jens Peter Hegelund Jensen.

Hvad laver ”kommunen”?

Det er kommunerne, der blandt andet står for serviceniveauet, når det gælder den borgernære kernevelfærd. Det er også kommunen, der arbejder med erhvervslivet om at sikre de bedst mulige rammer for at skabe job og vækst.

Kommunen løser altså en lang række opgaver. Blandt andet er det kommunen, der driver biblioteker, opretter plejehjemspladser og sikrer kvalitet i skoler og dagtilbud, vedligeholder kommunevejene, rydder sne og henter vores affald, tilbyder beskæftigelsesforløb til ledige, sætter rammerne for udviklingen i kommunen og lokalplanlægger for eksempelvis detailbutikker og vedvarende energianlæg.

- Det er spændende og vigtige opgaver, som man som lokalpolitiker kan få en betydelig indflydelse på udviklingen af. Samtidig skal en lokalpolitiker selvfølgelig være klar til at stå på mål for sin stemme og sine holdninger – også når man som privatperson er ude for at købe ind, siger kommunaldirektøren og tilføjer:

- Lokaldemokratiet er en vigtig grundpille i vores hverdag, og derfor vil vi som organisation gøre alt, hvad vi kan for fagligt at klæde politikerne på så godt som muligt, siger Jens Peter Hegelund Jensen.

 

FAKTA

  • Informationsmøde holdes i Rådhushallen, Ved Fjorden 6, 6950 Ringkøbing tirsdag den 2. september kl. 19.00-21.00.
  • På programmet er:
    - Borgmester Hans Østergaard byder velkommen – og præsenterer kommunens vision og den politiske organisering.
    - Kommunaldirektør Jens Peter Hegelund Jensen introducerer Ringkøbing-Skjern Kommune og fortæller dernæst om nogle af de opgaver og udfordringer, der venter det kommende byråd.
    - Administrationen orienterer kort om opstillingsproceduren.
    - Cafébordsarrangement med udvalgsformænd og chefer.
  • Der er gratis adgang, og alle kandidater og dem, der stadig overvejer at stille op, er velkomne.
  • Tilmelding er ikke nødvendig.