Kæmpe potentiale i at sikre arbejdskraft til den grønne omstilling
Der skal ledige hænder og kvalificeret arbejdskraft til, hvis mulighederne i den grønne omstilling skal realiseres. Derfor har Arbejdskraftrådet været i Aabenraa for at høre, hvordan kommunen arbejder for at sikre rammerne for verdens største metanol-anlæg og den øvrige grønne sektor.
Hvilken værdiskabelse kan satsningen på vedvarende energiprojekter skabe? Og hvordan skaffer vi den kvalificerede arbejdskraft til et Power-to-X anlæg og resten af den grønne omstilling?
Dét var hovedspørgsmålene, da Arbejdskraftrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune i den forgangne uge hoppede på bussen og drog sydpå for at høre, hvordan Aabenraa Kommune har skabt udvikling gennem satsningen på vedvarende energianlæg. Gennem en målrettet indsats har kommunen desuden bidraget til at sikre kvalificeret arbejdskraft til Power-to-X anlægget i Kassø og til den øvrige grønne sektor.
I tilknytning til anlægget i Kassø lidt udenfor Aabenraa ligger Nordeuropas største solcelleanlæg ved Hjolderup, og i lighed med Stovstrup ligger Kassø på et energikryds – og et logistikkryds, hvor Motorvej E45 og udskibningshavnen i Aabenraa og Ensted mødes med bl.a. 400 kV højspændingsledningen og forventningen om en kobling til det fremtidige jyske back bone-brintrør.
Og endelig har Aabenraa Kommune været gode til at tiltrække, modtage og tilknytte nye virksomheder i en region, hvor der også er fokus på at rekruttere veluddannet teknisk personale syd for grænsen.
- På mange måder ligner Aabenraa og Ringkøbing-Skjern Kommuner altså hinanden – og kan lære af hinandens erfaringer, siger Søren Elbæk, formand for Arbejdskraftrådet såvel som for Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune:
- Der er ingen tvivl om, at vi skal stå klar med kvalificeret arbejdskraft, hvis vi vil imødekomme potentialet i den grønne omstilling, og her tror jeg da, at vi har gavn af at høre om de erfaringer, de allerede har gjort sig i Aabenraa Kommune. I det hele taget tror jeg godt, at vi kommuner kunne blive bedre til at lære af hinandens erfaringer, tilføjer han.
Besøget i Aabenraa Kommune var det tredje i rækken af møder i Arbejdskraftrådet med fokus på potentialer og udfordringer i den grønne omstilling. Bl.a. har rådet tidligere været på besøg i Esbjerg for at høre, hvordan man dér har implementeret den grønne omstilling i erhvervsuddannelserne.
Hjælp til at indfri potentiale
Arbejdskraftrådet, der består af repræsentanter for erhvervslivet og interesseorganisationer samt politikere og embedsmænd, rådgiver byrådet, så de kan træffe beslutninger om, hvordan kommunen bedst kan gøre sig klar til f.eks. at udnytte de muligheder og imødekomme de udfordringer, der følger med etableringen af nye store energianlæg på vand og på land.
- Vi har et erhvervsliv, der allerede er blandt verdens førende indenfor teknologier til den grønne omstilling, og som er nysgerrig på fremtidens VE-muligheder, siger borgmester Hans Østergaard og tilføjer:
- Hvis vores virksomheder skal udfolde og realisere potentialerne i vedvarende energisatsninger, og dermed understøtte vores velfærd, kræver det, at vi som kommune er klar med den rette hjælp - herunder også at sikre tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft.
Et skøn fra Dansk Erhverv lyder, at alene de tre havmølleparker, der er i udbud i Nordsøen med en samlet kapacitet på 6 GW havvind, vil skabe 12.000 job frem mod 2030.
- Allerede i dag er 4.000 mennesker beskæftiget indenfor klima- og energiområdet lokalt her i Ringkøbing-Skjern Kommune, og der kommer helt sikkert flere job i sektoren, som vi skal sikre kan blive besat af kvalificerede lokale medarbejdere. I Arbejdskraftrådet arbejder vi derfor på at blive så kloge på emnet som muligt, forklarer Søren Elbæk.
