26. september 2023

Flere på flere timer – en mulig løsning på en velfærdsudfordring

Flere på flere timer – en mulig løsning på en velfærdsudfordring

Der er tale om en kulturændring af de helt store. I dag er to tredjedele af de ansatte i ældre-og sundhedsfagene på landsplan ansat på deltid. På handicap- og psykiatriområdet er samme tal knap 40 procent. Samtidig er der stor efterspørgsel på medarbejdere med de rette faglige kompetencer – og derfor er det nærliggende at få de deltidsansatte til at tage flere timer.

Men. Der er tradition for, at de fleste ansatte i branchen arbejder på deltid. Og traditioner kan som bekendt være vanskelige at bryde med. Derfor går Ringkøbing-Skjern Kommune nu i gang med det projekt, som hedder ”Flere på flere timer”.

27 medarbejdere deltager i projektet, og de repræsenterer ledere og medarbejdere og tillidsrepræsentanter i Sundhed og Omsorg og Handicap og Psykiatri. På første mødedag skal de blandt andet se nærmere på, hvad årsagen er til de mange deltidsansættelser, og hvilke gevinster der kan være ved, at flere kommer på fuld tid.

- Der er noget historisk, der gør, at stillingerne er på de timetal, vi ser i dag. Det skyldes både at det traditionelt var et kvindefag, og så har det også gjort det nemmere at udfylde et vagtskema, der skal dække døgnet rundt, når der er flere personer at ”tage fra”, fortæller Grethe Madsen, der er fællestillidsrepræsentant for FOA-medlemmerne i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Derfor er det også et meget spændende arbejde, der nu skydes i gang. Der er sat god tid af til at undersøge årsager, gevinster og løsninger – for det tager tid at ændre mange års kultur:

- Jeg er meget spændt på at se, hvad der kommer ud af de her workshops, der vil løbe frem til marts 2024. Vi er nysgerrige på, hvorfor folk ikke er på fuld tid, og det bliver interessant at se, hvad der skal til for, at medarbejderne kan se sig selv arbejde flere timer, siger kommunaldirektør Jens Peter Hegelund Jensen.

- Samtidig bliver ’flere på flere timer’ også afgørende for, hvordan vi som kommune fremover kan løse vores forpligtelse i forhold til at tilbyde en hjemmepleje og plejehjem i den høje kvalitet vi ser i dag, når der i fremtiden kommer flere ældre og færre unge, siger han.

Tradition og myte

Emnet med flere på flere timer har længe været drøftet. Et lignende projektarbejde er i gang i andre kommuner, og hos Ringkøbing-Skjern har man naturligvis også været i gang, længe før workshops’ene begynder torsdag den 28. september.

- Vi har talt om, at det er tradition med deltidsstillingerne – at det ikke nødvendigvis er sådan, medarbejdere i 2023 ønsker det. Vi tror også, der lever en myte om, at man ikke kan holde til det fysiske arbejde i flere timer end deltid. Men vi ved også, at yngre generationer vil have større tendens til at have brug for en fuldtidsindkomst. Vi stiller spørgsmål ved, om arbejdsdagen på et plejehjem kan ændres. Det er jo for eksempel ikke mejslet i sten, at alle beboere skal i bad om morgenen. Måske vil nogen hellere i bad på et andet tidspunkt, siger Mette Gravgaard Poulsen, HR Udviklingskonsulent ved Ringkøbing-Skjern Kommune.

Hun har været tovholder på projektet og ser mange potentialer i det:

- Hvis vi tager et fagområde som Handicap og Psykiatri, så er kun 30 procent i dag på fuld tid. I fagområdet er der et væsentligt forbrug af vikar-timer for at få vagtplanerne til at hænge sammen. Hvis lidt flere vil arbejde lidt flere timer, så vil vikar-budgettet i stedet gå til faste lønninger, som vil kunne ses på medarbejdernes pension. Det er der et stort potentiale i, forklarer hun.

Undersøgelses-delen af projektet består af fire workshops, hvor første møde som nævnt handler om begrænsninger og gevinster, på andet møde skal deltagerne kigge på løsningsmodeller. Tredje gang deltagerne mødes, skal de beslutte, hvilke nye tiltag de vil prøve af hjemme i deres afdeling, mens der på fjerde og sidste møde vil blive talt om, hvordan de gode resultater og erfaringer kan deles med og spredes ud til andre afdelinger.

- Målet med det her er ikke, at alle bare skal på fuld tid. Det ser vi ikke som et succeskriterie. For os er det et succeskriterie, at vi får kigget på den del af kulturen, der har gjort deltid til en normal standard i sundhedsfagene. Vi vil gerne blive klogere, så vi fremover måske kan få flere til bare at tage to-fire-seks flere timer om ugen. Det vil alt sammen hjælpe – både på hverdagen på det enkelte arbejdssted, men også på udfordringen med at rekruttere tilstrækkeligt personale med de rette kompetencer, siger Jens Peter Hegelund Jensen.

Workshops’ene finder sted i Innovest i Skjern den 28. september, den 31. oktober, den 29. november og den 6. marts.