20. maj 2025

Foreningerne i Tarm holder åbent hus for børn

Colourbox

”Mærk fællesskabet og få sved på panden”.

Sådan præsenterer DGI Vestjylland den foreningsdag i Tarm, som alle børn fra 0. til 5. klasse og deres forældre kan opleve i og omkring Tarm Idrætscenter på lørdag den 24. maj kl. 10-14.

På dagen kan børnene opleve både fællesskab og glæden ved foreningslivet – samtidig med, at de har muligheden for at prøve at være spejder foruden idrætsgrene som svømning, håndbold, fodbold, tennis, e-sport, badminton, gymnastik og Jump4Fun.

Alle lokale foreninger i Tarm deltager i foreningsdagen, og formålet er at give børnene og deres forældre et indblik i det foreningsliv, der allerede giver mange børn og voksne både sved på panden og fællesskaber.

Udover muligheden for at hoppe i svømmebassinet, drible med en bold eller øve kolbøtter og vejrmøller, vil de deltagende børn og deres forældre også blive budt på frokost.

Deltagelse i foreningsdagen er gratis, og man behøver ikke tilmelde sig.

Foreningsdagen er en del af projektet ”Alle børn i forening” under samarbejdsaftalen mellem DGI Vestjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune; en aftale, der bl.a. skal sikre, at børn, der ellers ikke er en del af et foreningsliv, får muligheden for at være med i fællesskabet.

- Vi håber, at nogle af de børn, der deltager i foreningsdagen, vil få lyst til at melde sig ind i foreningslivet og blive en del af fællesskabet, siger DGI’s projektleder på ”Alle børn i forening”, Tina Sloth og tilføjer:

- Hvis økonomien er en udfordring, hjælper vi gerne i forhold til kontingentstøtte og udstyr.

 

FAKTA:

Foreningsdag afholdes i Tarm lørdag den 24. maj kl. 10-14. Arrangementet er en del af ”Alle børn i forening”-projektet under DGI Vestjyllands samarbejdsaftale med Ringkøbing-Skjern Kommune. Formålet – med projektet og med foreningsdagen – er, at give børn, der ikke er med i en forening muligheden for at oplevet fællesskabet og chancen for at være med i en forening.

Foreningsdagen henvender sig til alle børn fra 0. til 5. klasse plus deres forældre, og der er mulighed for at afprøve både sportsgrene og spejderliv. Deltagelse er gratis og man dukker bare op ved Tarm Idrætscenter, Skovvej 25, Tarm.

Med i Foreningsdagen er følgende foreninger:

Tarm Idrætsforening, Tarm Foersum GF, Tarm Badmintonklub, Tarm Tennisklub, Tarm-Skjern Svømmeklub, KFUM-Spejderne og Tarm Idrætscenter.