13. august 2026

Kommunen inviterer til borgermøde om muligt datacenter ved Stovstrup

Planområdet for datacenter ved Stovstrup

I april modtog Ringkøbing-Skjern Kommune en ansøgning om lokalplanlægning for et datacenter ved Stovstrup. Nu inviterer kommunen til åbent borgermøde den 31. august i Tarm Idrætscenter.

Det tidlige plan- og miljøarbejde for et muligt datacenter ved Stovstrup er nået så langt, at kommunen nu inviterer til borgermøde mandag den 31. august kl. 18.30-20.30 i Tarm Idrætscenter.

Det seneste halve års tid har Ringkøbing-Skjern Kommunes Planafdeling arbejdet på at beskrive, hvad der skal undersøges i en kommende miljørapport af lokalplanområdet omkring Stovstrup.

Afgrænsningen af miljørapporten samt kommunens indkaldelse af ideer og forslag, bliver offentliggjort på Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside mandag den 24. august og dermed lagt ud i offentlig høring frem til den 21. september.

Og en uge ind i høringsperioden er der altså informations- og dialogmøde for interesserede borgere.

På mødet vil formand for kommunens Plan- og Trafikudvalg, Henrik Hammelsvang, byde velkommen, hvorefter medarbejdere i Planafdelingen vil gennemgå planprocessen og forklare hvad der skal ske hvornår – herunder også muligheden for, at man som borger kan indsende høringssvar. 

På mødet vil deltagerne også have mulighed for at høre mere om planerne bag datacenter-ansøgningen direkte fra DCS Development og fra konsulentvirksomheden COWI, ligesom der er mulighed for at stille spørgsmål til både politikere, embedsmænd og til projektudviklerne.

Stovstrup-området udenfor Tarm blev udlagt som erhvervsområde til energitunge virksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommunes Kommuneplan allerede i 2020, da Energinet begyndte at forberede den store 400 kV transformerstation. 

Alle interesserede er meget velkomne til borgermødet, men man bedes tilmelde sig senest torsdag den 27. august. For tilmelding skriv til Ringkøbing-Skjern Kommunes planafdeling, Team Åben Land, teamaabenland@rksk.dk eller ring til Peter Malling Donslund på 9974 1390.