18. januar 2023

Nyt program for søndagsaktiviteter i Naturens Rige

Foto: Sundhedscenter Vest

Byvandring i sporene på 2. Verdenskrig. Frisk luft kombineret med industrihistorie i Lem. Skovtur med træning i naturen – og besøg hos Nørgaards Geder og i Egeris Plantage.

Dét er bare nogle af de punkter, der har fundet vej til programmet for det kommende års Søndagsaktiviteter, som Sundhedscenter Vest sender på gaden i disse dage.

Herudover er det f.eks. Værnengenes kulturhistorie, natureventyr ved Nr. Lyngvig Fyr, Rækker Mølle Badesø og Momhøje Naturcenter, der skal forene kultur- og naturoplevelser med en gåtur i godt selskab, når der inviteres til Søndagsaktiviteter rundt omkring i Naturens Rige.

Søndagsaktiviteterne foregår som altid den sidste søndag i måneden – på ’månedens bedste søndag’, som arrangørerne skriver i den folder, der fra onsdag d. 25. januar kan hentes hos Borgerservice og på bibliotekerne i hele kommunen. På Sundhedscenter Vests hjemmeside kan man også finde søndagsaktiviteterne under ’Arrangementer’.

Som altid er det udover Sundhedscenter Vest og kommunens Kultur-, Natur- og Fritidsafdeling, DGI, FrivilligVest og Ringkøbing-Skjern Museum, der i fællesskab arrangerer søndagsaktiviteterne.

Fællesskab og naturoplevelser

Formålet er at tilbyde guidede kultur- og naturture – foruden et fællesskab for alle interesserede.

- Fællesskab er et af de bærende begreber i byrådets nye vision for Ringkøbing-Skjern Kommune, og vi opfordrer som altid deltagerne til at invitere en med på tur, som ellers ikke ville være kommet afsted, fortæller Lene Winkler, koordinator for Sundhedsfremme og Forebyggelse på Sundhedscenter Vest og projektleder på Søndagsaktiviteterne.

Søndagsaktiviteterne består typisk af en gåtur på ca. 5 kilometer – eller en aktivitet, der i intensitet svarer til en fem kilometers gåtur.

- Flere gange i årets løb afsluttes der med en kop kaffe, så der er fokus på både motion, frisk luft, en natur- eller kulturfortælling om lokalområdet og hyggeligt fællesskab. Dermed er søndagsaktiviteterne motion for både krop og sjæl, tilføjer Lene Winkler.

Hun understreger, at alle er velkomne, og at deltagelse i turene er gratis.

Første søndagsaktivitet i 2023-programmet bliver allerede søndag den 29. januar kl. 13.00 til kl. ca. 15.00, hvor museumsinspektør Christian Ringskou viser rundt i krigstidens Skjern. Sidste tur i programmet foregår den 28. januar 2024 og rækker således ind i næste års program.

Pop-up ruter i programmet

Udover de guidede ture, vil søndagsaktiviteterne i april, juni, september og november blive kombineret med pop-up vandreruter – de såkaldte Wild West Walk ’n’ Run-ruter, som bliver markeret med små røde flag.

Det betyder, at man selv kan følge flagene og gå ruten i løbet af weekenden – eller man kan vælge at tage med på den guidede tur om søndagen kl. 13-15.

- Da vi arrangerede Wild West Walk ’n’ Run pop-up ruter rundt om i kommunen under corona-nedlukningen, kunne vi se, at det var et koncept, som rigtig mange tog til sig. De markerede flagruter gør det muligt for folk at komme ud i naturen på det tidspunkt, som passer bedst ind i deres weekendplaner, forklarer Lene Winkler og tilføjer:

- Man går glip af fællesskabsdelen ved søndagsaktiviteterne, hvis man vælger at gå ruten alene, så vi opfordrer stadig til, at man inviterer en nabo eller en ven med ud på turen.

Pop-up-ruterne bliver i hhv. Hoverdal Plantage i april, Momhøje i juni, Lyngvig i september og Tarm Kommuneplantage i november. Ruterne vil blive præsenteret yderligere på facebook-siden Wild West Walk ’n’ Run, når de er blevet markeret.

 

FAKTA:

Programmet for søndagsaktiviteterne 2023 kan fås i Borgerservice og på biblioteket eller findes på Sundhedscenter Vests hjemmeside.

Deltagelse i søndagsaktiviteterne er gratis – og for alle interesserede.