20. november 2017

Vintervejr på vej - og gade

 Kommunens vinterregulativ viser vejen, når sne og is dækker gade og vej.

Vejrudsigten lyder sandsynligvis på ”fem til syv grader og regn” længe endnu. Men pludselig er den over os, vinteren.

Man vågner en morgen, og alting er dækket af et tykt lag hvid puddersne eller gade og vej har fået det glatte lag is. De kommunale traktorer og lastbiler er tidligt ude med sneploven og saltsprederen, og midt i morgentravlheden forledes man måske til at tro, at kommunen nok også klarer fortovet på den anden side af hækken. Men nej.

- Som grundejer har du pligt til at rydde sne og salte eller gruse på fortove og gangstier ud for din grund. Og det dur ikke at vente til efter fyraften; rydningen, saltningen eller grusningen skal som udgangspunkt ske fra morgenstunden og løbende indtil sidst på aftenen, siger driftsleder i Ringkøbing-Skjern Kommunes Vej og Park-afdeling, Kristian Korsholm.

Han advarer om, at det er grundejeren, der har det erstatningsretlige ansvar, hvis uheldet er ude, fordi sti og fortov ikke er sneryddet, saltet eller gruset.

Kristian Korsholm peger på, at man som grundejer også har pligt til at rydde ud for en ubebygget grund, ligesom man skal rydde vejen ud til midterlinjen, hvis man bor ud til en privat fællesvej.

Hjælp postbuddet

Han har et vinterregulativ på hele 28 sider at støtte sig til. Regulativet ligger offentligt tilgængeligt på kommunens hjemmeside, og med det i hånden kan både kommune og borgere slå op, hvis man skulle være i tvivl om, hvem der skal holde en strækning vej, sti eller fortov sne- og isfrit.

Her kan man for eksempel læse, at den sne, man skovler væk, skal ”henlægges på det resterende fortov eller sti, eller - i det omfang her ikke er plads - på den nærmeste del af vejbane”.

- Det vigtige er, at sneen ikke gør det besværligt for andre og efterlades ved busstoppesteder, fodgængerovergange eller på gadehjørner, hvor det er naturligt at krydse gaden. Sneen må heller ikke samles oven på dæksler, op ad træer, brandhaner eller fordelerskabe, siger Kristian Korsholm.

Han appellerer til, at man får ryddet en sti ind ad indkørsler og lignende, så folk kan komme sikkert frem og tilbage:

- Vi har erfarne chauffører og gode sneplove, men vi kan ikke undgå at efterlade en snevold foran folks grund, når vi kører forbi. Ryd derfor et hul i snevolden, så skraldemænd, postbude og andre kan komme godt og sikkert frem, siger Kristian Korsholm.

Det kommunale beredskab

Selv står han i spidsen for et kommunalt beredskab, der i hele vinterhalvåret involverer godt 60 kommunalt ansatte og private vognmænd på stand by til at køre ud midt om natten for at snerydde og salte eller gruse, så vejene er farbare, når resten af kommunens borgere vågner og skal afsted på arbejde.  

De største hovedveje i kommunen hører dog slet ikke under kommunens vinterberedskab, men derimod under Vejdirektoratet. Men Vej og Park-afdelingen har inddelt de øvrige veje i fire kategorier, hvor de største indfaldsveje med mest trafik i kommunen, også er de første veje, der sneryddes.

De såkaldte Kategori 1-veje bliver også som de eneste præventivt saltet, når kombinationen af lav lufttemperatur, lav vejtemperatur og høj luftfugtighed fra kommunens målestationer fortæller vagthavende, at der er vintervejr på vej.