Frivillige sætter run i arbejdet til Royal Run

Jette Beltoft foran 10-4 Byggecenter, hvor frivilligområdet skal sættes op mandag morgen.
Det er ikke kun løberne, der får pulsen op til Royal Run. Bag kulisserne er de frivillige i fuld gang med at sørge for, at alting løber, som det skal. En af dem er Jette Beltoft, der skal bruge dagen på at få andre frivillige sendt godt afsted fra frivilligområdet.
Sammen med 13 andre skal hun tage imod de flere hundrede frivillige, der kommer forbi for at hente en goodie-bag med frivilligtrøje, mad og drikke, og efter bliver sendt ud på poster rundt omkring i byen.
- Tilmeldingerne til at være frivillig har været overvældende store. Folk kommer både fra Ringkøbing og længere væk for at hjælpe til, siger Jette Beltoft, tovholder ved frivilligområdet.
Inden Royal Run får hun også et par ekstra kilometer i benene som frivillig ved North Sea Football Cup både lørdag og søndag.
Fællesskabet som drivkraft
Frivillighed er langt fra nyt terræn for Jette Beltoft. Allerede i 1986 tog hun de første skridt som frivillig i den lokale gymnastikforening, og siden har hun været en fast del af foreningslivet i Ringkøbing.
- Det er hyggeligt og spændende at være frivillig. Man møder mange glade mennesker, og hvis man selv kommer med godt humør, smitter det af på resten af dagen, siger hun.
For hende handler det i høj grad om fællesskabet. Og hun er langt fra alene. 59 procent af borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune har lavet frivilligt arbejde inden for det seneste år.
- Folk vil gerne være en del af noget. Og så tror jeg også, mange synes, det er stort, at Royal Run kommer til Ringkøbing, siger Jette Beltoft.
Når Royal Run rammer Ringkøbing 2. pinsedag, er Jette Beltoft allerede på plads i frivilligområdet, hvor forberedelserne er i fuld gang, længe før de første løbere sendes fra målstregen.
- 26. juni 2026
X-klassen: Succeshistorie om at få børn med skolevægring til at gå i skole igen - 9. juni 2026
Stine rekrutterede sig selv til sosu-faget - 4. juni 2026
To kommunale forfattere: Når arbejdet bliver så spændende, at man må skrive en bog - 8. juni 2026
Unge talenter skal lære at bruge AI i filmproduktionen - 9. juni 2026
Færre fødsler, færre hænder: Hvem skal bære Danmark i fremtiden - 19. juni 2026
Kærligheden blomstrer i Naturens Rige