I Naturens Rige er det filmens verden, der trækker i børn og unge
I landets eneste kommune med en filmstrategi, har børn og unge i Ringkøbing-Skjern Kommune vide muligheder for at komme i gang med at lave film og spille skuespil – bl.a. på Kulturskolens populære talentlinje og i mindre roller i spillefilm optaget on location i kommunen. 22. november sættes der igen spot på de unge talenter med filmfestivalen Film Fest i Vest i Ringkøbing Bio.
Når den røde løber endnu en gang rulles ud til filmpremiere i Ringkøbing Bio den 22. november, er det lokale børn og unge, der har produceret kortfilmene, som bliver vist på det store lærred. Ligesom det i øvrigt er børn og unge, der har værtsrollen ved filmfestivalen - og som sammen med en fag-jury af erfarne filmfolk har været med til at udvælge de bedste film.
Det er efterhånden blevet en tilbagevendende tradition, at en håndfuld skoler i Ringkøbing-Skjern Kommune hvert år dedikerer ugen op til efterårsferien til filmproduktion. Eneste forskel i år er, at der er endnu større elevdeltagelse i selve festivalen end tidligere – og at endnu flere skoler end tidligere meldte sig under filmplakaten.
Det betyder, at elever fra skolerne i Hvide Sande, Tim, Ringkøbing og Tarm samt elever fra friskolerne i Velling, Lyne og Grønbjerg i år har brugt uge 41 på at idéudvikle, skrive manuskript, sætte lys, øve replikker og producere deres egne kortfilm til Film Fest i Vest-filmfestivalen. Herudover har elever på Kulturskolens filmhold indsendt film til festivalen.
Filmproduktionen i uge 41 er bare ét af mange tiltag, der skal give børn og unge i Ringkøbing-Skjern Kommune et første skridt ind i filmens verden.
Som den eneste kommune i Danmark har Ringkøbing-Skjern en filmstrategi. Og ligesom kommunens filmkonsulent Rebecca Molders arbejder for at tiltrække professionelle filmproduktioner til området, er der også fokus på talentmassen blandt kommunens børn og unge.
Populært at gå til film
Udover, at ca. 500 elever altså lige nu færdigklipper deres film til Film Fest i Vest-filmfestivalen, er det at gå til film blevet en populær fritidsinteresse:
Der er udsolgt til alle Ringkøbing-Skjern Kulturskoles filmworkshops frem til sommeren 2024 og Kulturskolen har løbende oprettet nye filmskuespilhold for at imødekomme forventningen hos de mange børn og unge på venteliste.
- Vi har oprettet et ekstra filmskuespilhold i Tarm, så der nu er tre filmskuespilhold for børn og unge, inklusiv et talenthold. I Ringkøbing har vi også oprettet to nye hold, herunder også et talenthold, fortæller skuespiller, ekspert i kreative processer og projektleder på såvel Film Fest i Vest som Kulturskolens filmsatsning, Maria Guggenheim.
Hun tilføjer, at de to film-summercamps, som blev udbudt til børn og unge umiddelbart før sommerferien, også blev udsolgt på meget kort tid.
- Det her er ikke bare nogle unge mennesker, der laver nogle småfilm a la Tik-Tok videoer. Det er rigtige film, vi taler om; det andet er bare støj i mine øjne og ører. På filmholdene lærer elever på indtil videre 8-16 år metoder fra Den Danske Filmskole. De lærer alle rollerne på en film, dvs. instruktion, manus, skuespiller, producer, fotograf, redigering, lyd – og de klør på med en kæmpe entusiasme. De vil virkelig det her, forklarer hun.
Det er kun få år siden, at det blev muligt at lære professionelt filmhåndværk i børnehøjde i Ringkøbing-Skjern Kommune. Siden har klaptræet været i sving, og ambitionerne er store:
- Jeg voksede selv op i en lille by uden mulighed for at udforske filmens verden. Men med min egen historie og erfaring kan jeg se, hvor vigtigt det er at udvikle kunst og kultur i provinsen. Vi skal skabe kunst og kultur på så højt et niveau, at unge ambitiøse talenter kan udfolde deres kreativitet uanset, hvor de bor, siger Maria Guggenheim og tilføjer:
- Flere af mine elever har sagt, at de synes, det er skønt, at man kan gå til film – og ikke kun til håndbold og fodbold. Herudover hører vi fra forældrene, at deres børns selvværd er blevet boostet af at gå til film, stå på en scene og lære at udtrykke sig verbalt og nonverbalt.
Maria Guggenheim og peger på, at filmarbejdet på Kulturskolen medfører en række andre fordele:
- Improvisation og filmskuespil kan bl.a. lære børn og unge at lytte aktivt og samarbejde som et hold, at respektere hinandens synspunkter, at være åbne for nye ideer og fleksible i forhold til forandring, at tage risici og overkomme tvivl – og at udvikle historier og bruge kreativiteten og fantasien, forklarer hun og peger på, at især kreativiteten og evnen til at fortælle historier er en mangelvare i en tid, hvor børn og unge er meget hurtige til at gribe ud efter en skærm, hvis de keder sig eller mangler inspiration.
Lokale børn og unge på rollelisten
Udover at udvikle talenter bakker Maria Guggenheim også op om de lokale børn og unge, der finder vej ud i den professionelle filmverdens efterhånden mange on location-optagelser i Ringkøbing-Skjern Kommune:
- Flere og flere elever på vores hold går til professionelle castings, og får statistroller og mindre roller i kortfilm og spillefilm, fortæller hun og understreger, at det giver en uvurderlig erfaring, når eleverne kommer ud på rigtige filmset.
Udsagn fra forældre understreger, at mange elever og forældre er glade for muligheden for at få et håndholdt indblik i filmens verden i professionelle, men trygge rammer:
”Først og fremmest er Maria en varetager af elevernes og forældrenes bedste interesser. Hun har selv en stor erfaring, og man kan tale med hende om eventuelle spørgsmål om filmbranchen. Det giver en tryghed, da vi ikke kender branchen, og ikke ved hvilke faldgruber, man skal kigge efter,” siger f.eks. faren til en pige på talentholdet.
FAKTA:
Filmfestivalen Film Fest i Vest finder sted i Ringkøbing Bio den 22. november fra kl. 17.00 og byder på rød løber, bobler i glassene, filmfremvisninger og filmpriser præcis som til de ’rigtige’ filmfestivaler andre steder i verden.
På filmfestivalen vil 25 elevfilm dyste i 10 kategorier.
Interesserede kan læse mere på https://www.filmfestivest.dk/
Billetterne til filmfestivalen er reserveret til de nominerede filmskabere og til deres familier og skoler samt til medierne.
Når der er filmtilbud til børn og unge kan disse findes på hjemmesiden her: https://kulturskolen.rksk.dk/fag.
På siden her kan du læse Ringkøbing-Skjern Kommunes filmstrategi: https://www.rksk.dk/Files/Files/Om%20Kommunen/Politikker-og-strategier/Strategier/Filmstrategi_grafisk_version_3.pdf
- 2. september 2024
Danmarks flotteste busskur indvies i landsby med 950 beboere - 12. september 2024
Nye regler for at komme af med asbest og eternit - 12. september 2024
Livets cirkel bliver til lyskunst i Ringkøbing Havn - 24. september 2024
Lær at tackle-forløb kan hjælpe dig med at passe bedre på dig selv - 16. september 2024
VR-briller får børn til at slappe af i tandlægestolen - 19. september 2024
Ny planlægning for Æ Gammel Havn 46 i Hvide Sande