Blandt de pointer, Arbejdskraftrådet fik med hjem fra Aabenraa, er:
- I Aabenraa Kommune er der ikke langt fra idé til handling. Vi kunne se, at vi ikke kunne udvikle industrien, hvis vi ikke havde arbejdskraften til det. Derfor lavede vi en strategi for en ambitiøs grøn udvikling, fortalte Ditte Lundgaard Jakobsen, direktør for Plan, Teknik & Miljø i Aabenraa Kommune. Hun pegede i øvrigt på, at et område med solceller giver 0,8 årsværk pr hektar, mens landbruget ’kun’ giver 0,2 årsværk pr. hektar.
- Power-to-X og især e-metanol kan blive et dansk eksporteventyr og sikre gode lokale arbejdspladser, fortalte Søren Knudsen Kær, teknologichef i Ptx-afdelingen hos European Energy, der er projektudvikleren bag verdens største e-metanolanlæg i Kassø udenfor Aabenraa.
Siden det første spadestik blev taget på en bar mark i april 2023 har 120-150 mand været i fuld beskæftigelse med byggeriet seks dage om ugen, og ifølge Søren Knudsen Kær har der endnu ikke været problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft:
- Vi er en frontløber, så blandt de folk, vi skal bruge, er der en stor interesse for at være med til at drive ptx-projekter. Men uden opkvalificering af arbejdskraft forventer vi, at det bliver sværere med tiden at få de rigtige medarbejdere, forklarede han.
Når Power-to-X-anlægget i Kassø er i fuld drift til december, vil det hvert år producere overskudsvarme til fjernvarmenettet foruden 50.000 tons e-metanol, der skal udskibes via Aabenraa Havn til A.P. Møller-Mærsks skibe. Blandt de øvrige kunder til det grønne brændstof fra Kassø er Novo Nordisk og LEGO-gruppen.
At projektudviklerne i Kassø har haft gavn af at være blandt de første med et Power-to-X-anlæg i Danmark bekræfter Charlotte Hylleberg, direktør i erhvervsorganisationen Business Aabenraa:
- Vores fokus på de første møder med European Energy var på medarbejder-ressourcerne. Kunne de nu finde kvalificerede medarbejdere nok i lokalområdet – eller folk som var parat til at pendle hertil? Men de har ikke haft problemer med at besætte jobs. Medarbejderne vil gerne være med som first movers.
Ensted Havn, som nu er en del af den kommunalt ejede Aabenraa Havn, var tidligere hjemsted for et kulfyret kraftvarmeværk – og Nordeuropas største kul- og oliehavn.
Nu er Ensted på vej til at blive Danmarks første havn til at udskibe e-metanol, når Power-to-X-anlægget i Kassø er i fuld drift til december, fortalte havnedirektør Henrik Thykjær og pegede på, at skibsfarten eller den ’blå motorvej’ spiller en væsentlig rolle i fremtidens grønne omstilling:
- Vi er en nøglespiller i både den lokale erhvervsudvikling og den grønne omstilling. Vi er Sønderjyllands eneste erhvervshavn, og med 18 meters vand er vi den dybeste havn i Østersøen. Med de rette forhold for Power-to-X på havnen, vil vi være i stand til at tiltrække nye virksomheder, investeringer og arbejdspladser foruden uddannelse og forskning i Ptx-teknologier. Dermed har Ensted-havnen en tyngde til at udvikle sig til en egentlig Green Energy-erhvervsklynge i Aabenraa, forklarede Henrik Thykjær.
Læs mere om Arbejdskraftrådet i linket her: https://www.rksk.dk/om-kommunen/raad-naevn-syn-og-kommissioner/arbejdskraftraadet
Læs mere om Arbejdskraftrådets fokus på mulighederne i den grønne omstilling i linket her: https://www.rksk.dk/nyheder/kommunen/juli/arbejdskraftraadet
- 2. september 2024
Danmarks flotteste busskur indvies i landsby med 950 beboere - 12. september 2024
Nye regler for at komme af med asbest og eternit - 12. september 2024
Livets cirkel bliver til lyskunst i Ringkøbing Havn - 24. september 2024
Lær at tackle-forløb kan hjælpe dig med at passe bedre på dig selv - 16. september 2024
VR-briller får børn til at slappe af i tandlægestolen - 19. september 2024
Ny planlægning for Æ Gammel Havn 46 i Hvide Sande