18. januar 2019

Stjernestund for lokaldemokratiet ved velbesøgt Politikkaravane

Stjernestund for lokaldemokratiet ved velbesøgt Politikkaravane

Omkring et par hundrede borgere mødte op for at diskutere politik, lokale anliggender og hjertesager, da Politikkaravanen med byrådet ombord slog lejr i Videbæk, Skjern og Ringkøbing.

Spildevand, højhuse, principperne for fødevarepolitikken – og generelle skulderklap til byrådet er et lille udpluk af de emner der blev talt om, da byrådet helligede en eftermiddag og aften til at drøfte de kommende politikker med alle, der havde lyst til at give deres besyv med.

- Vi er taknemmelige og helt høje over de tre gode borgermøder, vi har haft, tør jeg godt sige på byrådets vegne. Der sker noget særligt i den direkte dialog med en kop kaffe i hånden, hvor snakken kan bevæge sig fra helt lokale problemstillinger, op i helikopteren og tilbage igen, siger borgmester Hans Østergaard.

Med karavanen afrundes en lang politikformuleringsproces, der har strakt sig henover efterår og vinter, hvor arbejdsgrupper med bidrag fra åbne borgermøder og workshops har arbejdet med at formulere de politikker, der skal gælde byrådsperioden ud.

- Der har været en livlig dialog, og det er vi meget glade for. Jeg var lidt spændt i morges på fremmødet, og at godt 200 mennesker valgte at møde op, betragter vi som en god succes, og vi er et par stykker, der har talt om, om vi skulle gentage det engang, siger borgmester Hans Østergaard.

Henning Munk Pedersen og Margit Slot Stampe var blandt de fremmødte Videbæk-borgere. De ville blandt andet gerne tale om fritidsområdets bøvl med 25-års reglen, behovet for forlængelse af cykelstien ved Nr. Vium og bosætning i Videbæk med politikerne:

- Der er brug for flere byggegrunde. Arla udvider og Gødstrup kommer snart, så vi skal have flere byggegrunde, hvis vi skal tiltrække de unge familier, siger Henning Munk Pedersen.

Også Peter Vennevold, formand for Videbæk borgerforening, var mødt op:

- Jeg synes, det er en god mulighed for at få en direkte dialog med politikerne på en uformel måde, og jeg synes, det er godt, at de kommer rundt og stiller sig til rådighed og også på denne måde viser åbenhed, siger Peter Vennevold.

Grundvandkvaliteten og en ubrudt sti hele vejen rundt om Ringkøbing Fjord lå Rita Bitsch fra Ringkøbing på hjerte:

- Jeg tror såmænd ikke, vi har fået vores sti, men hvis man bare har en almindelig demokratisk tankegang, er det fantastisk at få mulighed for direkte kontakt med politikerne. At de har tid, at man kan få et grin og en reel samtale i stedet for at stå som poler – dialogen er vigtig, siger hun.

Samtlige input fra karavanen bliver givet videre til arbejdsgrupperne bag politikkerne.