19. juni 2018

Et folkemøde på Bornholm med udsyn

Et folkemøde på Bornholm med udsyn

Det er dagen derpå i Allinge, hvor Folkeskibet, der er Ringkøbing-Skjern Kommunes base på årets største politiske scene, Folkemødet 2018, har forladt havnen og er stævnet ud med kurs tilbage mod Vestjylland. 

Fra bramsejlskonnerten er der både udsigt og udsyn. Og netop udsyn er et af de stærke ord fra Ringkøbing-Skjern Kommunes spritnye vision, som viceborgmester Søren Elbæk trækker frem, når han skal forklare, hvorfor det er vigtigt, at kommunen satser ressourcer og kræfter på at være til stede på Folkemødet:

- Vi skal søge inspiration, netværk og indflydelse, der hvor det gælder, og hvor vi kan hente værdi hjem til kommunen. Det gælder inden for kommunens grænser, og det gælder udenfor, forklarer han og tilføjer, at politikerne udover at netværke og lytte også deltager i debatter og bl.a. derigennem får placeret Ringkøbing-Skjern Kommune på det mentale landkort hos mange af de op imod 100.000 mennesker, der igennem fire dage deltager i Folkemødet.

Selv har Søren Elbæk benyttet lejligheden til at slå et politisk slag for Søndervig Feriepark, ligesom han har deltaget i panelet i debatter om frivillighed og lokalsamfund, om Industri 4.0 og teknologiske løsninger i fremtidens produktionsvirksomheder samt stillet op i Ringkøbing-Skjern Erhvervsråds debat om produktionsvirksomhedernes udfordringer i en del af Danmark, hvor manglen på faglært arbejdskraft begynder at gøre sig gældende.

Hans partifælle Trine Ørskov er en af de byrådspolitikere, som tog til Folkemødet for at observere og for at lade sig inspirere. Som formand for kommunens Børne- og Familieudvalg har hun primært lyttet til debatter om folkeskolen og om børn og unge.

Men hun har også lyttet til debatter på Folkeskibet om f.eks. erhvervslivets udfordringer i de kommende år. Og efter at have set den flysimulator, som Lærlingeklubben på Teknologicenteret i Lem har bygget og placeret på molen til demonstration under Folkemødet, siger hun:

- Jeg tror, vi får skabt synlighed. Vi får skabt et billede af, at Ringkøbing-Skjern Kommune er en kommune med gang i, og viser alt andet end det mørke Vestjylland frem. Vi viser, at vi satser på innovation, og at vi har et erhvervsliv, som stikker fuldstændig af.

Noget særligt

Årets Folkemøde på Bornholm var det 8. af slagsen. Det er fjerde gang, at Ringkøbing-Skjern Kommune har deltaget – og fjerde gang, at den tre-mastede skonnert Maja – eller Folkeskibet, som det hedder i Folkemødedagene, har lagt dæk til de debatter og kulturelle arrangementer, der er i kommunens regi.

Byrådet besluttede allerede tidligere på året, at afsætte penge til, at kommunen også de kommende to år er tilstede på Folkemødet.

- Folkemødet er noget særligt. Intet andet sted mødes så mange organisationer og beslutningstagere på én gang. Intet andet sted tiltrækker så mange mennesker til en debat om, hvordan vi skal forme vores fremtid. Den platform skal vi som kommune forstå at udnytte, siger borgmester Hans Østergaard.

Hans Østergaard peger på den brede vifte af emner, der har været på dagsordenen på kommunens egne debatter på Folkeskibet – og i de debatpaneler i bl.a. Turismeministeriets og KL’s telt som politikerne fra Ringkøbing-Skjern Kommune har deltaget i. Herunder også debatter om turisme og overnatningskapacitet, hvor politikerne benyttede lejligheden til at slå et slag for Søndervig Feriepark, og debatter om flere uddannelsespladser i det vestjyske, og om fødevareproduktionen og det kulinariske Vestjylland.

En af de byrådspolitikere, der har været skeptisk over, at byrådet afsatte penge til Folkemødet, er Fjordlistens Jesper Lærke. Han valgte derfor at takke ja til at komme med på Folkemødet for ved selvsyn at se, om det er pengene værd:

- Jeg var skeptisk, inden jeg fik mulighed for at tage med til Bornholm til Folkemødet. Jeg må indrømme, at jeg er meget positiv over det set-up, der er både på Folkeskibet og på Folkemødet generelt, hvor mere end 40.000 mennesker om dagen kan samles og deltage uden problemer, siger han og forklarer:

- Der er ingen tvivl om, at det har en brandingværdi – og at det giver noget i forhold til at netværke f.eks. med andre kommuner, at vi er med.

Jesper Lærke fremhæver samarbejdet med Aarhus Kommune om Frivillighovedstadsåret, hvor Ringkøbing-Skjern Kommune kører parløb med Aarhus, som et konkret eksempel på et samarbejde, der er blevet styrket af debatten om frivillighed og lokalsamfund i KL’s telt, hvor han deltog i panelet side om side med byrådspolitikere fra Aarhus Kommune.

Han kalder kommunens base på Folkeskibet ’original’ og fremhæver den specielle stemning ombord på skibet. En stemning, som han dog godt kunne tænke sig kom bredere ud blandt deltagerne på Folkemødet f.eks. med en bedre placering:

- På stående fod er jeg ikke blevet fuldstændig overbevist om, at det er den bedste brandingværdi, vi får for pengene. Men jeg vil sige, at jeg er ikke den samme modstander, som jeg har været. Hvis vi skal være der, skal vi også være til stede, så vi f.eks. får fremhævet vores kommune i forhold til investeringer fra potentielle nye virksomheder, siger han.