15. september 2025

Fremtidens omsorg – en messe for alle om velfærdsteknologi

Fremtidens omsorg – en messe for alle om velfærdsteknologi

Når alderen eller sygdomme rammer, kan nogle af hverdagens små og store opgaver blive en udfordring. Det kan blive svært at rejse sig op fra lænestolen. Måske er hjemmet ikke indrettet til at en går med rollator. Eller måske ønsker man bare at indrette sit nye køkken, så det bliver nemmere og mere fleksibelt, hvis man en dag mister nogle af kroppens vanlige funktioner.

Den 1. oktober kan alle i Ringkøbing-Skjern Kommune komme på en helt særlig messe og blive klogere på det, man i daglig tale kalder ’velfærdsteknologi’.

Messen, der hedder ’Fremtidens Omsorg 2025 – Velfærdsteknologi til det gode liv’, er åben for alle; for dem, der er nysgerrige på, hvordan man ved hjælp af teknologier kan være på forkant eller bare gerne vil gøre tingene nemmere og mere fleksible i hverdagen. Den er åben for dem, der er begyndt at opleve fysiske begrænsninger og for deres pårørende. Men messen er også for medarbejdere og ledere i plejesektoren:

- Det er noget særligt, at en kommune holder sådan en messe. Vi gør det for at inspirere og for at vise, hvordan teknologien kan hjælpe i hverdagen, når kroppen begynder at slå knuder, siger Gregor Hein, forflytningsterapeut og en af initiativtagerne til messen.

Messe med to spor

Der er to spor på messen. Det ene fokuserer på det gode liv og sundhed:

- Vi vil gerne vise, hvilke muligheder der er. Der kan for eksempel være et par, som skal til at renovere køkken. De fejler ikke noget i dag, men de vil gerne indrette køkkenet, så det også passer til dem om nogle år, hvor de måske har fået nogle udfordringer. Hvilke muligheder er der for det, spørger Gregor Hein og fortsætter:

- Der kan også være dem, hvor de selv eller ægtefællen har brug for en plejeseng i hjemmet. De ønsker ikke en hospitalsseng – men vil hellere selv købe en plejeseng, der ligner en almindelig seng, så de kan fortsætte med at sove ved siden af hinanden, som de plejer. Sådan nogle senge kan man også se på messen, tilføjer han.

Det andet spor på messen henvender sig til de borgere og pårørende, som lever med demens. Ifølge statistikken har cirka 1000 borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune diagnosen, der sætter store spor for både den enkelte men også for de pårørende. Derfor handler messen også om demens:

- Vi har selvfølgelig fokus på den klassiske velfærdsteknologi, men der kommer også to foredrag med Lillian Albeck og Anna Nygaard, som er målrettet borgere med en demenssygdom og deres pårørende siger Kirsten Holmgaard Jensen, demenskoordinator og en af initiativtagerne til messen.

Det ene foredrag handler om højtlæsning, det andet handler om ”det at miste”, som er en stor del af demenssygdommen.

Pirre nysgerrigheden

Messen er altså en klassisk messe, hvor en række udstillere viser eksempler på hjælpemidler, som kan bruges af private, men det er også en messe, som vil inspirere dem, der hver dag arbejder i omsorgsfagene:

- Vi vil gerne, at medarbejdere og ledere i social- og sundhedsfagene bliver endnu mere nysgerrige på teknologien og på, hvad den kan gøre for arbejdsfællesskabet, siger Gregor Hein.

Men messen er også for private:

- Det er for dem, der bare er nysgerrige og interesserede i, hvad der foregår på området – og for dem, der gerne bare vil være så selvhjulpne som muligt så længe som muligt, siger han.

Velfærdsteknologi kan læses som et lidt selvmodsigende ord. Velfærd og teknologi. Spiller det virkelig sammen? Det gør det i Ringkøbing-Skjern Kommune:

- Det er et krav fra alle lag, at vi skal have velfærdsteknologi, hvor det giver mening og gør en positiv forskel. Derfor prøver vi altid at være på forkant og vise de nyeste teknologier, så vi kan  inspirere og modne både private, medarbejdere og politikere til at se, hvor mange muligheder der er, siger Gregor Hein.

Klik her og læs hele programmet for messen