Fylder alkohol for meget i hverdagen? Så er der hjælp at hente

Nyt forløb for pårørende til folk med et problematisk forbrug af alkohol eller andre rusmidler starter op i Tarm den 13. august. Der er stadig et par ledige pladser i gruppen.
Er man pårørende til en person, der har udviklet et problematisk forbrug af alkohol eller andet afhængighedsskabende, kan det ofte føles, som om man står alene med bekymringerne – eller med håbet om forandring.
Samtidig kan det for mange være en stor sorg, hvis f.eks. ens samlever, ægtefælle, forælder eller barn har et overforbrug af rusmidler – og dermed måske også et voldsomt svingende humør og temperament.
Dét siger socialrådgiver Birthe Rindom. Hun er en del af et team af rådgivere i Ringkøbing-Skjern Kommunes Rusmiddelcenter, der rækker en hjælpende hånd ud til folk med et overforbrug - og til deres pårørende. Et team, som konsekvent taler om ’overforbrug’ frem for misbrug, fordi formålet er at hjælpe, og ikke at stigmatisere folk med en afhængighed.
Onsdag den 13. august starter de en gratis pårørendegruppe op, hvor pårørende til folk med et overforbrug har mulighed for at tale om, hvordan det påvirker dem, og hvor de mødes med andre pårørende og kan høre om deres erfaringer. Samtidig er der fokus på emner som sorgbearbejdning, dét at gøre noget godt for sig selv – og begrebet medafhængighed:
- Som medafhængig kan man utilsigtet være med til at fastholde et overforbrug, f.eks. fordi man i den bedste mening dækker over en partner, et voksent barn, eller en forælder, der har et overforbrug af rusmidler, forklarer Birthe Rindom.
Et tænkt eksempel kunne være kvinden, der i årevis tog skraldet, når utilfredse kunder ringede og klagede over det arbejde, hendes selvstændige mand havde udført, mens han var påvirket af alkohol.
- Først da hun besluttede sig for at svare telefonen med ”et øjeblik, så får du ham”, var manden nødt til selv at tage ansvar for sit drikkeri. Indtil da havde hans kone holdt hånden under ham og derved været med til at holde ham i et overforbrug, forklarer Birthe Rindom.
Hun peger på, at det på mange måder er hårdt arbejde og psykisk belastende at være pårørende til en person med et overforbrug:
- Vi ved, at de pårørende bliver påvirkede af at leve med en person med et overforbrug af rusmidler. Der er så meget skyld og skam involveret. Mange pårørende lever i ubalance med sig selv, fordi de har lært hele tiden at have radaren ude efter andres behov. Derfor har mange pårørende stor glæde af at opdage er, at de ikke er alene. At andre er i samme båd som dem og lever med de samme usikkerheder og den samme sorg eller måske vrede.
Et fortroligt rum
Der er plads til ti pårørende i pårørendegruppen, og Birthe Rindom understreger, at det, der bliver fortalt til møderne, bliver i rummet.
- Vi skal kunne stole på hinanden og have tillid til, at man kan være åben uden at det, man fortæller, kommer videre, forklarer hun og tilføjer, at hun aldrig har oplevet, at fortroligheden er blevet brudt.
Derimod har hun ofte mødt familier, der har forsøgt at holde facaden udadtil, men indadtil har bøvlet med den enes overforbrug.
- Mange har den holdning, at det vil de helst selv klare. Der er noget skamfuldt over at indrømme, at man har et overforbrug, eller at ens mand eller kone har et overforbrug, og derfor forsøger man at håndtere det selv i stedet for at bede om hjælp, forklarer Birthe Rindom og tilføjer, at Rusmiddelcenteret netop bruger termer som overforbrug og rusmidler i stedet for misbrug og narko. Det er så nemt at føle sig sat i bås, hvis det ene glas hvidvin af forskellige årsager er endt med at afløse det andet, så man pludselig står med et overforbrug, der er svært at styre.
- Dem vi oftest møder, behøver ikke være dem på bænken, men helt almindelige mennesker, der af den ene eller den anden årsag er endt der, hvor forbruget af rusmidler har taget overhånd. Mange har en berøringsangst over at tage fat på problemet, men som vi ser det, er det vigtigt at få taget hånd om det, inden det ødelægger for mange ting, forklarer Birthe Rindom.
Rusmiddelcenteret tilbyder også familieorienteret behandling, hvor individuelle familier med børn under 18 år kan få hjælp til at tackle den ene eller begge forældres overforbrug af rusmidler.
FAKTA:
Pårørendegruppen starter op på Sundhedscenter Vest i Tarm den 13. august kl. 14.30-17.30 og mødes seks gange frem til den 26. november. Gruppen består af 5-10 deltagere og to gruppeledere fra Rusmiddelcenteret.
På www.sundhedscenter-vest.dk kan man læse mere om forløbet og om Rusmiddelcenterets øvrige tilbud.
Vil du vide mere om Rusmiddelcenteret - og om pårørendegruppen, er du velkommen til at kontakte:
Birthe Rindom, rådgiver, Rusmiddelcenteret, Ringkøbing-Skjern Kommune, 20 18 33 12, birthe.rindom@rksk.dk (ferie i uge 30 + 31)
og/eller
Lise Lyhne Møller, sygeplejerske, Rusmiddelcentret, Ringkøbing-Skjern kommune, 23 84 83 65,
Lise.moeller@rksk.dk (ferie i uge 27, 28, 29)
- 27. juni 2025
Så er der igen vand i bassinerne i svømmehallen i Ringkøbing - 17. juni 2025
Nyt tilbud: Børnefamilier får én indgang til kommunen - 2. juni 2025
Ringkøbing-Skjern får 12 mio. kroner som tak for at gå forrest i grøn omstilling - 3. juni 2025
Ny ungeindsats giver flere muligheder for at hjælpe flere unge ind i uddannelse og job - 10. juni 2025
Ringkøbing-Skjern opretter nyt internt vikarkorps - 20. juni 2025
Plejehjem tester nyt overvågningssystem på stuerne